Årlige donationer
Hvert år donerer vi et beløb til forskellige formål for at udvise samfundssind og støtte de mennesker, der omgiver os, de udsatte borgere, det brede fællesskab og verdenssituationen omkring os. Vi har defineret fem støttekategorier, som firmaets donationer skal ligge inden for:
Børn. Vi støtter initiativer, der fremmer børns rettigheder, trivsel, sundhed og skolegang, fordi børn er fundamentet for fremtidens samfund. Investering i deres velfærd skaber varige, positive forandringer.
Krig og katastrofer. Vi ønsker at bidrage, hvor behovet er størst – særligt for mennesker ramt af krig og katastrofer. Hurtig hjælp i akutte situationer redder liv og genskaber håb og værdighed.
Demokratiske værdier. Et stærkt demokrati bygger på oplysning, deltagelse og respekt for hinanden. Vi støtter projekter, der fremmer almen dannelse og styrker demokratiske værdier i samfundet.
Klima og bæredygtighed. Vi tager ansvar for fremtidige generationer ved at støtte indsatser, der fremmer en grønnere og mere bæredygtig verden. Klimaudfordringer kræver handling – også fra erhvervslivet.
Udsatte grupper. Vi tror på et samfund med plads til alle. Derfor støtter vi indsatser, der hjælper udsatte eller underrepræsenterede grupper i Danmark.
Senest har vi valgt at støtte følgende organisationer med et økonomisk bidrag:
BØRNECANCERFONDEN
Vi støtter i Børnecancerfondens gode initiativ, FodboldtrøjeFredag, som er en landsdækkende indsamlingsdag, hvor man ifører sig sin “fantrøje” for at vise støtte til børn med kræft og deres familier. Formålet er at samle ind til forskning og støtte, så flere børn kan overleve kræft og få et bedre liv under og efter sygdomsforløbet, og vi støtter med et økonomisk bidrag.
VETERANPROJEKT GRØNLAND
Veteranprojekt Grønland er en frivillig forening, der støtter veteraner og pårørende i både Grønland og Danmark. Foreningen tager aktivt del i det fælles ansvar for at omsætte Danmarks veteranpolitik til konkret støtte i hele Rigsfællesskabet. Formålet er at styrke livskvaliteten for veteraner, særligt psykisk kampskadede og andre med et særligt anerkendelsesværdigt behov, gennem målrettede aktiviteter, netværk og nærvær. Projektet taler ind i vores tætte samarbejde med Forsvaret samt firmaets tilstedeværelse på Grønland via vores kontor i Nuuk.
UNHCR – STØTTE TIL UKRAINE
UNHCR er FN’s flygtningeorganisation og arbejder blandt andet for, at mennesker tvunget på flugt i Ukraine bliver beskyttet mod krig og vold. Organisationen hjælper med at løse juridiske spørgsmål, så de kan få rettigheder og adgang til nødvendige tjenester. Vi støtter med et økonomisk bidrag, som er øremærket organisationens indsatser i Ukraine.
BØRNEULYKKESFONDEN – LEGEHELTENE
Vi støtter Legeheltene Riders’ indsamling til Børneulykkesfonden. Legeheltene er en del af Børneulykkesfonden og arbejder hver dag for at bringe mere leg, bevægelse og fællesskab ind i livet hos indlagte og udsatte børn. Legeheltene er til stede på 64 afdelinger på tværs af hospitalsvæsenet, børne- og ungepsykiatrien, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge. Hvert år leger Legeheltene med mere end 21.700 børn og unge og skaber tusindvis af timer med aktivitet, fællesskab og glæde.
WWF VERDENSNATURFONDEN
Vi sender en del af overskuddet fra firmaets madspildskoncept "Overskudsboksen" til Verdensnaturfonden som bidrag til deres arbejde for at beskytte naturen, redde dyrene og bekæmpe klimaforandringerne. Pengene kommer direkte fra medarbejderne i firmaet, som støtter vores tiltag om at mindske madspild ved at købe overskydende mad med hjem fra kantinen.
TUBA DANMARK
Firmaets seneste juledonation gik til TUBA Danmark, som tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug. Gennem terapi og rådgivning bidrager TUBA til at styrke og ruste unge til at mestre eget liv og indgå på arbejdsmarkedet og i fællesskaber. For rigtig mange børn og udsatte grupper kan julen opleves som en ekstra svær tid, og et initiativ som TUBA kan gøre en stor forskel for dem, som har et særligt behov for støtte og hjælp til at komme igennem højtiden.