Skærpede krav til informationssamfundstjenester som nyhedsaggregatorer, YouTube og Facebook

Informationssamfundstjenester er en samlebetegnelse for tjenester, der normalt (men ikke altid) ydes mod betaling og som leveres online på individuel anmodning fra en bruger. Det kan fx være søgemaskiner, medieovervågningstjenester og såkaldte nyhedsaggregatorer.

Onlineindholdsdelingstjenester er en særlig form for informationssamfundstjenester. Eksempler er platforme som YouTube, Instagram og Facebook, der lagrer og giver adgang til ophavsretligt beskyttet materiale, fx musik og film, som er uploadet af brugerne.

I lovforslaget lægger Kulturministeriet op til, at de omhandlede tjenester skal iagttage en række nye forpligtelser. Hvis det ikke sker, vil tjenesterne kunne ifalde både et erstatnings- og et bødeansvar.

Ny forpligtelse for informationssamfundstjenester

Ifølge lovforslaget vil pressepublikationer, fx indhold i dagblade og på nyhedswebsteder, i en periode på to år efter udgivelse kun kunne benyttes af informationssamfundstjenester efter aftale med udgiverne.

Aftalekravet gælder dog hverken hyperlinks til eller brug af enkelte ord eller meget korte uddrag fra publikationerne. Det følger af lovforslaget, at meget korte uddrag ikke kan være 11 ord eller længere. Derudover indeholder lovforslaget ingen præcis angivelse af, hvor mange ord en informationssamfundstjeneste vil kunne bruge fra en pressepublikation uden aftale med udgiveren. Det fremgår dog, at informationssamfundstjenesters anvendelse af enkelte ord eller meget korte uddrag ikke må undergrave de investeringer, som udgivere af pressepublikationer foretager i forbindelse med produktion af indhold.

Kravet i forhold til pressepublikationer vil først og fremmest være relevant for medieovervågningstjenester og nyhedsaggregatorer. Sociale medier som Facebook, Twitter og LinkedIn må dog også forventes at blive påvirkede, da disse medier ofte automatisk tilføjer et kort uddrag, når en bruger poster et hyperlink til en artikel.

Lovforslaget indeholder en såkaldt specifik aftalelicens, hvorefter informationssamfundstjenester kan klarere samtlige nødvendige rettigheder ved at indgå én aftale med en kollektiv forvaltningsorganisation, der er godkendt af Kulturministeriet.

Nye forpligtelser for onlineindholdsdelingstjenester

Efter lovforslaget skal en onlineindholdsdelingstjeneste (herefter kaldet en platform)

1. som udgangspunkt indgå aftaler med rettighedshaverne om brug af beskyttet materiale på platformen,
2. sikre, at der ikke sker blokering af beskyttet materiale, hvis ophavsretsloven tillader den pågældende brug, fx som følge af licensaftaler eller i form af citater eller andre former for undtagelser til ophavsretten,
3. informere brugerne om, at beskyttet materiale frit kan benyttes i henhold til ophavsretslovens undtagelser,
4. tilbyde en klageordning, hvor brugere kan få behandlet klager over blokering af beskyttet materiale med henvisning til ophavsretten og
5. efter anmodning give rettighedshaverne indsyn i, hvorledes det sikres, at brugen af beskyttet materiale på platformen er lovlig.

Med hensyn til platformenes pligt til at indgå aftaler med rettighedshaverne er det anført i lovforslaget, at det kan ske både individuelt og via kollektive forvaltningsorganisationer, fx Koda og Copydan. I betragtning af de store mængder af beskyttet materiale vil platformene i praksis formentlig primært komme til at indgå aftaler med de kollektive forvaltningsorganisationer.    

Hvis en platform ikke har indgået aftaler med rettighedshaverne, kan platformen under visse omstændigheder alligevel opnå ansvarsfrihed, herunder såfremt platformen har gjort sit bedste for at sikre, at beskyttet materiale ikke er tilgængeligt og hurtigt har blokeret for ophavsretlige krænkelser, som rettighedshaverne har givet begrundet meddelelse om.

Det fremgår af lovforslaget, at kravene til platformene i denne forbindelse er strenge, at det nærmere indhold af kravene skal fastsættes i et løbende samarbejde med rettighedshaverne, og at platformene bl.a. ”bør foretage nødvendig IT-udvikling” for at leve op til kravene. Det er imidlertid ikke angivet, hvad platformene mere præcist skal gøre, eller hvor aktive de skal være, for at opnå ansvarsfrihed.

Platformene skal balancere mellem rettighedshavere og brugere

Det er klart udtalt i lovforslaget, at formålet med implementeringen af DSM-direktivets art. 17 er, ”at sikre rettighedshaverne en bedre retstilling i forhold til at indgå aftale med onlineindholdsdelingstjenesteudbydere.” Samtidig indeholder lovforslaget krav om, at platformene skal hjælpe med at sikre, at brugerne i praksis kan benytte undtagelserne til ophavsretten. Lovforslaget kræver således, at platformene udøver en balanceakt mellem rettighedshavere og brugere.

Der er høringsfrist for lovforslaget i morgen, den 22. januar 2021, og implementeringen af DSM-direktivet skal være gennemført den 7. juni 2021.

Poul Schmith/Kammeradvokaten følger løbende udviklingen og lovgivningsarbejdet på området. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.