Schrems II-dommens udfordringer
I den skelsættende dom i sag C-311/18 (Schrems II) fastslog EU-Domstolen, at beskyttelsen af personoplysninger i EU følger med over landegrænserne, når personoplysninger overføres til lande uden for EU/EØS (tredjelande). De registrerede skal med andre ord ikke tåle en ringere beskyttelse af deres personoplysninger, fordi dataene overføres til tredjelande. Domstolen fastslog, at beskyttelsen af personoplysninger i det modtagende tredjeland ikke behøver at være identisk med beskyttelsen i EU. Men den skal i det væsentlige svare til, hvad der følger af databeskyttelsesforordningen læst i lyset af EU’s Charter om grundlæggende rettigheder.
Det betyder, at dataansvarlige eller databehandlere, der eksporterer personoplysninger til tredjelande – f.eks. ved brug af EU-Kommissionens standardkontrakter – skal undersøge, om modtagerlandets lovgivning yder et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Dette skal ske efter en konkret vurdering fra sag til sag.
Hvis ikke modtagerlandets beskyttelse er tilstrækkelig, åbner Domstolen dog op for, at eksportørerne af personoplysninger kan fastsætte ”supplerende foranstaltninger”, så hullerne i beskyttelsen lukkes og der opnås en beskyttelse på niveau med EU’s lovgivning.
Udfordringen er, at Domstolen i dommen ikke nærmere specificerer, hvad disse supplerende foranstaltninger kan være. Men nu er der svar fra EDPB.