Ved EU-Domstolens skelsættende dom i Schrems II-sagen blev den såkaldte Privacy Shield-aftale om overførsel af personoplysninger mellem EU og USA erklæret ugyldig. Samtidig fastslog domstolen et fundamentalt krav, om at beskyttelsen af personoplysninger skal følge med over landegrænserne til usikre tredjelande (lande uden for EU/EØS), således at der også her sikres en beskyttelse, der i det væsentlige svarer til beskyttelsen i databeskyttelsesforordningen (GDPR) læst i lyset af EU-Charteret. Dette skal ske ved – efter en konkret vurdering – at fastsætte supplerende foranstaltninger, således at hullerne i den utilstrækkelige beskyttelse i tredjelandet lukkes.
Dommen har medført betydelig usikkerhed i forhold til retstilstanden i praksis, hvilket har udfordret mange dataeksportører i EU. Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) offentliggjorde derfor i november 2020 et ikke-endeligt udkast til en række anbefalinger som reaktion på Schrems II-dommen med et katalog over disse supplerende foranstaltninger. Du kan læse mere om EDPB’s anbefalinger i vores nyhed herom.
EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser for overførsel af personoplysninger udgør i praksis det væsentligste overførselsgrundlag for overførsler til tredjelande, herunder til USA i forbindelse med forskellige cloud-løsninger. Standardkontraktbestemmelserne skal – sammen med de endelige versioner af EDPB’s anbefalinger, som forventes offentliggjort inden længde – udgøre grundlaget for at håndtere udfordringerne fra Schrems II-dommen i praksis. De nye standardkontraktbestemmelser fra EU-Kommissionen har derfor længe været ventet.
FORMÅLET MED DE NYE STANDARDKONTRAKTBESTEMMELSER
De hidtidige standardkontraktbestemmelser er alle vedtaget efter de gamle regler i det nu ophævede databeskyttelsesdirektiv og er helt tilbage fra 2001 (dataansvarlig-dataansvarlig) og fra 2002 (dataansvarlig-databehandler) med revisioner heraf i henholdsvis 2004 og 2010.
Formålet med de nye standardkontraktbestemmelser er at bringe de hidtidige standardkontraktbestemmelser i trit med den teknologiske udvikling, herunder anvendelse af cloud-services m.v., samt de nye regler og rettigheder for de registrerede i GDPR. Hertil kommer, at Schrems II-dommen nødvendiggjorde en ændring af standardkontraktbestemmelserne, så de bedre matcher kravene i dommen; det gælder pligten til at vurdere og sikre, at modtagerlandets lovgivning og praksis yder den fornødne beskyttelse af oplysninger, samt – hvis ikke – at fastsætte supplerende foranstaltninger for at lukke hullerne i den manglende beskyttelse.
OVERSKUELIG OPBYGNING OG MERE FLEKSIBILITET
Standardkontraktbestemmelserne er overskueligt opbygget i moduler, der omfatter 4 sæt af bestemmelser for følgende 4 overordnede typer af overførsler, hvoraf de sidste to er nyskabelser:
- Overførsler mellem dataansvarlig-dataansvarlig (Modul 1)
- Overførsler mellem dataansvarlig-databehandler (Modul 2)
- Overførsler mellem databehandler-databehandler (Modul 3)
- Overførsler mellem databehandler-dataansvarlig (Modul 4)
Opbygningen er med andre ord, at der gælder en række bestemmelser i standardkontraktbestemmelserne, der er fælles for alle 4 ovennævnte situationer, hvorefter man vælger det specifikke modul af bestemmelser, der er relevant for den pågældende overførsel. Dataansvarlige og databehandlere kan således anvende det modul, som kan tilpasses lige præcis deres rolle(r) og ansvar.
Hertil kommer, at de nye standardkontraktbestemmelser – ligesom de hidtidige standardkontraktbestemmelser – indeholder en række bilag (”Annexes”), som parterne skal udfylde vedrørende de konkrete overførsler. Annex I omhandler en beskrivelse af parterne og overførslerne. I Annex II skal parterne fastsætte de tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, der skal gælde for overførslerne. Der er inkluderet en række eksempler på foranstaltninger, men parterne skal selv tage stilling til og fastsætte de specifikke foranstaltninger i lyset af overførslerne. Annex III indeholder en liste over underdatabehandlere.
Standardkontraktbestemmelserne er tillige gjort mere fleksible, fordi de gør det let, dels for flere dataeksportører at være parter til standardkontraktbestemmelserne, dels at tilknytte flere parter til aftalen løbende i takt med udskiftning af leverandører (den såkaldte ”docking-clause” i Section I, Clause 7).



