Whistleblower fik 100.000 kr. i godtgørelse for opgavefratagelse efter sin whistleblowerindberetning

Whistleblowerlovens beskyttelse mod repressalier

Det følger af whistleblowerlovens § 8, stk. 1, at en whistleblower ikke må udsættes for repressalier, herunder trussel om eller forsøg på repressalier, som følge af, at vedkommende har foretaget en indberetning. 

Det følger videre af whistleblowerlovens § 28, stk. 1, at en whistleblower, der er blevet udsat for repressalier som følge af en indberetning, har krav på godtgørelse.

Beviser en whistleblower at have foretaget en indberetning og lidt en ulempe, påhviler det modparten at bevise, at ulempen ikke udgjorde repressalier som følge af indberetningen. Det følger af whistleblowerlovens § 29, stk. 1.

Bevisbyrden er altså delt og lempet til whistleblowerens fordel (vi kender tilsvarende delte bevisbyrderegler fra f.eks. ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven). 

Sagens faktiske omstændigheder

Sagen omhandlede en nu tidligere ansat, A, som i april 2022 foretog en indberetning til sin arbejdsgivers lovpligtige whistleblowerordning vedrørende potentielle overtrædelser af udbudsloven i forbindelse med IT-systemet S1, som A havde det tekniske systemejerskab for.

Forud for indberetningen til whistleblowerordningen havde A forsøgt på anden vis at gøre sin arbejdsgiver opmærksom på de potentielle overtrædelser af udbudsloven.

I juni 2022 meddelte arbejdsgiver til A, at A ikke længere skulle have det tekniske systemejerskab for S1, da systemejerskabet skulle overflyttes til to andre medarbejdere. 

A blev herefter sygemeldt og opsagt grundet langvarigt sygefravær og manglende prognose for, hvornår A kunne vende tilbage til sit arbejde.

A gjorde gældende, at han havde været udsat for repressalier som følge af sin indberetning i form af opgavefratagelse. A gjorde videre gældende, at hans sygefravær og den deraf følgende opsigelse var forårsaget af repressalierne, og derfor udgjorde en ansættelsesretlig konsekvens i strid med beskyttelsen i whistleblowerloven.

Byrettens begrundelse og resultat

Byretten foretog først en vurdering af, om A havde påvist, at ”have foretaget en indberetning og lidt en ulempe”, jf. lovens § 29, stk. 1.

Byretten konstaterede i den forbindelse, at begrebet ”repressalier” og ”ulempe” i whistleblowerloven bl.a. kan omfatte overførsel af opgaver.

Efter sagens oplysninger lagde byretten til grund, at A i juni 2022 fik meddelt, at det tekniske systemejerskab for S1 skulle overflyttes til to andre medarbejdere, at A i 2022 havde arbejdet med S1 i en længere årrække, at flytningen af systemejerskabet skete uden forudgående varsel eller kritik af A’s opgavevaretagelse, og at S1 var et vigtigt system, der havde stor betydning for A.

Byretten fandt herefter, at flytningen af systemejerskabet havde karakter af en ulempe for A, og at det således var bevist, at A havde foretaget en indberetning efter whistleblowerloven og havde lidt en ulempe.

Byretten foretog herefter en vurdering af, om arbejdsgiver havde bevist at ”ulempen ikke udgjorde repressalier som følge af indberetningen”, jf. lovens § 29, stk. 1.

Byretten fandt i den forbindelse, at arbejdsgiver ikke havde løftet bevisbyrden for, at flytningen af systemejerskabet for S1 ikke udgjorde repressalier som følge af A’s indberetning.

Byretten tillagde det ved vurderingen vægt:

• At der var en tidsmæssig sammenhæng mellem håndteringen af A’s indberetning og ledelsens beslutning om opgaveoverførsel
• At ledelsen måtte have indset, at A var whistlebloweren
• At A i juni 2022 var den eneste medarbejder, som havde indgående erfaring med og kendskab til S1 og at ledelsen med kort varsel valgte at udpege to relativt nyansatte medarbejdere til at overtage systemejerskabet for S1
• At ledelsen i forbindelse med beslutningen om flytning af systemejerskabet ikke kom med en indikation af, hvordan opgaverne skulle overdrages til de nye systemejere eller hvilke opgaver, A fremover skulle varetage
• At arbejdsgiver ikke havde fremlagt skriftlig dokumentation for, hvilke overvejelser ledelsen gjorde sig forud for juni 2022 med hensyn til at fratage A systemejerskabet for S1.

Byretten fandt det imidlertid ikke tilstrækkeligt bevist, at A’s sygemelding i sin helhed var en følge af repressalierne. Den opsigelse, der blev et resultat af det langvarige sygefravær, udgjorde derfor ikke en konsekvens, som A var beskyttet imod i henhold til whistleblowerloven.

Da A var blevet udsat for repressalier som følge af en indberetning, havde A krav på godtgørelse efter whistleblowerloven uanset det anførte om sygemeldingen og opsigelsen.

Byretten tilkendte herefter A en godtgørelse på 100.000 kr. (svarende til ca. 2 måneders løn), jf. lovens § 28, stk. 1. 

Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse fremførte byretten, at ”navnlig kan karakteren af ledelsens handling og den ulempe, som er påført whistlebloweren, tillægges vægt ved udmålingen af godtgørelsen. Repressalier i form af afskedigelse eller degradering kan anses for mere vidtgående end andre former for repressalier.”

Byretten tillagde det herefter vægt, at A fik frataget det arbejdsområde, som indberetningen vedrørte. Byretten tillagde det imidlertid samtidig vægt, at flytningen af systemejerskabet for S1 ikke indebar en degradering af A. 

Vores overvejelser og kommentar

Sagen blev afsagt af tre dommere og er - os bekendt -det første domstolspraksis, vi har, vedrørende godtgørelsesniveauet iht. whistleblowerloven.

Vi må forvente, at godtgørelsesniveauet iht. whistleblowerlovens § 28, skt. 1, bliver forholdsvis højt, når A kan få tilkendt en godtgørelse på 100.000 kr. alene ved fratagelse af arbejdsopgaver, som ikke (engang) udgør en degradering.