Sager kan være vigtige af mange årsager
Rass beskæftiger sig dog også med meget andet end statsstøtte. Han har bl.a. repræsenteret Justitsministeriet i den meget omtalte logningssag og Udenrigsministeriet i sagerne om de mødre og børn, der har opholdt sig i lejre i Syrien. Ved EU-Domstolen har han ført en række politisk følsomme sager for Udlændinge- og Integrationsministeriet om udlændingereglernes og statsborgerskabsreglernes forenelighed med EU-reglerne:
”I EU-teamet har vi sager, som handler om kompleks økonomisk regulering, store transportinfrastrukturer og virksomheder til mange mia. euro, og vi har sager, som handler om konkrete menneskers liv, f.eks. om deres statsborgerskab eller ret til at komme til eller blive i Danmark. Modparterne er meget forskellige og har meget forskellige ressourcer. Uanset om sagen handler om økonomi, politiske principper eller konkrete menneskeskæbner, skal vi være vores rolle som det offentliges advokat bevidst. Vi skal gøre vores bedste for at samarbejde med vores modparter og domstolene og sætte os ind i sagen fra deres perspektiv.”
I frontlinjen, når EU-retten udvikles
Rass trækker ofte i advokatkappen og træder op foran EU-Domstolens dommere i Luxembourg for at procedere den danske stats interesser. Og det er en helt særlig oplevelse, som Rass stadig fascineres af:
”Det er helt anderledes kompakt og intenst end ved de danske domstole. Der er ofte meget på spil, når medlemsstaterne er uenige med Kommissionen og måske også med EU-Domstolens tidligere domme. Man fornemmer virkelig, at man er med ude ved frontlinjen, hvor jura, politik og forskellige kulturer løber sammen. Det er et fascinerende miljø – og så er det en helt anden procesform, som er meget mere interaktiv og konfrontatorisk.”
Netop EU-Domstolens procesform, som kræver et grundigt forarbejde, er noget, Rass værdsætter:
”At forberede og gennemføre en retssag ved EU’s domstole er enormt spændende. For advokaten handler det først og fremmest om at prøve at forudsige, hvad Domstolen vil interessere sig for, hvilke spørgsmål der vil blive stillet, og hvor vores egne svage punkter i sagen kunne være. Jeg har altid et beredskab af præcise, kortfattede svar på de mange spørgsmål, jeg forestiller mig, der måtte komme, og som vi typisk kun får 30-60 sekunder til at formidle – længere tid giver EU-Domstolen ikke. Det er en stor kommunikativ opgave. Det er sjovt, og man mærker, at adrenalinen kører.”