Direktør erstatningsansvarlig for at betale fiktive fakturaer

Retssag om erstatningskrav

Et konkursbo anlagde i marts 2022 en retssag mod selskabets tidligere direktør og eneejer. Konkursboet nedlagde i denne forbindelse påstand om betaling af kr. 1,7 mio.

Det var under konkursbehandlingen konstateret, at selskabet havde betalt fakturaer før konkursen, som fremstod uden realitet (i daglig tale en "fakturafabrik"). Dette blev i den konkrete sag understøttet af en afgørelse fra Skattestyrelsen, hvor det blev vurderet, at der var berettiget tvivl om fakturaernes realitet.

Skattestyrelsen anførte som begrundelse herfor, at selskabet ikke havde fremlagt dokumentation for udgifterne til underleverandørerne, herunder i form af korrespondance, samhandelskontrakter og kontaktoplysninger. Der fandtes desuden ikke underbilag til fakturaerne i form af timesedler/arbejdssedler eller identitet på underleverandørernes ansatte. Hertil kom, at Skattestyrelsen ikke kunne komme i kontakt med underleverandørerne.

Konkursboet gjorde på denne baggrund gældende, at selskabets direktør var erstatningsansvarlig for boets tab.

Delt bevisbyrde

Direktøren blev under hensyn til sagens omstændigheder pålagt bevisbyrden for, at selskabet havde modtaget modydelser for betalinger til selskabets underleverandører.

Østre Landsret fandt, at direktøren ikke havde løftet denne bevisbyrde. Det blev derfor lagt til grund, at selskabet ikke havde modtaget ydelser for selskabets betalinger.

Tilsidesættelse af selskabslovens bestemmelser

Østre Landsret fandt i den konkrete sag, at direktøren/ejeren havde disponeret på en måde, der var åbenbart egnet til at skaffe denne eller andre vinding på selskabets bekostning. Han havde derved handlet i strid med selskabslovens § 127.

Han havde desuden tilsidesat selskabets væsentlige interesser, hvorfor betalingerne var ugyldige i medfør af selskabslovens § 136, stk. 1, nr. 3.

Direktøren var derfor erstatningsansvarlig for selskabets tab, jf. selskabslovens § 361, stk. 1. Tabet udgjorde kr. 1,7 mio., hvilket svarede til de samlede betalinger af fiktive fakturaer.

Sagen var anlagt af et konkursbo, hvor advokat Rune Derno var udpeget som kurator.

Dommen er publiceret i U 2024.3906 Ø.

Kommentar

Dommen er ét ud af ganske få eksempler på, hvordan selskabslovens generalklausuler anvendes i praksis, herunder i forbindelse med retsstridige dispositioner.

Dommen illustrerer desuden, hvordan bevisbyrden i sådanne sager kan blive vendt, og at bevisbyrden kan påhvile direktøren. Dette er velbegrundet henset til, at kurator i sagens natur ikke har mulighed for at bevise, at leverancer har været fiktive.

Dommen er interessant, eftersom det klare udgangspunkt er, at ejere (og direktører) ikke hæfter personligt for selskabets forpligtelser, jf. selskabslovens § 1, stk. 2. Dette udgangspunkt fraviges, når direktøren har handlet ansvarspådragende, herunder ved at unddrage selskabets aktiver til retsstridige formål (in casu at betale fiktive fakturaer). Ansvaret har ikke karakter af et egentligt hæftelsesgennembrud, som ikke er statueret i dansk retspraksis, men minder til dels herom.

Endeligt illustrerer dommen, at der er en betydelig økonomisk risiko for direktører, som medvirker til retsstridige dispositioner.