Kommentar
Dommen angår EU-Domstolens konkrete vurdering af, om det italienske fodboldforbund, FIGC, kan anses for et offentligretligt organ i medfør af udbudsdirektivet.
Dommen er til dels konkret begrundet, og EU-Domstolens udtalelser ligger umiddelbart i forlængelse af tidligere praksis fra Domstolen om begrebet.
Det var navnlig betingelserne i udbudsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 4, litra a og c, som EU-Domstolen havde lejlighed til at udtale sig om.
Betingelsen i artikel 2, stk. 1, nr. 4, litra a, vedrører det pågældende organs formål: For at blive anset for et offentligretligt organ, der er underlagt udbudsdirektivet, skal organet været oprettet med henblik på at opfylde almenhedens behov, dog ikke behov af industriel eller kommerciel karakter.
I hovedsagen var der opstået spørgsmål om, hvorvidt FIGC opfyldte denne betingelse, fordi FIGC er en privatretlig forening, der også har private aktiviteter.
Efter EU-Domstolens faste praksis, jf. f.eks. EU-Domstolens dom af 10. november 1998 i sag C-360/96, BFI Holding, og dom af 15. maj 2003 i sag C-214/00, Kommissionen mod Spanien, er måden, hvorpå organet er oprettet, herunder om organet er privatretligt organiseret, dog uden betydning for, om betingelsen i litra a er opfyldt.
EU-Domstolen har også tidligere fastslået, at det er uden betydning for, om et organ skal anses for et offentligretligt organ, at organet udøver private aktiviteter, eventuelt med profit for øje, når blot organet fortsat udfører de opgaver af almen interesse, som organet er oprettet til at varetage, jf. EU-Domstolens dom af 10. april 2008 i sag C-393/06, Ing..
EU-Domstolen forholdt sig desuden til, om det italienske fodboldforbunds ledelse skulle anses for underlagt en offentlig myndigheds kontrol, jf. kontrolbetingelsen i artikel 2, stk. 1, nr. 4, litra c. Denne del af dommen er konkret begrundet i FIGC’s og den italienske olympiske komités vedtægter og lovgrundlag.
EU-Domstolen har i sin tidligere praksis fortolket kontrolbetingelsen sådan, at den indebærer, at den offentlige myndighed skal kunne påvirke organets afgørelser på udbudsområdet, for at den offentlige myndighed kan siges at have en tilstrækkelig kontrol over organet, jf. f.eks. dom af 1. februar 2001 i sag C-237/99, Kommissionen mod Frankrig. EU-Domstolen har ved denne test tidligere lagt vægt på, om den offentlige myndighed førte aktiv kontrol, eller om myndigheden blot førte efterfølgende kontrol, jf. f.eks. dom af 27. februar 2003, i sag C-373/00, Truley, præmis 73.
I sagen om FIGC gik EU-Domstolen et skridt videre, idet den udtalte, at opfyldelsen af kontrolbetingelsen forudsætter, at der foreligger en aktiv kontrol med det pågældende organs forvaltning. Dermed er spørgsmålet, om hvorvidt den offentlige myndighed fører aktiv kontrol eller ej, gået fra at være et moment i vurderingen af, om kontrolbetingelsen er opfyldt, til at være en udtrykkelig betingelse.