Portræt: Han tøjler finansielle udfordringer med lovbøger og samfundssind
Partner og advokat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten Peter Hedegaard Madsen fylder 40 år den 13. april. Egentlig har han mest lyst til at forbigå dagen i tavshed – for det er lidt svært at skulle kippe med flaget og fejre sig selv, når der sker så mange alvorlige ting for øjeblikket som følge af COVID-19-pandemien. Og det siger i bund og grund meget om manden, for hvem advokatgerningen og glæden ved jobbet i høj grad er bundet op på det at gøre en forskel - ikke kun for kunderne, men for samfundet. Lige nu bistår Peter bl.a. det offentlige Danmark med at håndtere følgevirkningerne af coronakrisen.
Partner og advokat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten Peter Hedegaard Madsen fylder 40 år den 13. april. Egentlig har han mest lyst til at forbigå dagen i tavshed – for det er lidt svært at skulle kippe med flaget og fejre sig selv, når der sker så mange alvorlige ting for øjeblikket som følge af COVID-19-pandemien. Og det siger i bund og grund meget om manden, for hvem advokatgerningen og glæden ved jobbet i høj grad er bundet op på det at gøre en forskel - ikke kun for kunderne, men for samfundet. Lige nu bistår Peter bl.a. det offentlige Danmark med at håndtere følgevirkningerne af coronakrisen.
”Vi bevæger os derhen, hvor samfundet har brug for, vi bevæger os hen”
Peter er ansvarlig partner for afdelingen Digitalisering og Regulering hos Poul Schmith/Kammeradvokaten. Han rådgiver virksomheder og offentlige myndigheder om finansiel regulering, selskabsret og fondsret. Typisk er det sager med mange penge på spil, og i de sidste par år har der også været et stigende fokus på compliance. Peter begyndte karrieren i firmaet først som stud.jur. i 2003 og dernæst som fuldmægtig fra begyndelsen af 2005. Han var vidt omkring i sine første år, hvor han prøvede kræfter med alt fra skatteret til EU-ret, udbudsret og kontrakter, offentlig ret og forvaltningsret. Men så kom finanskrisen og med det også en større specialisering:
”Finanskrisen i Danmark i 2008-2009 har været retningsgivende og definerende for min karriere. Der blev brug for nogen, der havde særlig indsigt i banker og reguleringen og håndteringen af dem. Jeg blev en del af Økonomi- og Erhvervsministeriets task force for statsligt kapitalindskud og tog nogle år senere også en et-årig overbygning i International Financial Law på King’s College i London. Det var en dør, der åbnede sig for mig, og som jeg valgte at træde ind ad. Så egentlig skete skiftet til at blive mere specialiseret inden for netop dette område ret tilfældigt, men også meget i overensstemmelse med, hvordan vores firma i virkeligheden er: Vi bevæger os derhen, hvor samfundet – og i dette tilfælde staten – har brug for, vi bevæger os hen.”
Brænder for det større samfundsmæssige perspektiv
Det er ikke sagernes størrelse i sig selv, der får Peters advokathjerte til at slå lidt hurtigere, men derimod sagernes karakter. De skal allerhelst gøre en forskel, gerne i et større samfundsmæssigt perspektiv:
”De sager, der stikker ud, når jeg ser tilbage, er dem, hvor vi har været med til at gøre en forskel. Hvor vi har været med til at lave nye regler eller håndteret situationer, der har ændret noget i samfundet. Som netop nu, hvor vi er med til at understøtte det offentlige Danmark i forhold til at holde landet kørende i denne helt ekstraordinære situation, hvor COVID-19 har rystet samfundet på alle tænkelige måder. Det er den type arbejde, der virkelig betyder noget for mig – og hvor jeg for alvor bliver bekræftet i, at jeg er det helt rette sted.”
Drømmen om at blive advokat spirede allerede tilbage i de unge år. Måske inspireret af faren, som arbejdede som landsdommer, og de populære advokatserier, der hittede i slut 80’erne og 90’erne. Advokatvejen blev det i hvert fald, og efter mere end 15 år hos Poul Schmith/Kammeradvokaten brænder Peter stadig for sit fag. Et fag, der har ændret sig i takt med samfundets udvikling, og ikke mindst firmaets udvikling:
”Jeg har været med fra dengang, hvor vi rådgav et mere snævert segment af offentlige kunder, og hvor vi var langt færre medarbejdere, end vi er i dag. Og selvom vi som firma har den samme kerne, det samme DNA, som dengang, så har vi udviklet os enormt i forhold til, hvordan vi går til opgaverne, går til markedet og vores kunder – sagsløsningen er på et langt mere moderne niveau. Og det er selvfølgelig sket i takt med den professionalisering, effektivisering og digitalisering, vores samfund og virksomhed har været igennem. Det har været helt nødvendigt og også spændende at følge med på den rejse sammen med vores kunder.”
”De gode løsninger skaber vi bedst som et hold”
For Peter er ambitionen at skabe gode og langtidsholdbare løsninger for kunderne. Det betyder, at der skal tænkes på tværs af retsområder, og at alle kompetencer skal sættes bedst muligt i spil. Det handler om at være en holdspiller:
”Det er vigtigt for mig at anerkende specialerne og sikre, at der er plads til, at alle kan spille ind med lige præcis deres specialistkompetence på et givent område. Vi gør meget ud af intern vidensdeling i firmaet – at lære af hinanden og bruge hinanden. På den måde skaber vi de bedste løsninger for kunderne. Vores fornemste opgave er at skabe løsninger, der kan hjælpe dem, der har brug for det, til at komme videre. Og det gør vi bedst sammen. Som et hold, hvor alle udfylder lige præcis den rolle, de er bedst til. Lykkes vi, og det gør vi heldigvis tit, er det holdet, der lykkes, og ikke kun den enkelte.”
Peter bor i Virum med sin kone og deres to drenge på 7 og 8 år. I fritiden hopper han gerne på racercyklen sammen med flere af sine kollegaer, og én gang om året har holdet også tradition for at tage en tur sydpå for at bestige nogle bjerge. Fødselsdagen vil i år blive holdt hjemme i privaten med resten af husstanden.
Peter Hedegaard Madsen
Partner, Advokat (H)