Kommunerne får stadig større betydning, når sociale udfordringer og grøn omstilling skal omsættes til konkrete projekter med målbar effekt. Det gælder både på velfærdsområdet og i klima- og naturindsatserne, hvor nye former for offentlig-privat finansiering vinder frem.
Når kommuner yder tilskud, stiller garantier, bidrager med faciliteter eller på anden måde understøtter private aktørers deltagelse i sådanne projekter, er det afgørende at sikre, at den valgte model er i overensstemmelse med statsstøttereglerne.
Som led i opfølgningen på "Clean Industrial Deal" offentliggjorde Europa-Kommissionen den 27. juli 2026 en ny vejledning om statsstøtte til social støtte og sociale investeringer. Vejledningen samler alle tilgængelige oplysninger om de gældende statsstøtteregler for social støtte og sociale investeringer, og præsenterer centrale statsstøtteinstrumenter og -foranstaltninger, der gør det muligt for nationale myndigheder at støtte sociale mål, herunder:
- Sociale tjenesteydelser (børnepasning, sociale boliger og inklusion af sårbare grupper),
- Beskæftigelsesfremmende foranstaltninger,
- Energieffektivisering af bygninger, og
- SMV’ers adgang til finansiering.
Kernebudskabet i vejledningen er, at mange støtteforanstaltninger enten slet ikke udgør statsstøtte, eller at de kan gennemføres uden forudgående anmeldelse til Kommissionen – eksempelvis under de minimis-reglerne eller gruppefritagelsesforordningen (GBER). En foranstaltning udgør ikke statsstøtte, hvis blot ét af kriterierne i artikel 107(1) TEUF ikke er opfyldt, og i så fald er der ingen anmeldelsespligt. Vejledningen giver kommunerne et klarere og mere anvendeligt grundlag for at navigere i statsstøttereglerne.
Samtidig fremhæver vejledningen bl.a. mulighed for risikofinansieringsstøtte til SMV'er (artikel 21 GBER), investeringsstøtte til energieffektivisering af bygninger (artikel 38a GBER) og støtte til energitjenestekontrahering (artikel 38b GBER).
I forhold til kommunernes tilrettelæggelse af offentlig-privat finansiering mv. står vejledningen ikke alene, idet kommunerne samtidig skal navigere i nye statslige aftaler – herunder Aftale om kommunernes økonomi for 2026 – der sætter rammerne for kommunale indsatsområder som energieffektivisering af kommunale bygninger, grønne investeringer i klimatilpasning samt styrkede samarbejder mellem offentlige myndigheder.
Kommunerne bruger allerede offentlig-privat finansiering i praksis
I praksis indgår private aktører allerede aktivt i finansiering og gennemførelse af kommunale projekter. Det sker f.eks. i regi af Grøn Trepart, hvor kommuner, stat og erhvervsliv samarbejder om grønne investeringer, samt i ordninger administreret af Skovrejsningsfonden og Klimaskovfonden, der kombinerer offentlige og private midler til skovrejsning og klimatilpasning på kommunale arealer.
Det gælder også på velfærdsområdet, hvor kommuner i stigende grad overvejer nye finansieringsmodeller for sociale tilbud – eksempelvis ved at lade private aktører medfinansiere botilbud, dagtilbud eller beskæftigelsesindsatser. Her kan vejledningens præcisering af SGEI-reglerne og de opdaterede fritagelsesmuligheder, give kommunerne et bedre grundlag for at tilrettelægge samarbejdet lovligt og effektivt.
Når kommuner søger midler eller medfinansiering gennem sådanne ordninger, opstår der ofte komplekse grænseflader mellem tilskud, kontrakter og partnerskaber. Vurderingen af, om der ydes statsstøtte, og hvordan udbudsreglerne spiller sammen med tilskuds- og fondsmodeller, er afgørende for, om et projekt kan gennemføres lovligt og mest hensigtsmæssigt i praksis.
Hos Poul Schmith/Kammeradvokaten rådgiver vi allerede kommuner og forsyningsselskaber om disse problemstillinger – bl.a. i forbindelse med Grøn Trepart, kommunale klimainvesteringer og nye offentlig-private samarbejdsmodeller på velfærdsområdet. Vores erfaring viser, at kommuner, der tidligt får klarlagt det juridiske fundament for finansierings- og samarbejdsmodellen, opnår hurtigere projektmodning og en model, der kan skaleres til fremtidige projekter.
