Kommuner kan kræve svanemærket byggeri ved grundsalg

Baggrund: Helsingør ville gå grøn vej

Ankestyrelsen har i en udtalelse af 26. maj 2026 forholdt sig til, om Helsingør Kommune kunne stille krav om svanemærket byggeri i forbindelse med et kommunalt grundsalg.

Kommunen ønskede, ud over de miljø- og bæredygtighedshensyn kommunen havde varetaget i forbindelse med vedtagelse af en lokalplan for området, at varetage yderligere miljøhensyn i forbindelse med udbuddet af den pågældende ejendom, for eksempel i form af vilkår om svanemærkning af byggeri på ejendommen.

Henvendelsen til Ankestyrelsen havde afsæt i en udtalelse fra december 2014 fra det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium, som fastslog, at det (på daværende tidspunkt) fulgte af EU-retlige regler vedrørende byggevarer, at en kommune ikke ved udbud af byggegrunde kunne stille vilkår om, at byggematerialer skulle opfylde de krav, som følger af svanemærkekriterierne.

Ny EU-ret ændrer billedet

Siden udtalelsen fra 2014 er der sket væsentlige ændringer af de EU-retlige regler for byggematerialer, herunder er der bl.a. vedtaget nyt udbudsdirektiv, der giver mulighed for at stille krav om miljømærker, ligesom der er sket en opdatering af byggevareforordningen. Det fremgår således af den opdaterede byggevareforordning, at EU-miljømærket og andre nationale eller regionale EN ISO 14024 type I miljømærkeordninger, så som Svanemærket, kan anvendes til at påvise overensstemmelse med minimumskravene til miljømæssig bæredygtighed.

I en udtalelse fra Miljø- og Ligestillingsministeriet af 21. februar 2025 fastslår ministeriet således også, at det ikke vil være i strid med EU-reglerne at stille krav om, at nyt boligbyggeri skal opfylde svanemærkekriterierne. Ministeriet forudsætter dog, at dette sker i overensstemmelse med udbudsloven.

Ankestyrelsens konklusion: Ja til svanemærkekrav

Ankestyrelsen når i sin udtalelse til den konklusion, at Helsingør Kommune lovligt kan fastsætte vilkår om svanemærkning af et kommende boligbyggeri ved udbud af ejendommen. Ankestyrelsen fastslår således, at kommunen med vilkåret varetager en lovlig kommunal interesse i form af miljøhensyn, og at den skrevne lovgivning ikke længere ses at være til hinder herfor (i modsætning til 2014-udtalelsen). Ankestyrelsen indlægger dog den forudsætning, at de EU-retlige krav til anvendelse af mærker, som disse fremgår af udbudsloven, overholdes, selvom udbudsloven ikke finder anvendelse ved salg af kommunal fast ejendom.

Endelig er det værd at bemærke, at Ankestyrelsen udtaler, at det forhold, at fastlæggelse af miljøkrav må antages at kunne påvirke salgsprisen i nedadgående retning, ikke har betydning for kommunens mulighed for at sælge grunden med krav om svanemærkning. Det er dog en forudsætning, at kommunen følger op på, at vilkårene opfyldes.

VORES VURDERING AF SAGEN

Det påfaldende fravær: Lokalitetsprincippet nævnes ikke

Et af de mest interessante træk ved Helsingør-udtalelsen er ikke, hvad Ankestyrelsen siger – men hvad tilsynet ikke siger. Lokalitetsprincippet, som i en årrække har været helt centralt i spørgsmål om kommuners mulighed for at varetage miljø- og klimahensyn, nævnes slet ikke.

Dette er påfaldende set i lyset af Ankestyrelsens samtidige og tidligere praksis. I en udtalelse fra 2020 fastslog tilsynet, at selvom det er en lovlig kommunal opgave at varetage miljø- og klimahensyn, er det en forudsætning, at lokalitetsprincippet iagttages – og at kommunens køb af carbon-offset til skovbeplantning i udlandet ville være i strid med dette princip, fordi tiltaget ikke ville have en direkte effekt i kommunen eller primært ville være til gavn for kommunens egne borgere. I en helt ny udtalelse fra den 12. maj 2026 fastholder Ankestyrelsen samme linje: En kommunes opkøb af jord uden for kommunegrænsen med henblik på skovrejsning af klimamæssige hensyn er ikke tilladt, selv om klimahensynet i sig selv er anerkendt som et lovligt kommunalt hensyn.

Hvornår er lokalitetsprincippet opfyldt – og hvornår er det ikke?

Sammenholdes udtalelserne, tegner der sig en klar skillelinje:
Lokalitetsprincippet er opfyldt, når det kommunale tiltag – uanset at materialer, produkter eller metoder kan have oprindelse andetsteds fra – fysisk realiseres inden for kommunens geografiske område og dermed primært kommer kommunens egne borgere til gavn. I Helsingør-sagen stilles kravet om svanemærke som vilkår for byggeriet på en ejendom, der ligger i kommunen. Når byggeriet realiseres inden for kommunen, betragtes de miljøfordele, som kravet er stillet for at varetage, således også som realiseret inden for kommunen, selv om den reelle miljøeffekt i mange tilfælde formentlig vil være opnået ved produktionen af byggematerialerne, der (meget vel) kan være produceret uden for kommunen.

Lokalitetsprincippet er derimod tilsidesat, når selve foranstaltningen placeres uden for kommunegrænsen, og de primære fordele dermed også overvejende tilfalder borgere i andre kommuner eller i udlandet. CO2-regnskabets geografiske neutralitet er således ikke tilstrækkeligt til, at lokalitetsprincippet anses for opfyldt.

Anbefaling til kommunerne

Kommuner, der ønsker at fremme bæredygtigt byggeri via grundsalg, har med Helsingør-udtalelsen et stærkere juridisk fundament end nogensinde. Men udtalelsen bør ikke læses som en åbning for, at kommuner kan forfølge klimamål uden territorial tilknytning. Kommunerne bør derfor sikre, at vilkår til varetagelse af miljøhensyn i grundsalgsudbud er konkret knyttet til det pågældende byggeri inden for kommunegrænsen, at kravene fastlægges i overensstemmelse med mærkekravene i udbudsretten, at kommunen følger op på vilkårenes opfyldelse, og at salget sker til korrekt dokumenteret markedspris under de fastsatte vilkår.