Sagernes tema
De to sager, som EU-Domstolen netop har taget stilling til, beror begge på præjudicielle forespørgsler fra tyske domstole og vedrører begge kvindelige medarbejdere, der bar islamisk hovedtørklæde på deres respektive arbejdspladser.
De præjudicielle forespørgsler vedrører fortolkning af EU’s beskæftigelsesdirektiv, der indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af en række kriterier, herunder religion.
Religionsfriheden er også beskyttet i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og national lovgivning.
Sagernes faktum i korte træk
I den ene sag – C-804/18 – var der tale om en omsorgsmedhjælper i en daginstitution, der undervejs i ansættelsen besluttede at bære islamisk hovedtørklæde.
Arbejdsgiveren var en partineutral og konfessionsløs organisation, der drev et stort antal daginstitutioner i Tyskland. Med udgangspunkt i nogle offentlige anbefalinger til pasning af børn i daginstitutioner besluttede organisationen at indføre en neutralitetspolitik for medarbejdere med kontakt til børn og forældre. Politikken forbød enhver form for politiske, ideologiske eller religiøse tilkendegivelser, symboler eller ritualer, som var synlige over for børn og forældre.
Først fik medarbejderen tildelt en advarsel og sidenhen blev hun afskediget, fordi hun nægtede at tage hovedtørklædet af på arbejdspladsen.
I den anden sag – C-341/19 – var der tale om en salgskonsulent og kassedame, som på et tidspunkt under ansættelsen besluttede sig for at bære islamisk hovedtørklæde. Da medarbejderen nægtede at tage sit hovedtørklæde af, blev hun omplaceret til en anden stilling, hvor arbejdsgiveren tillod, at hun bar sit islamiske hovedtørklæde. Efterfølgende blev medarbejderen anmodet om at møde på arbejdspladsen uden ”iøjnefaldende fladedækkende symboler”. Medarbejderen anlagde herefter sag mod arbejdsgiveren med påstand om, at anmodningen – som rettelig var en instruks – var ugyldig.
EU-Domstolens konklusion
EU-Domstolen tog først stilling til, om et forbud mod at bære nogen form for synlige symboler på bl.a. religiøse overbevisninger på arbejdspladsen kunne indebære direkte eller indirekte forskelsbehandling på baggrund af religion.
Domstolen gentog her udgangspunktet fra fast tidligere praksis om, at et forbud mod enhver form for politiske, filosofiske og religiøse symboler i princippet ikke indebærer nogen direkte forskelsbehandling af en bestemt religion, fordi alle overbevisninger og religioner dermed behandles ens. Men hvis forbuddet rammer nogle religioner hårdere end andre – f.eks. fordi det at bære religiøse symboler er en central del af bekendelsesgrundlaget i den pågældende religion – så kan der være tale om en indirekte forskelsbehandling. Og hvis forbuddet er så snævert formuleret, at det ligefrem bliver uadskilleligt forbundet med en eller flere bestemte religioner uden at påvirke andre, kan der endda blive tale om direkte forskelsbehandling.
Hvis en arbejdsgivers neutralitetspolitik indebærer direkte forskelsbehandling, kan den ikke retfærdiggøres, og der vil derfor altid være tale om ulovlig forskelsbehandling.
Hvis der derimod kun er tale om indirekte forskelsbehandling, kan politikken godt opretholdes, så længe den kan retfærdiggøres efter beskæftigelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b), nr. i). Det betyder, at politikken skal være objektivt begrundet i et legitimt mål og være et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at nå dette mål. Det indebærer bl.a. i praksis, at neutralitetspolitikken skal forfølges sammenhængende og systematisk.
Domstolen gentog udgangspunktet fra tidligere praksis om, at det principielt kan være legitimt for en arbejdsgiver at indføre en neutralitetspolitik. Arbejdsgiveren skal dog godtgøre, at der er et reelt behov herfor, f.eks. fordi synlige religiøse symboler hos medarbejdere risikerede at have negative konsekvenser for virksomheden.
Domstolen bemærkede, at forbuddet mod ”iøjnefaldende fladedækkende symboler” i sagen med kassedamen stort set udelukkende ramte kvindelige arbejdstagere, der bar hovedtørklæde på grund af deres muslimske tro. Det blev overladt til den nationale domstol at fastslå, om der var tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, men under alle omstændigheder udtrykte Domstolen skepsis i forhold til, om et sådant forbud var en sammenhængende og systematisk måde at forfølge hensynet på.
EU-Domstolens tidligere praksis
Det er ikke første gang, at EU-Domstolen træffer afgørelse om religionsfrihed på arbejdspladsen. I 2017 afsagde EU-Domstolen to domme på området.
Den ene sag – C-157/15 – var indbragt af en belgisk appeldomstol, hvor en receptionist ved det internationale firma G4S blev afskediget, fordi hun nægtede at tage sit hovedtørklæde af i forbindelse med arbejdet. Afskedigelsen skete med henvisning til G4S’ neutralitetspolitik, som på daværende tidspunkt var uskreven.
I dommen konkluderede EU-Domstolen:
- at neutralitetspolitikken og det heri indeholdte beklædningsreglement ikke udgjorde direkte forskelsbehandling, men at det ikke kunne udelukkes, at der var tale om indirekte forskelsbehandling
- at ønsket om at fremstå neutralt kunne udgøre et sagligt formål
- at beklædningsreglementer var egnet til at sikre en neutral virksomhed
- at nødvendigheden af neutralitetspolitikken afhang af, om det kun blev håndhævet over for medarbejdere med direkte kundekontakt, og om mindre indgribende midler kunne have været anvendt.
I den anden sag – C-188/15 – var der tale om en kvindelig medarbejder, der arbejdede son designingeniør. Medarbejderen blev bedt om at fjerne sit islamiske hovedtørklæde, når hun var på besøg hos kunder, fordi arbejdsgiveren havde modtaget klager fra en kunde. Da medarbejderen nægtede at fjerne sit tørklæde, blev hun afskediget. Der var tvivl om, hvorvidt arbejdsgiveren havde et generelt forbud mod at bære religiøse symboler.
Her udtalte EU-Domstolen:
- at en generel regel om forbud mod at bære religiøse, politiske og filosofiske symboler kunne udgøre indirekte forskelsbehandling, der dog kunne være objektivt begrundet i legitime mål
- at såfremt der ikke var tale om en generel regel, ville arbejdsgiverens vilje til at imødekomme en kundes ønske ikke kunne udgøre et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav.