Den konkrete sag
I 2014 erhvervede en landmand et husdyrbrug, der bl.a. bestod af to ældre stalde. Den ene stald var således opført i 1972 og den anden i 1992/93. Husdyrbruget var i 2007 blevet miljøgodkendt efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Landmanden foretog efter overtagelse af ejendommen en række vedligeholdelses-/renoveringsarbejder.
I 2019 traf Aalborg Kommune afgørelse om revurdering af husdyrbruget med henblik på at sikre, at husdyrbruget kom til at leve op til lovens krav om totaldeposition af ammoniak. Med afgørelsen fastsatte Aalborg Kommune et vilkår om, at totaldeposition med ammoniak til Natura 2000-natur maksimalt må være 0,2 kg N/ha/år, og at dette krav skal være opfyldt inden udgangen af 2030. Det fremgår af sagen, at husdyrbruget medførte en deposition med ammoniak på 0,8 kg N/ha/år.
Landmanden indbragte revurderingsafgørelse for Miljø- og Fødevareklagenævnet, idet landmanden ønskede en længere frist for opfyldelse af vilkåret. Klagenævnet traf i december 2020 afgørelse, og med afgørelsen fastsatte nævnet fristen for overholdelse af vilkåret om maksimal totaldeposition med ammoniak på 0,2 kg N/ha/år til udgangen af 2021. Baggrunden for nævnets afgørelse var navnlig, at nævnet ikke fandt grundlag for at forlænge fristen for at efterkomme totaldepositionskravet udover den normale afskrivningsperiode på 15-20 år fra tidspunktet for staldanlæggenes etablering. Det var nævnets opfattelse, at landmandens vedligeholdelses-/renoveringsarbejder i tiden efter 2014 ikke kunne føre til en forlængelse af fristen.
Afgørelsen blev indbragt for Vestre Landsret, der ved dom af 28. juni 2022 frifandt Miljø- og Fødevareklagenævnet. Ved dom af 19. april 2023 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. Det fremgår af dommen bl.a., at Højesteret var enig med klagenævnet i, at vurderingen af staldanlæggenes forventede restlevetid skal regnes fra etableringstidspunkterne, og at nævnets afgørelse ikke kan anses for uproportional.
Sagen blev varetaget af Kim Christian Højmark og Louise Solvang Rasmussen.
