Hvordan fungerer ”den danske rettighedsmodel” egentlig?

Hvad er ”den danske rettighedsmodel”?

”Den danske rettighedsmodel” bliver brugt som en betegnelse for den måde, hvorpå rettighedshaverorganisationer i Danmark har indrettet rettighedsmarkedet. Modellen bygger på kollektiv forvaltning af ophavsret og aftaler med såkaldt aftalelicensvirkning. 

Du kan læse mere om aftalelicensvirkning her: Hvad går aftalelicensvirkning ud på?

I praksis fungerer det danske rettighedsmarked ved, at mange rettighedshavere på forhånd har overdraget en del af deres rettigheder til kollektive forvaltningsorganisationer som f.eks. Tekst & Node (tekstrettigheder), VISDA (billedrettigheder), KODA (musikrettigheder) og Copydan Verdens TV (tv-rettigheder). Derefter kan rettighedshaverne ikke selv indgå aftaler med f.eks. produktionsselskaber og tv-stationer om udnyttelse af og betaling for disse rettigheder. Aftaler mellem rettighedshaverne og produktionsselskaber eller tv-stationer vil alene kunne omfatte de rettigheder, som rettighedshaverne selv har beholdt.

Hvad er konsekvensen af ”den danske rettighedsmodel”?

”Den danske rettighedsmodel” resulterer i en opdeling af rettighedsklareringen: Visse rettigheder klareres i aftaler med de egentlige rettighedshavere, f.eks. skuespillere, mens andre rettigheder klareres i aftaler med de kollektive forvaltningsorganisationer. 

Dermed opstår to ”betalingsstrømme” til den samme rettighedshaver: En direkte, som forhandles mellem rettighedshaveren og brugeren, og en indirekte, der forhandles mellem de kollektive forvaltningsorganisationer og brugeren. ”Brugeren” er i denne forbindelse et meget vidt begreb. F.eks. er både kommercielle producenter og offentlige institutioner som skoler og hospitaler brugere. De kollektive forvaltningsorganisationer har i kraft af deres monopollignende stilling en særlig stærk forhandlingsposition, der er egnet til påvirke niveauet for den rettighedsbetaling, som brugerne i sidste ende skal betale.

”Den danske rettighedsmodel” indebærer således klare fordele for rettighedshaverne og udgør selve eksistensgrundlaget for de kollektive forvaltningsorganisationer. For brugerne kan modellen imidlertid føre til krav om dobbelte aftaler og højere priser. 

Hvordan klareres ophavsrettigheder i de fleste andre lande?

I de fleste andre lande bygger rettighedsklarering på aftalefrihed. Det betyder, at når f.eks. en skuespiller indgår en aftale med en filmproducent, aftaler parterne frit, hvilke rettigheder filmproducenten får, og hvilket vederlag skuespilleren skal modtage. Det samme princip gælder for øvrige rettighedshavere, der medvirker i produktionen. Ønsker eksempelvis en tv-station at vise en film, kan tv-stationen typisk licensere alle nødvendige rettigheder fra filmproducenten.

Hvordan er situationen i det øvrige Skandinavien?

”Den danske rettighedsmodel” omtales ofte som noget helt særligt for det danske rettighedsmarked. Sammenligner man med vores skandinaviske naboer, tegner der sig dog et andet billede. 

Ligesom i Danmark findes der i Norge og Sverige kollektive forvaltningsorganisationer, som forvalter rettigheder kollektivt på vegne af tusindvis af rettighedshavere. I Norge forvalter bl.a. Kopinor (tekst og billeder), Tono (musik) og Norwaco (tv) rettigheder kollektivt. I Sverige forvalter bl.a. Bonus Copyright Access (tekst og billeder), STIM (musik) og Copyswede (tv) tilsvarende rettigheder kollektivt. Disse norske og svenske organisationer kan betragtes som pendanter til henholdsvis Tekst & Node, KODA og Copydan Verdens TV. 

Desuden rummer både den norske åndsverklov og den svenske upphovsrättslag aftalelicensordninger med samme grundstruktur som aftalelicensordningerne i den danske ophavsretslov: En tilstrækkeligt repræsentativ organisation kan opnå godkendelse til at indgå aftaler på vegne af alle rettighedshavere på et givent område, selvom ikke alle rettighedshavere har overdraget deres rettigheder til organisationen.

Opbygningen af rettighedsmarkedet i både Norge og Sverige ligger så tæt på det danske, at det er mere retvisende at tale om ”den skandinaviske rettighedsmodel” frem for en særlig dansk rettighedsmodel.

At der findes tilsvarende rettighedsmodeller i Norge og Sverige, er ikke tilfældigt. De skandinaviske (og øvrige nordiske) lande har siden midten af det 20. århundrede koordineret deres ophavsretslovgivning, og aftalelicensmodellen er udviklet i dette fælles lovsamarbejde.

EU-direktiverne – og for Norges vedkommende EØS-retten – har yderligere harmoniseret de overordnede rammer. Eksempelvis gælder EU-direktivet om kollektiv forvaltning af ophavsret (direktiv 2014/26/EU) for de kollektive forvaltningsorganisationer i alle tre lande. Direktivet stiller fælles krav til organisationernes gennemsigtighed og forvaltningspraksis.

Prissammenligninger med Norge og Sverige kan foretages uanset "den danske rettighedsmodel"

Spørgsmålet om, hvorvidt "den danske rettighedsmodel” kan sammenlignes med den svenske og norske rettighedsmodel, blev behandlet af Højesteret i dom af 6. november 2025 i en tvist mellem Region Midtjylland og Copydan Verdens TV.

I sagen argumenterede Region Midtjylland for, at Copydan Verdens TV’s priser var urimeligt høje, og at dette bl.a. kunne konstateres ved en sammenligning med de priser, som kollektive forvaltningsorganisationer i Sverige og Norge opkrævede for tilsvarende rettigheder.

Copydan Verdens TV gjorde derimod gældende, at forskelle i rettighedsmarkederne mht. kontraktpraksis, det nationale beskyttelsesniveau og den måde, hvorpå rettighedshaverne har organiseret sig, umuliggjorde en sådan prissammenligning.

I sin afgørelse lagde Højesteret imidlertid bl.a. vægt på de forskelle, som Region Midtjyllands prissammenligning viste. Derefter fastsatte Højesteret vederlaget for regionens brug af tv til mellem en tredjedel og en fjerdedel af den pris, som Copydan Verdens TV havde krævet. Dette er særligt bemærkelsesværdigt, idet det af Copydan Verdens TV krævede betalingsniveau angiveligt skulle svare til de standardpriser, som Copydan Verdens TV har opkrævet i mange år.

Sagen viser, at ”den danske rettighedsmodel” i hvert fald ikke er så unik, at den udelukker prissammenligninger med Norge og Sverige, og at de kollektive forvaltningsorganisationer kan bruge ”den danske rettighedsmodel” til at kræve urimeligt høje priser.

Læs mere om vores rådgivning inden for Immaterielle rettigheder (IPR).