Kommuners ansvar for menneskerettighedskrænkelser – praktiske udfordringer i ”historiske” sager

”Undskyld” – en (u)egnet reaktion?

De ”historiske” sager om (påståede) menneskerettighedskrænkelser er – modsat de mere nutidige – meget ofte kendetegnede ved, at de bliver rejst af flere personer på samme tid og ofte i fællesskab. De handler om forhold, der ligger langt tilbage, hvor samfundet og samfundsforhold så betydeligt anderledes ud end i dag. Samtidig er der tale om sager, hvor sagsøgerne beretter om meget grove og intense krænkelser foregået over lang tid. Sagerne vækker derfor naturligt nok også i sig selv opsigt og medfører ofte en betydelig (og til tider nok unuanceret) mediedækning. 

Vi ser meget ofte, at der hurtigt opstår et pres på både det politiske niveau og samtidigt på embedsværket. Der opstår politisk set hurtigt et behov for at fremkomme med en hurtig reaktion. Omvendt kræver sagerne juridisk set generelt en meget grundig og nuanceret stillingtagen til sagerne. Den umiddelbare reaktion fra myndighedens side kan få stor betydning for karakteren og omfanget af det videre forløb i sagen og også antallet af sager, der skal tages stilling til. 

Formålet med artiklen her er at videregive nogle af vores erfaringer med, hvad man som myndighed med fordel kan gøre sig af indledende overvejelser, når man mødes af ét eller flere krav i ”historiske sager”.

Der er – i sagens natur – tale om ting, der er foregået for længe siden. Der kan være flere årsager til, at sagerne først ser dagens lys adskillige år(tier) efter de påståede forhold. Fælles er dog, at sagerne håndteres i dag og generelt i en situation, hvor ingen i embedsværket har haft nogen involvering i det, der ifølge klagerne er passeret. Der er typisk heller ikke nogen udover klagerne, der kan belyse forholdet nærmere, og meget ofte er der heller ikke skriftligt materiale i nævneværdigt omfang. 

Spørgsmålet, man som myndighed må stille sig, er, hvordan man bedst håndterer sagerne, også af hensyn til ikke at gøre sagerne større eller sværere at løse, end de allerede er. For de er allerede ganske svære.

Vores erfaring er, at det ofte er både aktuelt og relevant at overveje, om en undskyldning vil være egnet til at håndtere og løse sagen. Det ses i praksis, at personerne bag de historiske sager ofte – i første omgang – er motiverede af at modtage en undskyldning for det, de beretter om at have været udsat for. Det er derfor også et naturligt (første) skridt for myndigheden at overveje. Vores erfaring er dog, at en undskyldning i mange tilfælde – hvis den gives løsrevet fra den juridiske proces – ofte blot er begyndelsen på en ny proces – en proces, der har potentiale for at blive til en langstrakt og drænende domstolsproces. Derfor kan det i det samlede forløb være meget hensigtsmæssigt for alle parter at indtænke, om en undskyldning også bør føre til, at klageren, som modtager af undskyldningen, skal have/har krav på en økonomisk godtgørelse. 

Vi ser ofte, at en undskyldning bliver givet på et tidligt stadie. Det sker ofte, inden der har været tid til at undersøge, vurdere og afgrænse tydeligt, hvad der undskyldes for, hvem der helt konkret undskyldes til, og på hvis vegne der egentlig undskyldes. Der er ikke noget juridisk ”forkert” i at give en undskyldning – heller ikke på et tidligt stadie. Det kan have en meget gavnlig effekt at undskylde. Det viste sandheds- og forsoningsprocessen i Sydafrika også. Men formuleringen af undskyldningen bør overvejes nærmere. Det bør overvejes, om den skal gives i generelle termer uden konkrete erkendelser eller indrømmelser over for de enkelte klagere, eller om den faktisk gives til enkelte klagere. Og hvis den gør, om den så samtidigt har en økonomisk konsekvens. 

Vores erfaring er, at de færreste sagskomplekser stopper helt med en undskyldning. Undskyldningen er nogle gange i stedet begyndelsen på et længere, komplekst og til tider udmattende forløb for alle parter. Og også dér er der et betydeligt hensyn at tage til klagerne. 

Et eksempel er Godhavnssagen, som omhandlede en række tidligere anbragte drenge på institutionen Godhavn, som (i årene efter år 2005) berettede om overgreb, herunder systematiske tæsk, lussinger og seksuelle overgreb, som klagerne berettede om at have været udsat for i perioden fra 1946 til 1976. Statsminister Mette Frederiksen fremkom i år 2019 på vegne af hele Danmark med en officiel undskyldning til de tidligere anbragte på Godhavn. Der fulgte dog ikke – til en start – en pengesum med til undskyldningen. Undskyldningen blev begyndelsen på et retsopgør, som først så sin ende i 2021, da der blev indgået forlig og tilvejebragt hjemmel i form af aktstykke(r), hvorefter en række af de tidligere anbragte modtog kr. 300.000,- i godtgørelse. Med andre ord var der ikke allerede hjemmel til at give en godtgørelse. Den måtte tilvejebringes. En mulighed, som f.eks. kommuner ikke har, og hvor konflikten derfor potentielt kan blive uløselig uden for domstolene.

Der rejses krav – hjemmel til at udbetale godtgørelse for krænkelse af menneskerettigheder?  

I denne type sager har klagerne typisk fulgt sagerne om Godhavnsdrengene, eksperimentet med de grønlandske børn, m.fl. Derfor har de også ganske ofte fået den opfattelse, at der kan udbetales en godtgørelse, hvis der er politisk opbakning til det. En opfattelse der hurtigt bliver forstærket, hvis der er givet en undskyldning. Klagerne er imidlertid ofte ikke bekendte med den afgørende forskel, der er på kommuner og statslige myndigheders mulighed for at skabe sig en udbetalingshjemmel. 

Hvis en statslig myndighed vurderer, at det ikke er overvejende sandsynligt, at myndigheden ved en dansk domstol ville blive dømt til at betale godtgørelse, kan myndigheden, hvis der er politisk opbakning til det, tilvejebringe et aktstykke om bevillingsmæssig hjemmel til at udbetale en godtgørelse. Det vil sige, at staten ud fra et politisk ønske og mandat vil kunne udbetale godtgørelse, uanset at der juridisk ikke allerede består et krav om godtgørelse. Den juridiske hjemmel kan i så fald tilvejebringes. Denne mulighed har kommuner imidlertid ikke.

Det følger af kommunalfuldmagten, at kommuner kun kan udbetale godtgørelse, når der foreligger et relevant og relativt sikkert grundlag. Dette indebærer i praksis en vurdering af, om kommunen med overvejende sandsynlighed ved en dansk domstol vil blive dømt til at betale godtgørelse.

Vurderer kommunen, eventuelt efter indhentelse af en ekstern vurdering og/eller undersøgelse, at den vil blive dømt ved en domstol, kan kommunen – som følge af grundsætningen om, at kommunen skal handle økonomisk forsvarligt – udbetale godtgørelse med henblik på at begrænse udgifter til en retssag. Finder kommunen omvendt, at det ikke er overvejende sandsynligt, at kommunen ville blive dømt i en eventuel retssag, kan kommunen ikke inden for rammerne af kommunalfuldmagten udbetale godtgørelse. Og kommunen kan ikke blot tilvejebringe et aktstykke. 

Er det overvejende sandsynligt, at kommunen vil blive dømt til at betale godtgørelse? 

Den nærmere vurdering af, om det er overvejende sandsynligt, at kommunen vil blive dømt i en retssag, indeholder en lang række snubletråde og vanskelige vurderinger, herunder ganske ofte anvendelse og fortolkning af forældelseslovens 3, stk. 5, stor set altid bevismæssige overvejelser, og meget tit også bedømmelsen af ældre forhold i lyset af nutidens praksis, m.v. I det følgende vil vi stille skarpt på nogle de afvejninger, som erfaringsmæssigt skaber udfordringer ved vurderingen.      

Anvendelse og fortolkning af forældelsesreglerne - forældelseslovens 3, stk. 5

En indledende – og ikke kun relevant, men ofte faktisk afgørende – overvejelse og vurdering er, om de fremsatte krav er retskraftige, eller om de er forældede. 

Forældelsesregler finder som det klare udgangspunkt anvendelse, uanset om klagerens krav støttes på mulige brud på EMRK. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) anerkender, at forældelsesregler tjener væsentlige retssikkerhedsmæssige formål om at sikre, at fysiske eller juridiske personer (herunder myndigheder) ikke mødes med krav, der som følge af den forløbne tid er vanskelige at imødegå, og om at undgå, at domstolene skal udtale sig om forhold, der ligger langt tilbage i tid, hvor beviserne ikke er troværdige og/eller fuldstændige.

De danske forældelsesregler finder derfor også som det helt klare udgangspunkt anvendelse i sager, hvori der påstås en overtrædelse af menneskerettighederne. Den konkrete anvendelse af de nationale forældelsesregler kan dog i helt særlige tilfælde - hvor de nationale forældelsesregler ikke opfylder et krav om proportionalitet i forhold til det formål, der forfølges – kunne blive tilsidesat med henvisning til Danmarks forpligtelser efter EMRK. 

De danske domstole har i ét konkret tilfælde fundet, at det var i strid med EMRK at anvende de danske forældelsesregler. Det skete ved Østre Landsrets dom af 14. juni 2017 (trykt i UfR 2017.3272Ø, ”Slagelse-sagen”), som omhandlede Slagelse Kommunes ansvar for at udrede godtgørelse til tre piger, der havde været anbragt i en plejefamilie, hvor de havde været udsat for vold og seksuelle overgreb, og hvor kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde reageret på adskillige underretninger og bekymringer vedrørende de pågældende piger (dvs. at der var sket en tilsidesættelse af en positiv forpligtelse efter EMRK til at gribe ind og forhindre umenneskelig og nedværdigende behandling).  

Dommen var konkret begrundet ud fra omstændighederne i sagen, men førte herudover – og af mere generel betydning – til en ændring af forældelsesloven, hvor den nugældende § 3, stk. 5, blev indført (ved lov nr. 140 af 28. februar 2018).

Det følger derfor nu af forældelseslovens § 3, stk. 5, at fordringer på erstatning eller godtgørelse, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne, ikke forældes. Bestemmelsen er meget særlig, da den gør, at endda meget gamle krav bliver bragt frem.  

Det er da også særligt denne lovændring, der – i kombination med det stigende fokus på menneskerettigheder og den historiske behandling af forskellige befolkningsgrupper – har ført til, at ”historiske” sager i dag bringes frem, og blandt andet har ført til, at sagerne verserer ved domstolene med påstand om udbetaling af godtgørelse fra den angiveligt ansvarlige myndigheds side.

Men forældelseslovens § 3, stk. 5, har ikke ”genoplivet” alle gamle krav. Der er efter bestemmelsen flere betingelser, der skal være opfyldt, før den finder anvendelse. Og det giver og har givet anledning til en del tvivl. I praksis rejser bestemmelsen flere spørgsmål, end den giver svar. 

Det er efter § 3, stk. 5, for det første en betingelse, at en myndighed skal have tilsidesat en lovbestemt forpligtelse. Forpligtelsen må i sagens natur skulle have været lovbestemt på det tidspunkt, hvor den pågældende og omtvistede behandling skulle have fundet sted. Det medfører, at der i den konkrete sag vil skulle ses på forholdene – herunder de juridiske – på tidspunktet for behandlingen. Hvorvidt betingelsen kan anses for opfyldt, vil herefter bero på, hvilken myndighed kravet rettes mod, og hvilke lovbestemte forpligtelser der var gældende for denne myndighed i relation til den konkrete person og i relation til den konkrete behandling, som vedkommende angiver at have været udsat for. 

Det følger af forarbejderne til forældelseslovens § 3, stk. 5, at den lovbestemte forpligtelse kan være en forpligtelse efter EMRK. Til det kommer dog, at EMRK for mange sagers vedkommende (de historiske sager) ikke var en direkte bestanddel af dansk ret (da handlingerne ofte ligger forud for inkorporeringen i 1992). Der er hverken i forarbejderne eller praksis et klart svar på, hvordan der skal forholdes i sådan en situation.

Hensigten bag bestemmelsen og den praksis, der foreligger vedrørende bestemmelsen, angår den situation, hvor en myndighed ikke har ført et tilstrækkeligt tilsyn el.lign. i forbindelse med privates overgreb. Der sigtes med andre ord mod en tilsidesættelse af en positiv forpligtelse efter EMRK. Det ses (heller) ikke afklaret, hverken i forarbejderne eller i praksis, hvorvidt eller i hvilket omfang bestemmelsen vil kunne finde anvendelse, såfremt det er myndigheden selv (ansatte i myndigheden), der har begået den direkte krænkelse. Altså det tilfælde, hvor der er tale om myndighedens direkte overgreb, og dermed handlinger, der strider mod den negative forpligtelse efter EMRK. Da bestemmelsen er en undtagelse til hovedreglen om, at krav forælder efter rum tid, er det ganske nærliggende at konkludere, at sådanne krav vil være forældede, uanset at det kan virke påfaldende ud fra en umiddelbart og ikke-juridisk betragtning.

For det andet er det en betingelse efter forældelseslovens § 3, stk. 5, at tilsidesættelsen af den lovbestemte forpligtelse er sket i forbindelse med et overgreb begået mod den pågældende mindreårige. Det pågældende overgreb skal, set ud fra retstilstanden på pågældende tidspunkt, have været strafbart efter straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser mod kønssædeligheden, forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige frihed) eller straffelovens § 210 (seksuelt forhold i slægten) eller § 213 (vanrøgt). Med andre ord dækker bestemmelsen visse typer af strafbare forseelser. 

I de ”historiske” sager vil der kun sjældent foreligge en straffedom. I et tilfælde uden en straffedom vil det være op til en domstol at vurdere, om det påståede overgreb har fundet sted, og om forholdet på daværende tidspunkt var omfattet af de pågældende straffelovsbestemmelser. Det rejser i sagens natur en række (principielle) overvejelser i forhold til de personer, og eventuelt efterlevende, der beskyldes for at have begået endog særligt grove overgreb mod børn/unge. Herunder rejses den problemstilling, om/i hvilket omfang det er en betingelse for, at domstolene kan tage stilling til spørgsmålet, at de pågældende påståede gerningspersoner inddrages i sagen. Der ses ikke at foreligge en endelig afklaring heraf i praksis. Det giver dog anledning til ganske alvorlige retssikkerhedsmæssige overvejelser, hvis retten skal behandle en sag om, hvorvidt en konkret person har begået et strafbart overgreb mod en anden person, uden at den pågældende påståede gerningsperson selv kan komme til orde med de retssikkerhedsgarantier, der normalt eksisterer i den sammenhæng. Derfor må det også anses for ganske tvivlsomt om sådanne sager kan behandles uden inddragelse af den påståede gerningsperson, og myndighederne som er part i sagen må have en særlig opmærksomhed på, hvordan sagen i den forbindelse behandles for domstolene. 

I praksis er det altså ganske svært, hvordan og i hvilken udstrækning forældelseslovens § 3, stk. 5, rent faktisk kan og vil finde anvendelse. I praksis er det derfor også ganske svært at nå det resultat, at kravene ikke er forældede, og dermed at det må anses for ”overvejende sandsynligt”, at myndigheden vil blive dømt. Derfor må en lang række sager nødvendigvis også versere ved domstolene, som er nærmest til at afklare de principielle og uafklarede aspekter af bestemmelsens anvendelighed. Det er der i og for sig hverken noget mærkeligt eller odiøst i – om end det i mange sammenhænge kan virke utilfredsstillende, at sagerne skal vurderes konkret og individuelt af domstolene. Det må dog samtidigt erindres, at domstolene jo netop – og meget dygtigt – indtager den rolle i samfundet. 

Det er i den forbindelse også væsentligt at fremhæve, at det er de personer, der gør gældende at have et krav, der også må bevise, at de har et krav, som eksisterer. Det fremgår i den forbindelse også af forarbejderne til forældelseslovens § 3, stk. 5, at der ikke med ophævelsen af forældelsesfristerne ændres ved, at der skal føres bevis for det anførte erstatnings- eller godtgørelseskrav, og at det med tiden bliver sværere at løfte denne bevisbyrde. 

Bevismæssige overvejelser – er der ført det fornødne bevis?

I de ”historiske” sager er det ofte et springende punkt, om der er ført det fornødne bevis. Som anført ovenfor ændrer lov nr. 140 af 28. februar 2018 om ophævelsen af forældelsesfristen ikke på, at det er kravstilleren, som har bevisbyrden for, at der foreligger en krænkelse (og at den er omfattet af EMRK).  

I sager, hvor der findes en straffedom, giver det normalt ikke problemer at vurdere, om der er sket et overgreb. I de sager vil omdrejningspunktet typisk være, om kommunen havde eller burde have haft kendskab hertil, og om kommunen har reageret tilstrækkeligt (hurtigt og relevant), og dermed om kommunen har tilsidesat sin positive forpligtelse efter EMRK artikel 3. Der kan bl.a. henvises til U.2017.3272Ø og U.2018.2013H. 

I de tilfælde, hvor der ikke foreligger en straffedom, har domstolene indtil videre fundet bevis for en umenneskelig og nedværdigende behandling i tilfælde, hvor der har foreligget flere tidsnære skriftlige beviser i form af indberetninger, bekymringsskrivelser og journalrapporter vedrørende den pågældende behandling og suppleret med forklaringer fra part og/eller vidner, jf. f.eks. U.2021.2254Ø. 

Sager, hvor de påståede krænkelser er sket for flere årtier siden, vil ofte være kendetegnede ved, at der findes ganske få eller ingen skriftlige, tidsnære beviser. Det skyldes generelt ikke uvilje fra kommunens side i forhold til at oplyse sagerne, men derimod det forhold, at akterne ikke længere findes, eller at klageren ikke har berettet om overgrebene på det tidspunkt, hvor de ifølge klageren fandt sted. Det kan der være mange og gode forklaringer på. Ikke desto mindre gør det det unægteligt meget svært at afdække forholdene nu.  

I sådanne tilfælde er klageren, uanset det tidsmæssige aspekt og det forhold, at klageren var under 18 år på tidspunktet, hvor overgrebene angiveligt fandt sted, nærmest til at være eller til at komme i besiddelse af materiale, som kan dokumentere det forklarede. Materiale, som kan belyse det påståede overgreb, kan forsøges indhentet fra Stadsarkivet eller Rigsarkivet, ligesom materialet kan omfatte lægelige akter, anmeldelser/indberetninger, dagsbogsnotater og/eller andet skriftligt materiale.

Dernæst bør klageren forsøge at indhente vidneforklaringer fra personer, f.eks. venner, familie, psykologer/terapeuter, tidligere personale på institutionen, m.fl., som kan bekræfte, at klageren berettede om de påståede krænkelser i umiddelbar tidsnær tilknytning til, at de fandt sted. 

Hvis klageren ikke kan dokumentere de påståede krænkelser i tidsnære akter, og heller ikke kan føre tilstrækkelige og troværdige vidner, som kan berette om kendskab til forholdende i umiddelbar tidsnær tilknytning til, at de fandt sted, viser retspraksis, at klagerens forklaring som udgangspunkt ikke er tilstrækkelig til, at det fornødne bevis er ført, jf. bl.a. U.2022.3378H. 
 
Det kan desuden udledes af retspraksis, at den bevismæssig værdi svækkes, hvis forklaringerne afgives mange år efter, at de påståede forhold fandt sted, og hvis der i forløbet er afgivet skiftende/uoverensstemmende forklaringer, som kan være præget af efterrationaliseringer, jf. bl.a. U.2004.2048H og U 2022.3378 H. Dette er i og for sig også en naturlig følge af, at megen tid er gået.

Praksis fra EMD viser, at der i visse og helt særlige sagstyper kan lægges betydelig vægt på partsforklaringer. Det har navnlig været tilfældet i sager, hvor en person har været i politiets varetægt og har været påført en (påvist) fysisk skade på tidspunktet for løsladelse, og hvor den pågældende har været afskåret fra selv at indhente eller sikre sig beviser for behandlingen under anholdelsen/tilfangetagelsen.

Det forekommer dog ikke oplagt – og det har heller ikke været tilfældet i praksis – at en partsforklaring skulle kunne stå som det eneste bevis ud over de helt særlige tilfælde, hvor en person som følge af en fysisk tilbageholdelse (el.lign.) har været afskåret fra at sikre sig noget som helst bevis. Og der ville den pågældende jo så i hvert fald skulle bevise, at det var tilfældet. Altså at vedkommende havde været fysisk tilbageholdt og afskåret fra at sikre sig nogen beviser. 

Bedømmelsen af ældre forhold i lyset af nutidens praksis

De ”historiske” sager, der rejses i dag, bærer (i sagens natur) præg af at være netop historiske. Det angiveligt passerede kan og vil ofte have fundet sted for mange årtier siden, hvor leve- og samfundsforholdene var ganske anderledes fra i dag. Det er vores erfaring, at de ”historiske” sager (personerne bag) i vidt omfang henviser og appellerer til den nuværende samfundsopfattelse og den nugældende retspraksis, som (i sagens natur) afspejler de stadigt forbedrede levevilkår og de stadigt større krav, der stilles til myndighederne. 

I den forbindelse er det væsentligt i forhold til EMRK og rettighederne heri at huske på, at EMD anvender en dynamisk fortolkningsstil og anskuer EMRK som et levende instrument, der løbende skal fortolkes i lyset af de aktuelle forhold. Det vil derfor i nogen sager føre til, at forhold, der tidligere ikke ville være i strid med EMRK, senere kan findes at være i strid hermed. Det kender vi jo også fra dansk ret i øvrigt. Som eksempel – og for at karikere forholdet – kan nævnes, at behandlingen af skoleelever i 1925 nok næppe af nogen vil kunne anses for at være gangbar i 2025.

På den baggrund er det heller ikke åbenbart, at enhver afgørelse fra EMD uden videre kan anvendes til bedømmelse af forhold, der er passeret mange år forud for den eller de pågældende afgørelser fra EMD, der måtte blive påberåbt.

Det gør sig både gældende i forhold til den behandling, der kan falde inden for konventionens anvendelsesområde, og i forhold til de forpligtelser, der følger for myndighederne i henhold til konventionen. Det må altså afhænge af en konkret vurdering, i hvilket omfang nyere afgørelser vil kunne påberåbes ved bedømmelsen af forhold, der f.eks. ligger flere årtier tilbage i tid.  

Hvornår er en undskyldning løsningen?

Indførslen af forældelseslovens 3, stk. 5, i 2018 og statens udbetaling af godtgørelse til Godhavnsdrengene i 2021 kan nok siges at have fungeret som en katalysator for antallet af sagsanlæg om menneskerettighedskrænkelser mod kommuner. Ændringen af forældelsesloven og de udbetalte godtgørelser har gjort det muligt og ikke mindst kendt i den bredere befolkning, at der nu kan være adgang til at fremsætte krav mod offentlige myndigheder i endog meget gamle sager om overgreb mod børn. 
Det forhold, at lovgiver i forhold til nogen sager har fjernet den forældelsesmæssige hindring for at modtage godtgørelse og dermed opnå en form for oprejsning, er selvfølgelig positivt for de, der har ret til godtgørelse.

Det er samtidigt vores erfaring, at mediedækningen af sagerne, lokalpolitikernes undskyldninger og ikke mindst den bredere befolknings manglende kendskab til kommunernes manøvrerum for at udbetale en godtgørelse har afstedkommet en tilgang til sagerne, hvor fokus er blevet fjernet fra noget centralt, nemlig om de fremsatte beskyldninger om overgreb mod børn kan bevises ved en domstol. 

En sådan bevisbyrde kan være endog meget vanskelig at løfte i de ”historiske” sager, hvor der hverken forelægger en straffedom eller tidsnære skriftlige beviser. 

Kommunerne bør derfor udvise rettidig omhu i den indledende fase, forstået på den måde at kommunen bør afholde sig fra at agere på en måde, som stiller klageren en godtgørelse i udsigt. 

En politisk motiveret undskyldning, som ofte fremskyndes grundet dårlig presseomtale, kan nogle gange blive en kortsigtet løsning, som alene er egnet til at tilfredsstille de berørte for en stund. Hvis embedsværket giver en undskyldning, så er det vores anbefaling, at det samtidigt sker med åbne øjne for, at de berørte i mange tilfælde vil finde det rigtigst, at de også får en godtgørelse, og at kommunen allerede har taget stilling til det. En undskyldning har i mange tilfælde vist sig at føre til, at langt flere klagere har meldt sig på banen til et eventuelt søgsmål, hvor kommunen – helt naturligt – ikke har haft lejlighed til en overvejelse forinden af, hvordan den resterende sag kan og bør behandles. 

Samtidig vil det være hensigtsmæssigt at holde sig for øje, at en undskyldning (efter sin formulering) også kan være udtryk for, at kommunen anerkender, at overgrebene har fundet sted, og at embedsværket dermed også stempler en række, ofte tidligere ansatte, som gerningsmænd. En undskyldning kan også opfattes således, at tidligere ansatte har forsømt deres tilsynsforpligtelse, eller at de har forsømt at reagere på eventuelle indberetninger. Der kan altså være god grund til at være meget specifik i sin undskyldning, hvilket jo så omvendt kan få den til at virke som noget juristeri – men det har nu også sin ret og plads. 

Ved udenretligt afslag på godtgørelse kan der være grund til at kommunikere klart og tydeligt, at afslaget ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at klageren opfattes som utroværdig, men at kommunen opererer inden for kommunalfuldmagtens juridiske rammer, der tilsiger, at kommunen alene kan udbetale en godtgørelse, hvis kommunen på baggrund af det forelæggende bevismateriale finder det overvejende sandsynligt, at kommunen vil blive dømt til at betale godtgørelse ved en dansk domstol. 

Endelig bør kommunerne holdes sig for øje, at klagerne i de ”historiske” i vidt omfang vil henvise til nutidens samfundsnormer og nugældende retspraksis, og at en sådan argumentation bør læses gennem en særlig juridisk linse. 

Når det er sagt, så vil der være visse forhold, som hverken ud fra datidens eller nutiden normer kan accepteres. Seksuelle overgreb, vanrøgt m.v. strider – og har altid stridt – mod basale menneskerettigheder.