Et "ja" binder
Region Midtjylland, Region Syddanmark og 34 tilsluttede kommuner (herefter "RK") udbød rammeaftaler om urologiprodukter opdelt i en række delaftaler. Udbuddet var omfattet af IPI-foranstaltningen over for Kina, og kontrakten indeholdt bestemmelse om, at varer med oprindelse i Kina højst måtte udgøre 50% af kontraktens samlede værdi. Sagen vedrørte en enkelte delaftale, som omfattede timediuresæt.
RK tildelte først delaftalen til Vingmed. Under et efterfølgende afklaringsforløb iværksat på baggrund af en henvendelse fra en anden tilbudsgiver, Unoquip, bekræftede Vingmed imidlertid, at de tilbudte produkter var af kinesisk oprindelse, og at der burde ”laves en afvigelse af IPI”. På anmodning fra RK bekræftede Vingmed, at dette skulle forstås således, at de tilbudte produkter ikke kunne leveres i overensstemmelse med kontraktvilkåret. RK tilbagekaldte derfor tildelingsbeslutningen, afviste Vingmeds tilbud som ukonditionsmæssigt og tildelte kontrakten til Unoquip.
Et forbehold
Klagenævnet fastslog, at Vingmeds tilkendegivelse udgjorde et forbehold for opfyldelse af kontraktvilkåret. Det ændrede ikke herpå, at kontrakten indeholdt en bodsbestemmelse for manglende overholdelse.
Kendelsen afspejler, at bod er en sanktion for misligholdelse, ikke et alternativ til at opfylde et kontraktvilkår.
En senere erklæring kunne ikke føre til tilbagekaldelse af tildelingsbeslutningen
Efter den nye tildelingsbeslutning fremsendte Vingmed en producenterklæring, som bekræftede, at højst 50% af de leverede varer ville have oprindelse i Kina. Erklæringen indeholdt ikke dokumentation for eller præcisering af de oplysninger, som RK havde lagt til grund ved tildelingsbeslutningen, men var i direkte modstrid med Vingmeds tidligere tilkendegivelse og forklarede ikke, hvad der havde ændret sig, eller hvordan overholdelse af kontraktvilkåret skulle sikres. RK var derfor ikke forpligtet til at tilbagekalde tildelingsbeslutningen og genoptage evalueringen. Det ændrede ikke herpå, at kontrakten endnu ikke var indgået.
Kendelsen ligger på dette punkt i forlængelse af kendelsen af 30. juni 2026, Nordian ApS mod Region Hovedstadens Akutberedskab. Her kunne en tilbudsgivers efterfølgende tilbagekaldelse af en meddelelse heller ikke ændre resultatet, fordi tilbagekaldelsen skete efter tilbudsfristens udløb, og dokumentationen ikke forelå ved tilbudsafgivelsen.
Kendelserne understreger på linje med fast praksis, at tilbudsgivere bærer risikoen for egne tilkendegivelser.
Forskellige oplysninger begrunder forskellig konsekvens
Vingmed gjorde også gældende, at RK havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved at tildele kontrakten til Unoquip, hvis produkter ligeledes blev produceret i Kina ved tilbudsafgivelsen.
Klagenævnet anførte, at bestemmelsen var et kontraktvilkår, som skulle overholdes under kontraktens gennemførelse. Produkternes oprindelse ved tilbudsafgivelsen var derfor ikke i sig selv afgørende, idet Unoquip konkret havde redegjort for, at produktionen ville blive flyttet ud af Kina, således at Unoquip kunne sikre, at andelen af produkter med kinesisk oprindelse i kontraktperioden blev holdt under grænsen på 50%. Der forelå derfor ikke oplysninger, der gav RK grundlag for at antage, at Unoquip ikke kunne overholde kontraktvilkåret. RK havde derfor ikke handlet i strid med ligebehandlingsprincippet, da Unoquip ikke kunne anses for at have taget forbehold over for opfyldelse af kontraktvilkåret.


