EU-Domstolen: Danske licensbetalinger kunne pålægges moms

Sagens baggrund

Den danske licensordning blev indført i 1925, og licensbetalinger har siden 1967 været pålagt moms. 

Licensordningen var oprindelig en ”radio- og fjernsynslicens”, som indebar, at alle, der rådede over en radio eller et fjernsyn, skulle betale henholdsvis radio- og fjernsynslicens. I 2007 blev ordningen ændret til en ”medielicens”, hvilket betød, at ordningen omfattede alle apparater, som kunne modtage og gengive billedprogrammer eller -tjenester, der blev udsendt til almenheden, herunder smartphones og computere. 

Licensbetalingerne er navnlig anvendt til finansiering af DR og TV2 Regionerne, mens en mindre del er anvendt til øvrige medierelaterede formål, herunder Radio24Syv og en Public Service-Pulje. 

Licensordningen blev endeligt afskaffet den 1. januar 2022. 

Retssagerne mod Skatteministeriet

Skatteministeriet blev (sammen med Danmarks Radio) sagsøgt i 2017 med påstand om, at det var med urette, at der var - og fortsat blev - lagt moms på licensbetalinger. 

Sagerne er afledt af en dom fra EU-Domstolen fra 2016 (sag C-11/15, Český rozhlas), hvor Domstolen slog fast, at den tjekkiske fjernsynslicens ikke havde karakter af vederlag for levering af ydelser, og at licensordningen derfor ikke var omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde. 

Retssagerne mod Skatteministeriet er henvist til Østre Landsret som første instans, og landsretten har forelagt tre præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Spørgsmålene gik ud på at afklare følgende: 

1. om undtagelsesbestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 370 giver Danmark mulighed for at pålægge moms på licens, selvom en licensordning som den danske ikke udgør levering af ydelser mod vederlag,

2. om undtagelsesbestemmelsen kan anvendes, selvom den danske licensordning efterfølgende er ændret fra at opkræve licens ved besiddelse af radio- og fjernsynsapparater til at opkræve licens ved besiddelse af ethvert apparat, der kan modtage billedprogrammer og -tjenester, og

3. om undtagelsesbestemmelsen kan anvendes, selvom den danske licensordning efterfølgende er ændret fra alene at anvende licensmidler til at finansiere offentlige radio- og fjernsynsforetagender (eksempelvis DR og TV2 Regionerne) til også at anvende en mindre del af licensmidlerne til at finansiere radio- og fjernsynsforetagender, der ikke er offentlige, samt medie- og filmforetagender, der ikke driver radio- og fjernsynsvirksomhed.

EU-Domstolens dom

Domstolen har med sin dom af 19. december 2024 besvaret de tre præjudicielle spørgsmål bekræftende. Det betyder, at de danske licensbetalinger kunne pålægges moms i medfør af momssystemdirektivets artikel 370, således som Skatteministeriet gør gældende. 

Om det første spørgsmål udtalte Domstolen, at artikel 370 giver Danmark mulighed for at pålægge moms på licensbetalinger, selvom der ikke sker levering mod vederlag. Domstolen henviste herved til, at bestemmelsen netop udgør en undtagelse fra anvendelsesområdet for direktivet og afspejler den fortsat ufuldstændige karakter af harmoniseringen af de nationale momslovgivninger. 

Om det andet spørgsmål udtalte Domstolen, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 370 udelukkende giver medlemsstaterne ret til at opretholde en allerede eksisterende afgiftsordning, men ikke til at indføre en ny afgiftspålæggelse. En ændring af reglerne, der begrænser sig til at tage hensyn til den teknologiske innovation, uden at ændre den udløsende begivenhed for forpligtelsen til at betale den licensafgift, der skal finansiere en offentlig radio- og fjernsynsaktivitet, bevirker imidlertid ikke, at anvendelsen af en undtagelsesbestemmelse som artikel 370 udelukkes. 

Ændringen af den danske licensordning til en medielicens (ethvert apparat, der kan modtage billedprogrammer og -tjenester, herunder smartphones) afspejlede ifølge Domstolen netop den teknologiske udvikling, der har fundet sted siden indførelsen af artikel 370, og undtagelsesbestemmelsen var derfor ikke til hinder for, at der også efter ændringen til medielicens kunne lægges moms på licensbetalinger. 

Om det tredje spørgsmål udtalte Domstolen, at den omstændighed, at en mindre del af licensbetalingerne betales til andre offentlige enheder eller til enheder, der er oprettet af radio- og fjernsynsforetagenderne selv, i givet fald sammen med andre aktører, med henblik på finansiering af aktiviteter såsom filmproduktion, der udøves forud for og i nær tilknytning til radio- og fjernsynsvirksomhed, heller ikke bevirker, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 370 ikke kan anvendes.

Domstolen henviste til, at momssystemdirektivets artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2, bilag X, ikke foreskriver den retlige form, som de pågældende foretagender skal have, og at bestemmelserne heller ikke udelukkende finder anvendelse på disse foretagenders radio- og fjernsynsvirksomhed, da bestemmelserne ikke anvender begrebet ”radio- og TV-selskab”, men det bredere begreb ”foretagende”.

Den danske regerings og Skatteministeriets interesser blev for EU-Domstolen varetaget af advokat Bodil Søes Petersen i samarbejde med advokat Malthe Gade Jeppesen.