Højesteret: Drivhuskonstruktioner uden glas er ikke komplette drivhuse

Sagens baggrund

To selskaber importerede i 2015-2016 drivhuskonstruktioner af aluminium inkl. fittings (skruer og bolte mv.), men ekskl. dækmateriale i form af glas. Drivhusglasset blev importeret særskilt. 

Selskaberne angav konstruktionerne til fortoldning under toldtariffens position 9406 00 80 00 (toldsats på 2,7 %), som bl.a. omfattede præfabrikerede bygninger i form af komplette drivhuse med aluminiumskonstruktion. Baggrunden herfor var, at drivhuskonstruktionerne efter selskabernes opfattelse i det væsentlige fremtrådte som komplette drivhuse og derfor skulle fortoldes som sådanne efter toldtariffens almindelige tariferingsbestemmelse 2, litra a. 

SKAT (nu Toldstyrelsen) opkrævede i 2016 yderligere told, idet SKAT fandt, at de importerede varer skulle henføres til toldtariffens position 7610 90 90 00 (toldsats på 6 %), som bl.a. omfattede aluminiumskonstruktioner. SKATs afgørelser var begrundet med, at drivhuskonstruktionerne ikke i det væsentlige fremtrådte som komplette drivhuse, idet en væsentlig bestanddel af et drivhus, nemlig drivhusglasset, ikke var en del af de varer, som blev frembudt til fortoldning. 

Selskaberne påklagede SKATs afgørelser til Landsskatteretten, som gav selskaberne medhold. Landsskatterettens afgørelser var bl.a. begrundet med, at drivhusglasset skulle leveres til slutbrugeren sammen med konstruktionerne efter importen. 

Efter Landsskatterettens afgørelser fik selskaberne tilbagebetalt den efteropkrævede toldskyld, ligesom selskaberne fik udbetalt rentegodtgørelser.

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelser for domstolene, hvor sagerne blev henvist til førsteinstansbehandling ved Østre Landsret.

Skatteministeriet nedlagde påstande om, at selskaberne skulle (gen)indbetale den yderligere toldskyld, som SKAT havde efteropkrævet, men som efter Landsskatterettens afgørelser var blevet tilbagebetalt til selskaberne. Herudover nedlagde ministeriet påstand om, at selskaberne skulle tilbagebetale de rentegodtgørelser, som de havde fået udbetalt efter at have fået medhold i Landsskatteretten, med procesrenter fra sagernes anlæg. 

Østre Landsrets og Højesterets domme

Både Østre Landsret og Højesteret tog i første række stilling til tariferingen af de importerede drivhuskonstruktioner. Begge instanser fandt, at tariferingen skulle ske ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor varerne blev frembudt til fortoldning, og at drivhuskonstruktionerne ikke i det væsentlige fremtrådte som komplette drivhuse, idet drivhusglasset ikke var til stede på fortoldningstidspunktet. 

Begge instanser tog også stilling til, om der var grundlag for at fravige udgangspunktet i rentelovens § 8, stk. 1, om, at fordringshavers krav forrentes fra sagens anlæg.

Selskaberne gjorde gældende, at det var urimeligt, at kravet på tilbagebetaling af rentegodtgørelserne skulle forrentes fra sagernes anlæg, da tilbagebetalingskravet var opstået som følge af, at selskaberne havde fået medhold i Landsskatteretten, og da selskaberne – uden at erkende deres tilbagebetalingspligt – havde tilbudt at deponere de omtvistede beløb hos Skatteministeriet, mens retssagen verserede. Det var derfor selskabernes synspunkt, at forrentning skulle ske fra et senere tidspunkt end sagernes anlæg, jf. rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, hvorefter retten, hvor særlige forhold begrunder det, kan bestemme, at rente skal betales fra et senere tidspunkt.

Såvel landsretten som Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet i rentelovens § 8, stk. 1, og ministeriets krav blev således tillagt forrentning fra sagernes anlæg. Begge instanser lagde vægt på, at den foreliggende situation ikke kunne sidestilles med de omstændigheder, som er beskrevet i forarbejderne til rentelovens § 3, stk. 5. 

Hvad kan vi lære af Højesterets dom?

Højesterets dom viser, at tarifering skal ske ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor varerne frembydes til fortoldning. Det følger også af dommen, at en ukomplet vare ikke ”i det væsentlige” fremtræder som en komplet vare, hvis et væsentligt element mangler (her drivhusglasset), og dette gælder også, selvom et andet væsentligt element (her drivhuskonstruktionerne) er til stede ved varens frembydelse til fortoldning. 

Herudover viser dommen, at det forhold, at en skatte- eller afgiftspligtig får udbetalt et beløb efter at have fået medhold i en administrativ rekursinstans, og efterfølgende ved domstolene bliver dømt til at tilbagebetale beløbet, ikke i sig selv kan føre til, at Skatteministeriets krav på procesrenter skal beregnes fra et senere tidspunkt end sagens anlæg. Det gør i denne sammenhæng ingen forskel, at den skatte- eller afgiftspligtige tilbyder at deponere det omtvistede beløb hos Skatteministeriet uden samtidig at erkende sin skyld.

Skatteministeriets interesser blev varetaget af advokat Bodil Søes Petersen og advokat Rune Bo Holm Schønsted.

Læs mere om vores rådgivning inden for Skatter og afgifter.