Baggrund
Afgørelsen er truffet på baggrund af en klage til Datatilsynet fra en registreret. Den registrerede klagede over, at pågældendes forsikringsselskab havde nægtet at give indsigt i oplysninger, som selskabet havde indsamlet.
Forsikringsselskabet afslog at give indsigt i overvågningsmateriale bestående af observationsrapporter, fotos og videoer, som forsikringsselskabet havde indsamlet i forbindelse med en målrettet overvågning af den pågældende. Forsikringsselskabet begrundede afvisningen med, at der forelå afgørende hensyn, som den registreredes ret til indsigt måtte vige for. Disse hensyn var dels forsikringsselskabets egne private interesser i at kunne forsvare sig mod en mulig efterfølgende retssag, dels offentlige hensyn i form af politiets mulighed for at efterforske en potentiel alvorlig lovovertrædelse.
Datatilsynet fremhæver, at ”afgørende hensyn” indebærer, at der skal være en nærliggende fare for, at privates interesser vil lide skade af væsentlig betydning.
Datatilsynet fastslog, at forsikringsselskabet ikke havde påvist en nærliggende fare af en sådan karakter og at der derfor ikke var tale om afgørende hensyn. Datatilsynet lægger ift. argumentet om påvirkning af en retstvist vægt på, at der var tale om rent objektive oplysninger om klagers færden mv. og ikke dataansvarliges egne subjektive vurderinger om en evt. retssag. På baggrund heraf kunne forsikringsselskabet ikke afvise den registreredes ret til indsigt, med henvisning til at klager ville kunne benytte overvågningsmaterialet til skade for forsikringsselskabets mulighed for at varetage dets egne interesser. Derudover henviser Datatilsynet til, at ”en abstrakt mulighed for, at udlevering af materiale vil forstyrre efterforskningen, ikke er et afgørende hensyn, som kan begrunde undtagelser fra retten til indsigt.” Datatilsynet bemærker endvidere, at der allerede var indgivet en anmeldelse til politiet.

