EDIP-forordningen omfatter en bred vifte af tiltag, herunder støtte til styrkelse af forsvarsindustrien, forsyningssikkerhedsforanstaltninger og fælles indkøb. Nærværende nyhedsbrev fokuserer imidlertid på de udbudsretligt relevante elementer, der får direkte betydning for ordregivende myndigheders muligheder i forbindelse med indkøb af forsvarsmateriel.
EU-finansiering af fællesindkøb
Et af EDIP-forordningens væsentlige elementer er muligheden for EU-finansiering af strukturerede fællesindkøb. Et konsortium med mindst tre samarbejdende myndigheder fra mindst to medlemsstater kan ved opfyldelse af forordningens tildelingskriterier modtage op til 15 % af den fælles indkøbskontrakts anslåede værdi i EU-finansiering - eller op til 25 %, hvis særlige betingelser er opfyldt. Finansieringen ydes som et tilskud, der ikke er knyttet til omkostninger, men i stedet baseret på opnåelse af konkrete resultater for at sikre fokus på, at indkøbet gennemføres succesfuldt. Direktiv 2009/81 (forsvars- og sikkerhedsdirektivet) finder dog fortsat anvendelse, hvilket betyder, at konsortiet skal følge direktivets udbudsregler ved gennemførelsen af det fælles indkøb. Tiltaget skal give incitamenter til at samle efterspørgsel på tværs af medlemsstater og fremme samarbejdet i form af koordinerede indkøb af forsvarsmateriel.
Buy European - skærpede krav til leverandører og komponenter
EDIP-forordningen stiller strenge krav til økonomiske aktører – herunder bl.a. kontrahenter og underleverandører i EDIP-støttede indkøb. Disse skal være etableret og ledet i EU/EØS (med særlige regler for Ukraine), anvende infrastruktur, anlæg, aktiver og ressourcer beliggende i EU/EØS og må som udgangspunkt ikke være kontrolleret af ikke-associerede tredjelande (dvs. lande uden for EU/EØS).
Derudover indeholder EDIP-forordningen begrænsninger for komponenter fra tredjelande. Højest 35 % af de anslåede omkostninger må udgøres af omkostninger til komponenter fra tredjelande, og ingen komponenter må komme fra lande, der handler imod EU's sikkerheds- og forsvarsinteresser. Ved vurderingen heraf ses bl.a. på, om tredjelandet tidligere har været involveret i aktiviteter, der påvirker sikkerheden eller den offentlige orden i en medlemsstat, eller om der er alvorlig risiko for deltagelse i ulovlige eller kriminelle aktiviteter. I praksis betyder dette eksempelvis, at ordregivende myndigheder, for at fremme europæisk forsvarsindustri, skal kontrollere og verificere leverandørers etablering samt komponentoprindelse tidligt i udbudsprocessen.
SEAP - en ny indkøbsstruktur
For at fremme konkurrenceevnen etablerer EDIP-forordningen muligheden for at oprette en struktur for det europæiske forsvarsmaterielprogram (SEAP). En SEAP er en central indkøbsstruktur med status som en juridisk person, der skal bestå af mindst tre lande som medlemmer, hvoraf mindst to bør være medlemsstater. Etableringen af en SEAP med de fordele, det medfører, kræver Kommissionens godkendelse.
Når en SEAP indkøber i eget navn eller på sine medlemmers vegne, anses den som en international organisation, hvilket medfører, at forsvars- og sikkerhedsdirektivet ikke finder anvendelse, jf. direktivets artikel 12. I stedet skal en SEAP fastsætte sine egne udbudsregler i overensstemmelse med de udbudsretlige principper i traktaten. Indkøb fra en SEAP anses som en government-to-government transaktion i overensstemmelse med forsvars- og sikkerhedsdirektivets artikel 13, litra f. Etableringen af eller tilslutningen til en SEAP giver således medlemsstaterne mulighed for at anvende andre procedurer end efter forsvars- og sikkerhedsdirektivet.
Udvidet brug af eneleverandørbestemmelsen
I løbet af de seneste år har medlemsstaterne i stigende grad engageret sig i forsvarssamarbejdet med henblik på at samordne deres militære kapabiliteter. Et effektivt forsvarssamarbejde kan kræve, at de samarbejdende medlemsstater anvender de samme forsvarsprodukter eller som minimum produkter, der er indbyrdes udskiftelige.
EDIP-forordningen tydeliggør derfor brugen af udbud med forhandling uden offentliggørelse efter forsvars- og sikkerhedsdirektivets artikel 28, stk. 1, litra e. Således giver EDIP-forordningen en ordregivende myndighed i en medlemsstat mulighed for at tildele en forsvarskontrakt eller rammeaftale uden forudgående offentliggørelse, når medlemsstaten etablerer eller tilslutter sig et eksisterende reelt samarbejdsinfinitiv, der er oprettet ved en international aftale eller ordning mellem medlemsstater.
Anvendelsen af proceduren forudsætter dog, at virksomheden, der tildeles til, opfylder "Buy European"-kriterierne, at samarbejdsinitiativet er indledt før udbudsproceduren, at en anden deltagende medlemsstat allerede har indgået kontrakt med virksomheden om et identisk eller kun let ændret produkt, samt at tildelingen er nødvendig for gennemførelsen af samarbejdsinitiativet. Medlemsstater kan dermed anvende forhandlingsprocedure uden forudgående bekendtgørelse, når de tilslutter sig eksisterende samarbejdsprogrammer, hvilket kan fremskynde indkøbsprocessen betydeligt.
Ændring af rammeaftaler i krisesituationer
EDIP-forordningen giver også mulighed for at åbne eksisterende rammeaftaler for ordregivende myndigheder fra andre medlemsstater og i visse tilfælde nye økonomiske aktører. I en nødsituation, som følge af en krise, jf. forsvars- og sikkerhedsdirektivets artikel 1, nr. 10, kan mængder øges op til 100 % af rammeaftalens værdi under iagttagelse af ligebehandling og med offentliggørelse, så nye økonomiske aktører kan afgive tilbud og komme på rammeaftalen. Proceduren kræver dog den eksisterende leverandørs samtykke, og den eksisterende rammeaftale skal være indgået med en virksomhed, der opfylder ”Buy European"-kriterierne. Tiltaget indeholder ikke regler om muligheden for i væsentlig grad at ændre aftalen, og der kan derfor være en usikkerhed om praktiske forhold såsom vilkår for nye leverandører og fordeling af kontrakter.
