Får I få eller ingen indberetninger til jeres whistleblowerordning?

Antallet af whistleblowerindberetninger til Den Nationale Whistleblowerordning og antallet af indberetninger i C25-virksomheder er stigende og stiger fortsat. Der er imidlertid også flere arbejdspladser, som modtager enten få eller slet ingen indberetninger til deres whistleblowerordning. Vi har nedenfor samlet inspiration til tiltag, som kan anvendes til at sætte større fokus på whistleblowerordningen.

Antallet af whistleblowerindberetninger til Den Nationale Whistleblowerordning og antallet af indberetninger i C25-virksomheder er stigende og stiger fortsat. Der er imidlertid også flere arbejdspladser, som modtager enten få eller slet ingen indberetninger til deres whistleblowerordning. Vi har nedenfor samlet inspiration til tiltag, som kan anvendes til at sætte større fokus på whistleblowerordningen.

Generelle tendenser

Antallet af whistleblowerindberetninger til Den Nationale Whistleblowerordning og antallet af indberetninger i C25-virksomheder er stigende og stiger fortsat. Den Nationale Whistleblowerordning modtog i perioden fra den 1. januar 2024 til den 31. december 2024 i alt 186 indberetninger. Det er 37 flere indberetninger end året før (svarende til en stigning på ca. 25 pct.).

Der er imidlertid også flere arbejdspladser, som enten modtager få eller slet ingen indberetninger til deres whistleblowerordning. 

Årsagerne til få eller ingen indberetninger kan være mange. Det kan f.eks. være udtryk for, at alt fungerer, som det skal, hvilket er virkelig positivt. Men det kan også være udtryk for et manglende kendskab til ordningen, og hvad den kan bruges til. 

Er jeres whistleblowerordning lettilgængelig?

En arbejdsgiver er efter whistleblowerlovens § 13 forpligtet til ”i en klar og lettilgængelig form” at stille oplysninger om sin whistleblowerordning til rådighed for sine ansatte (og den øvrige kreds af personer, som arbejdsgiver eventuelt frivilligt har valgt at give mulighed for at anvende ordningen). 

Whistleblowerlovens § 13 indebærer, at oplysningerne skal gøres tilgængelige på et synligt sted, der er lettilgængeligt for de personer, der kan anvende ordningen. Dette kan f.eks. være på arbejdspladsens intranet og/eller hjemmeside eller et lign. sted. 

Hvis I er en af de arbejdspladser, der modtager få eller ingen indberetninger, kan I overveje, om ordningen reelt er lettilgængelig for de personer, der kan anvende ordningen? 

Hvordan kan der sættes fokus på whistleblowerordningen?

I kan også overveje, om det vil være værdiskabende og hensigtsmæssigt for jer at iværksætte tiltag, som sætter (større) fokus på whistleblowerordningen og ordningens anvendelsesområde. Vi har samlet lidt inspiration og eksempler nedenfor, som vi erfarer, er hensigtsmæssige tiltag at anvende:

  • Oplysningskampagner: Overvej om jeres ansatte (og evt. øvrige personer, der kan anvende ordningen) i højere grad kan oplyses om jeres whistleblowerordning, og hvad den kan bruges til. For at sikre opmærksomhed omkring ordningen er det hensigtsmæssigt, at jeres ansatte løbende og eksempelvis minimum én gang om året oplyses om ordningen. Det kan ske via en fælles e-mail, et opslag på jeres intranet, et oplag på jeres hjemmeside, et fysisk opslag på opslagstavlen eller andet sted, som jeres ansatte bruger. Det kan desuden med fordel medtages som et punkt på dagsordenen til ledelsesorienteringer, personalemøder eller lign.
  • Inkludering i on-boardingforløb: Overvej om oplysninger om jeres whistleblowerordning kan indgå som en obligatorisk del af on-boardingen af nye ansatte til arbejdspladsen. Så jeres nye ansatte i forbindelse med tiltrædelse bliver bekendt med whistleblowerordningen, hvor den kan tilgås, og hvad den kan bruges til.
  • Inkludering i relevante kurser og uddannelsesseminarer mv.: Overvej om oplysninger om jeres whistleblowerordning løbende kan indgå som et punkt på relevante kurser, uddannelsesseminarer eller lign.
  • Interaktiv oplysning: Overvej om oplysninger om jeres whistleblowerordning kan gøres mere interaktive, f.eks. gennem compliance-spil, quizzer, test, videoer og/eller konkrete cases.
  • Større transparens hos ledelsen: Overvej om ledelsen kan være mere transparent om whistleblowerordningen i relation til at skabe tryghed omkring anvendelsen af ordningen, herunder at ansatte, som benytter ordningen, er beskyttet mod repressalier.
  • Transparens om whistleblowerenheden: Hvis de ansatte ikke er bekendt med, hvem der internt behandler indberetningerne, kan I overveje, om de ansatte bør oplyses herom. Det kan være med til at betrygge de ansatte i anvendelsen af ordningen.
  • Mulighed for anonymitet: Hvis det ikke er muligt at indberette anonymt til jeres whistleblowerordning, kan I overveje at åbne op for denne mulighed.
  • Tillids- og arbejdsmiljørepræsentanters viden om jeres whistleblowerordning: Overvej om jeres tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter er bekendte med og har nok viden om jeres whistleblowerordning, samt om de i forbindelse med relevante møder og dialog med de ansatte kan gøre de ansatte opmærksom på ordningen.

Hvis I ønsker at skabe mere viden om jeres whistleblowerordning blandt jeres ansatte, besøger vi jer gerne for at holde et oplæg og have en dialog om, hvordan en whistleblowerordning fungerer, og hvad man som ansat generelt kan forvente, hvis man foretager en indberetning. 

Læs mere om Poul Schmiths whistleblowerservice.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.