Sagerne ved Højesteret angik, om aktier, som to pengeinstitutter ekstraordinært erhvervede i et realkreditinstitut i 2014 og 2017, skulle kvalificeres som næringsaktier efter aktieavancebeskatningslovens § 17, stk. 1, eller som anlægsaktier uden for pengeinstitutternes næringsbeholdning. Desuden angik sagerne den skattemæssige behandling af årlige optionspræmier, der var aftalt i forbindelse med en af aktieerhvervelserne. Højesteret stadfæstede begge landsretsdomme.
Næringsformodningen gælder uanset handlens omfang
Højesteret fastslog, at et pengeinstitut skal anses for at drive handelsnæring med aktier, uanset handlens omfang og uanset hvordan handlen gennemføres. Alle aktier, som et pengeinstitut erhverver, er derfor formodningsvis næringsaktier. For at afkræfte formodningen skal pengeinstituttet føre et meget sikkert bevis for, at erhvervelsen alene skete i anlægsøjemed og ikke tillige med videresalg for øje. Næringsformodningen er således ikke afkræftet, blot fordi pengeinstituttet også havde andre formål med erhvervelsen end at opnå gevinst ved videresalg.
Både interne og offentlige dokumenter viste, at pengeinstitutternes hensigt med aktieerhvervelserne tillige var at opnå et godt afkast i form af en årlig optionspræmie og en forventet gevinst ved videresalg som følge af værdistigning på aktierne.
Ejerskabet af de erhvervede aktier blev af Højesteret anset for midlertidigt, idet overdragelserne var tilrettelagt med en call-option og en efterfølgende forkøbsret for de sælgende pengeinstitutter samt en forkøbsret for realkreditinstituttet.
Højesteret fandt på den baggrund, at pengeinstitutterne ikke havde ført det fornødne meget sikre bevis for, at aktieerhvervelserne alene skete i anlægsøjemed og ikke tillige med videresalg for øje, hvorfor aktierne blev anset for næringsaktier. Højesteret fastslog også, at en oprindelig videresalgshensigt kun kan anses for opgivet, hvis pengeinstituttet fører et meget sikkert bevis herfor, og at langvarig besiddelse ikke i sig selv er tilstrækkeligt.
