RÅDGIVENDE AFSNIT
For så vidt angår det første hovedspørgsmål følger det af AB 92 § 46, stk. 1, at Voldgiftsnævnet – på en parts begæring – kan udpege en sagkyndig til at træffe beslutning om udbetaling af stillet sikkerhed.
Det har tidligere været holdningen i både praksis og teorien, at AB 92 § 46, stk. 1, ikke giver den sagkyndige hjemmel til en prøvelse af en eventuel nedskrivning (eller ophør) af en garanti. Dette er blandt andet beskrevet af Christian Johansen i ”AB 92 § 46 og 400 sager om sagkyndig beslutning”, side 59.
En sådan mulighed er der senere åbnet op for med AB 18 § 67, hvoraf det fremgår, at den sagkyndige træffer beslutning om udbetaling, nedskrivning og ophør af stillet sikkerhed.
Ved nærværende afgørelse udtalte den sagkyndige dog, at en sagkyndig også efter AB 92 § 46 har kompetence til at afgøre en tvist om nedskrivning af garantien i det omfang nedskrivningen har betydning for størrelsen af udbetalingen.
I forhold til det andet hovedspørgsmål fandt Højesteret i en dom fra 2018 (UfR 2019.446 H), at i et tilfælde, hvor en bygherre i forbindelse med en entreprenørs konkurs har ophævet entrepriseaftalen og gennemført stadeforretning, så sidestilles stadeforretningen med aflevering i relation til vilkårene om nedskrivning af garantien.
Således nedskrives garantien til 10 % ved gennemførelsen af stadeforretningen.
Den af Højesteret fastlagte retstilstand er senere blevet fulgt i voldgiftspraksis, se eksempelvis TBB2023.627, TBB2023.913 og TBB2023.983.
Praksis har dog herudover anført, at garantien ikke nedskrives fra 15 % til 10 % i forbindelse med stadeforretningen, såfremt bygherren i snæver forbindelse med modtagelsen af den endelige stadeopgørelse anmoder om udbetaling af hele garantien.
Ovennævnte afgørelser vedrører en situation, hvor der er ophævet i forbindelse med entreprenørernes konkurs, og hvor der er afholdt stadeforretning samt fremsendt staderapport i sammenhæng hermed.
I nærværende afgørelse skete ophævelsen af entreprisekontrakten (nogen tid) forud for konkursen og i forbindelse hermed er der ikke afholdt en stadeforretning, og der er derfor heller ikke fremsendt en stadeopgørelse i tilknytning hertil.
Den sagkyndige udtalte, at ophævelsen under de anførte omstændigheder måtte sidestilles med aflevering også af etape 2 i relation til aftalen om, at garantien nedskrives til 10 %, når aflevering har fundet sted.
Videre udtalte den sagkyndige, at da bygherren ikke anmodede om udbetaling af garantien i snæver forbindelse med ophævelsen af entrepriseaftalen, blev garantien på dette tidspunkt nedskrevet til 10 % af hele entreprisesummen.
Man kan sige, at dette i princippet heller ikke er et problem, forudsat entreprenøren fortsat ”er i live”, da bygherre i så fald kan forfølge sit eventuelle erstatningskrav overfor entreprenøren. Men når entreprenøren – som i denne sag – går konkurs efter ophævelsen, kan nedskrivningen medføre, at bygherre afskæres fra at få dækket mere end de 10%, der er på garantien. Restkravet kan naturligvis anmeldes i konkursboet, men det har typisk ikke en høj ”kursværdi”.
Den sagkyndiges afgørelse skal ses i lyset af den særlige konstruktion, hvor entreprisen var opdelt i 2 etaper, og det må antages, at afgørelsen ikke ændrer på den praksis, der må anses for at være gældende i tilfælde, hvor ophævelse sker i forbindelse med entreprenørens konkurs.
Afgørelsen viser dermed, at en bygherre i en ophævelsessituation altid skal søge at inddrive sit mulige erstatningskrav hurtigst muligt efter ophævelsen, herunder overfor garantiselskabet.
I praksis vil der imidlertid ofte være udfordringer med at dokumentere tabet i umiddelbar forlængelse af en ophævelse.
Den sagkyndige beslutning er offentliggjort i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB2024.622).
Bygherrens interesser blev varetaget af advokat Bo Schmidt Pedersen og advokat Casper Gregers Jensen.