Sagen angik flere retlige problemstillinger, herunder det helt grundlæggende spørgsmål, om hjemfaldsklausuler uden bygningserstatning var gyldige og kunne håndhæves efter deres indhold.
Østre Landsret fandt - ligesom byretten - at hjemfaldsklausulerne var lovlige og anførte i domspræmisserne herom, at: "uanset det oplyste om bygningernes aktuelle værdi [er der ikke] grundlag for at tilsidesætte hjemfaldsklausulerne. [...] Det forhold, at [appellanten] har afholdt udgifter til bygningernes opførelse og drift [...] kan ikke føre til en anden vurdering."
Østre Landsret fandt videre, at appellanten havde pligt til at betale for den de facto udskydelse af hjemfaldet, som appellanten havde opnået ved at føre retssag i to instanser. Appellanten havde herved i en lang periode unddraget kommunen den rådighed over ejendommene, som kommunen rettelig havde i henhold til hjemfaldsklausulerne. Om det spørgsmål anførte retten følgende: "Ved sagsanlægget har [appellanten] de facto og ensidigt opnået yderligere udskydelse af tilbagekøbsretten. På den baggrund finder landsretten, at [appellanten] er pligtig at betale for den herved opnåede yderligere udskydelse af Københavns Kommunes tilbagekøbsret."
Sagen angik også andre interessante aspekter. Bl.a. gjorde appellanten gældende, at kommunen udøvede finansiel magtfordrejning. Appellanten mente også, at hjemfaldsklausulerne stred mod en lov fra 1958 (lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri). Østre Landsret var ikke enig med appellanten i nogen af disse forhold.
