Om markedsafgrænsning og anvendelse af den vertikale gruppefritagelse

Konkurrencerådets markedsafgrænsning og dominansvurdering tilsidesat som mangelfuld. En aftale om at begrænse parallelhandel og passivt salg var omfattet af den vertikale gruppefritagelse.

Konkurrencerådets markedsafgrænsning og dominansvurdering tilsidesat som mangelfuld. En aftale om at begrænse parallelhandel og passivt salg var omfattet af den vertikale gruppefritagelse.

Konkurrencemyndighederne havde truffet afgørelse om, at Deutz AG (Deutz) gennem sit forhandlernetværk havde misbrugt sin dominerende stilling ved at nægte at levere reservedele til virksomheden Fleco ApS. Reservedelene skulle bruges i forbindelse med en kontrakt mellem Fleco m.fl. og DSB om levering af reservedele til brug for renoveringen af specialudviklede Deutz-motorer i DSB’s IC3-tog.

Konkurrencemyndighederne havde samtidig truffet afgørelse om, at adfærden også udgjorde en overtrædelse af konkurrencelovens regler om forbud mod at indgå konkurrencebegrænsende aftaler, da Deutz havde indgået en sådan aftale med sin forhandler i Danmark, Diesel Motor Nordic A/S (DMN), om at hindre parallelimport og passivt salg af reservedele fra Deutz' forhandlernetværk.

Østre Landsret fandt, at grundlaget for Konkurrencerådets markedsafgrænsning og vurdering af spørgsmålet om dominerende stilling var mangelfuldt. Sagen blev derfor hjemvist til konkurrencemyndighederne på dette punkt.

Landsretten tiltrådte, at det var godtgjort, at der mellem Deutz og DMN var blevet indgået en aftale om, at Deutz skulle hindre passivt salg og parallelhandel til Fleco fra sit forhandlernetværk.

Konkurrencerådet havde fundet, at aftalen ikke var omfattet af den vertikale gruppefritagelse, idet den efter sin art ikke var en vertikal aftale omfattet af den vertikale gruppefritagelses artikel 2. Derudover mente rådet, at aftalen udgør en hard core-begrænsning efter gruppefritagelsens artikel 4, stk. 1, litra b, der dermed ikke er anvendelig. Endelig havde rådet henvist til, at markedsandelstærsklen i forordningens artikel 3 var overskredet.

Østre Landsret fandt, at aftalen var omfattet af gruppefritagelsen efter sin art, og at der ikke var tale om en hard core-begrænsning omfattet af artikel 4, stk. 1, litra b, idet aftalen ikke angik en begrænsning af DMN’s passive salg mv., men en begrænsning på Deutz’ leveringer og Deutz’ andre forhandleres leveringer. Yderligere medførte den mangelfulde markedsafgrænsning, at det heller ikke kunne lægges til grund, at Deutz og DMN’s markedsandele overskred markedsandelstærsklen i forordningens artikel 3.

Østre Landsret valgte derfor at ophæve Konkurrencerådets afgørelse og hjemvise sagen til fornyet behandling.

Konkurrencemyndighederne har ikke taget stilling til, hvorvidt sagen vil blive søgt indbragt for Højesteret.

Sagen blev varetaget af advokat Jacob Pinborg.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Bemærk: Det er lige nu ikke muligt at tilmelde sig nyhedsbreve, og din tilmelding vil ikke blive registreret. Vi arbejder på at løse problemet og beklager ulejligheden.