EU-Domstolen underkender dele af mindstelønsdirektivet

Vedtagelse af mindstelønsdirektivet

Mindstelønsdirektivet blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 19. oktober 2022 og skulle være gennemført i medlemsstaterne senest den 15. november 2024.

Vi har tidligere skrevet en nyhed, da der i juni 2022 blev indgået en foreløbig aftale om mindsteløn her.

Formålet med mindstelønsdirektivet

Mindstelønsdirektivets formål er at forbedre leve- og arbejdsvilkår, navnlig ved at fremme passende mindstelønninger. Direktivet pålægger derfor medlemsstaterne at sikre passende mindstelønninger gennem lovgivning eller kollektive overenskomster. 

For medlemsstater med lovbestemt mindsteløn stilles der en række processuelle krav til at fremme mindstelønningers tilstrækkelighed. Kravene stilles dog ikke for lønninger, der er fastsat ved kollektiv overenskomst. Direktivet fastsætter ikke en egentlig mindsteløn i EU.

Direktivet betyder imidlertid, at samtlige medlemsstater skal sørge for, at bestemmelser om mindsteløn skal kunne håndhæves, uanset om lønnen fastsættes ved lov eller gennem kollektive overenskomster. Derudover er der en række krav om, at der skal indsamles og rapporteres data om mindstelønninger til EU.

Regulering af mindstelønnen i EU generelt

I 21 ud af 27 EU-lande fastsættes mindstelønnen ved lov. I Danmark fastsættes lønnen derimod af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive overenskomster, og der findes ikke en lovbestemt mindsteløn i Danmark. Danmark er derfor ikke efter direktivet forpligtet til at indføre en mindsteløn ved lov eller via kollektive overenskomster.

Mindstelønsdirektivet har hverken nødvendiggjort eller medført væsentlige ændringer i Danmark siden dets vedtagelse. Den arbejdsgruppe, som Beskæftigelsesministeriet nedsatte om implementering, konkluderede i november 2024, at Danmark opfyldte direktivets bestemmelser, men at der fremadrettet skulle sendes oplysninger til EU-Kommissionen, herunder om overenskomstdækning og de laveste lønsatser, for at opfylde rapporteringspligterne i direktivet.

Annullationssøgsmålet fra Danmark

Selvom mindstelønsdirektivet vurderedes at have begrænset betydning i Danmark, blev vedtagelse af direktivet fra begyndelsen mødt med stor modstand i Danmark - både politisk og fra arbejdsmarkedets parter. 

Den danske regering valgte også den 18. januar 2023 med støtte fra Sverige at anlægge et annullationssøgsmål ved EU-Domstolen med påstand om, at direktivet overskrider EU's kompetence på området, da det følger af artikel 153, stk. 2, jf. stk. 1, litra b), i TEUF, at EU-lovgiver kan vedtage direktiver om ”arbejdsvilkårene i EU”, mens ”lønforhold” imidlertid eksplicit er undtaget fra EU’s kompetence, jf. artikel 153, stk. 5, i TEUF.

Generaladvokatens forslag til afgørelse 

Generaladvokaten kom den 14. januar 2025 med sit forslag til afgørelse i annullationssøgsmålet. Her foreslog Generaladvokaten, at mindstelønsdirektivet skulle annulleres i sin helhed, da direktivet ifølge generaladvokaten overskrider EU’s kompetence ved at gribe ind i medlemsstaternes suveræne ret til at regulere lønforhold.

Generaladvokaten præciserede, at undtagelsen om ”lønforhold” ikke kun omfatter foranstaltninger, der harmoniserer selve ”lønniveauet” i medlemsstaterne, men også foranstaltninger, der harmoniserer andre aspekter af medlemsstaternes lønfastsættelsesordninger.

EU-Domstolens dom 

Indledningsvist udtalte EU-Domstolen i dommen, at formålet og indholdet i mindstelønsdirektivet ses at vedrøre både ”arbejdsvilkår”, som omfattet af kompetencen i artikel 153, stk. 1, i TEUF, og ”løn”, der ikke er omfattet af EU’s kompetence i medfør af artikel 153, stk. 5, i TEUF.

Om udelukkelse af kompetencen i medfør af artikel 153, stk. 5, i TEUF om lønforhold udtalte EU-Domstolen herefter, at dette sigter til foranstaltninger, der – såsom en ensretning af alle eller en del af lønbestanddele eller indførelsen af en mindsteløn på EU-plan – indebærer, at EU-retten griber direkte ind i fastsættelsen af lønningerne i EU. 

Videre udtalte EU-Domstolen, at en fortolkning, hvorefter EU udelukkes fra at regulere ethvert spørgsmål, der har en eller anden form for forbindelse med lønforhold, ville udhule kompetencen, som EU i medfør af artikel 153, stk. 1, i TEUF er tillagt, og som af EU-Domstolen fremhæves som en væsentlig del af EU-lovgivers evne til at virkeliggøre de social- og arbejdspolitiske mål, som fastsættes i medfør af artikel 151, stk. 1, i TEUF. 

Den omstændighed, at mindstelønsdirektivet vedrører ”løn” og kan have indvirkning på lønniveauet, er ifølge EU-Domstolen ikke i sig selv nok til, at EU-lovgiver har overskredet den tillagte kompetence.

EU-Domstolen efterprøvede i dommen en række konkrete bestemmelser i mindstelønsdirektivet. I den forbindelse fastslog EU-Domstolen, at direktivet ikke griber ind i medlemsstaternes valg af model for lønfastsættelse, ligesom direktivet ikke regulerer hverken de kollektive overenskomstforhandlingers indhold eller fastsætter bestemmelser om resultatet af sådanne forhandlinger. EU-Domstolen konstaterede yderligere, at direktivet ikke griber ind i den vide skønsbeføjelse, som arbejdsmarkedets parter er tillagt i forbindelse med forhandling og indgåelse af kollektive overenskomster.

EU-Domstolen fremhævede derudover, at direktivet ikke pålægger nogen medlemsstat, hvor løndannelsen sikres via kollektive overenskomster, en forpligtelse til at indføre en lovbestemt mindsteløn.

EU-Domstolen fandt dog samtidig, at der er dele af direktivets artikel 5, der regulerer procedurer for fastsættelse af passende lovbestemte mindstelønninger, og som derved griber direkte ind i lønfastsættelsen i medlemsstaterne. Disse dele af artikel 5 skal derfor efter EU-Domstolens opfattelse annulleres.

Det gælder i relation til blandt andet artikel 5, stk. 2, og det sidste sætningsled i stk. 3. 

I artikel 5, stk. 2, i det nuværende direktiv fremgår det, at de nationale kriterier, hvorefter lovbestemte mindstelønninger fastlægges, som minimum skal omfatte følgende fire elementer:

a) købekraften for de lovbestemte mindstelønninger under hensyntagen til leveomkostninger 
b) det generelle niveau for lønninger og deres fordeling 
c) vækstraten for lønninger 
d) de langsigtede nationale produktionsniveauer og udviklinger.

EU-Domstolen har ved dommen slået fast, at fastsættelsen af ovennævnte minimumselementer overskrider EU-lovgivers kompetence, idet EU-lovgiver derved har indført et krav, der vedrører de bestanddele, der indgår i disse lønninger, hvilket har direkte virkning på niveauet af disse.

I artikel 5, stk. 3, fremgår det videre, at medlemsstaterne kan anvende automatisk indekseringsmekanisme til at justere de lovbestemte mindstelønninger ud fra passende kriterier og i overensstemmelse med national ret og praksis, forudsat at anvendelsen af denne mekanisme ikke fører til en nedsættelse af den lovbestemte mindsteløn.

Det sidste sætningsled i stk. 3, der vedrører, hvorvidt mekanismen fører til nedsættelse af den lovbestemte mindsteløn, skal ligeledes efter EU-Domstolens opfattelse annulleres, da dette sætningsled også griber direkte ind i lønfastsættelsen.

Der var ikke andre bestemmelser i mindstelønsdirektivet, som efter EU-Domstolens vurdering griber direkte ind i lønfastsættelsen.

EU-Domstolen udtalte sig derudover også om EU-lovgivers manglende mulighed for indgreb i artikel 153, stk. 5, TEUF om ”organisationsret”. 

EU-Domstolen fandt ikke, at direktivets artikel 4, stk. 1 og 2, om fremme af kollektive forhandlinger indebærer, at EU-retten griber direkte ind i organisationsretten, blandt andet fordi direktivet ikke pålægger medlemsstaterne at indføre krav om, at et større antal arbejdstagere bliver tilsluttet en fagforening. På den baggrund blev artikel 4 således også opretholdt af EU-Domstolen.

EU-Domstolens dom er en ændring i forhold til Generaladvokatens forslag, hvor det blev foreslået, at direktivet skulle annulleres i sin helhed.

Hvad betyder dommen?

EU-Domstolens dom fastslår, at EU-lovgiver ikke kan foretage direkte reguleringen af lønforhold eller organisationsret, da dette henhører under medlemsstaternes suveræne kompetencer. EU har således ifølge EU-Domstolen heller ikke mulighed for at indføre en mindsteløn på EU-plan. 

Derimod er det med dommen fastslået, at EU godt kan regulere foranstaltninger, der indirekte vedrører og påvirker lønfastsættelsen og organisationsforhold, hvilket efter EU-Domstolens opfattelse konkret er tilfældet for størstedelen af mindstelønsdirektivet.

Læs mere om vores rådgivning inden for Ansættelsesret og arbejdsret og EU-ret og international ret.