Højesteretsdom om den skatteretlige betydning af selskabsretlig ugyldighed

Højesteret fastslår, at selskabsretlig ugyldighed og tilbagebetaling kan indebære, at der ikke er erhvervet endelig ret til modtagne beløb, og at beløbene derfor ikke er skattepligtige.

Højesteret fastslår, at selskabsretlig ugyldighed og tilbagebetaling kan indebære, at der ikke er erhvervet endelig ret til modtagne beløb, og at beløbene derfor ikke er skattepligtige.

Sagens baggrund

Der var i indkomstårene 2016 og 2017 foretaget en række betalinger fra et selskab til en skattepligtig, hans samlever og en række andre selskaber kontrolleret af den skattepligtige.

Skattemyndighederne havde truffet afgørelse om, at betalingerne skulle anses for løn fra det udbetalende selskab til den skattepligtige, hvilket var baseret på, at den skattepligtige kontrollerede det udbetalende selskab, og at betalingerne enten var tilgået den skattepligtige eller havde passeret hans økonomi.

Efter det udbetalende selskab var gået konkurs, blev der for så vidt angår en del af udbetalingerne anlagt en retssag af kurator om ugyldighed og tilbagebetaling imod både betalingsmodtagerne og den skattepligtige. I den pågældende sag blev der i 2022 afsagt dom om, at betalinger var ugyldige og skulle tilbagebetales som påstået, og dommen blev herefter opfyldt.

Den skattepligtige påstod beskatningen i 2016 og 2017 ophævet med henvisning til, at han ikke var skattepligtig af udbetalingerne omfattet af sagen om ugyldighed og tilbagebetaling.

Højesterets dom

Højesteret fandt, at der måtte lægges vægt på, at de dispositioner, som lå til grund for forhøjelsen af den skattepligtiges skatteansættelser for indkomstårene 2016 og 2017, ved endelig dom og efter påstand fra kurator i konkursboet var fastslået at være ugyldige, og at beløbene var tilbagebetalt. 

Højesteret fandt herefter, at den skattepligtige ikke kunne anses for at have erhvervet endelig ret til beløbene, jf. statsskattelovens § 4, og at den skattepligtige ikke var skattepligtig af disse beløb. Højesteret bemærkede, at ligningslovens § 16 A efter sin ordlyd alene omfatter udbytte, og at ligningslovens § 16 E efter sin ordlyd og forarbejder alene omfatter lån. Højesteret tiltrådte, at der derfor ikke var grundlag for at anvende ligningslovens § 16 A og § 16 E i den foreliggende sag.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom og frifandt den skattepligtige for Skatte- og Vækstministeriets påstand om tilbagebetaling af sagsomkostninger.

Skatte- og Vækstministeriets interesser for Højesteret blev varetaget af advokaterne Steffen Sværke og Mattias Chor.

Læs mere om vores rådgivning inden for Skatter og afgifter.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.