En gruppe landmænd havde nedlagt påstand om, at Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelser i indsatsplanbekendtgørelsen og miljøbeskyttelsesloven er retsstridige. Højesteret fandt, at appellanterne ikke havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet deres påstande. Højesteret afviste derfor sagen i det hele.
En gruppe landmænd havde nedlagt påstand om, at Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelser i indsatsplanbekendtgørelsen og miljøbeskyttelsesloven er retsstridige. Højesteret fandt, at appellanterne ikke havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet deres påstande. Højesteret afviste derfor sagen i det hele.
En gruppe landmænd havde nedlagt påstande om, at regler i miljøbeskyttelsesloven og indsatsplanbekendtgørelsen, der har til formål at beskytte grundvandet i Danmark, er retsstridige.
Sagen for Højesteret angik, om appellanterne havde retlig interesse i at få prøvet deres påstande vedrørende indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 21 b.
Af indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, fremgår, at kommunalbestyrelsens afgørelse om rådighedsindskrænkninger efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, skal ske ud fra en samlet vurdering af de hydrogeologiske forhold samt arealanvendelsen, herunder f.eks. data fra vandanalyser, forekomst af miljøfremmende stoffer i grundvandet, stigende tendenser af nitrat, pesticider eller øvrige relevante stoffer, eller andre relevante forhold.
For så vidt angår indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, nedlagde appellanterne påstand om, at Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelsen er retsstridig, subsidiært og mere subsidiært, at bestemmelsen – med henvisning til forskellige konkrete forhold – er retsstridig i forhold til appellanterne.
I relation til appellanternes principale påstand bemærkede Højesteret, at påstanden måtte forstås sådan, at bestemmelsen er retsstridig i forhold til alle og enhver, og allerede som følge af den generelle udformning af påstanden, havde appellanterne ikke den fornødne retlige interesse i at få den prøvet.
Højesteret fandt heller ikke, at appellanterne havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet deres subsidiære og mere subsidiære påstande. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at der ikke over for nogen af appellanterne var truffet afgørelse om rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1.
Af bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 21 b, stk. 1, fremgår, at anvendelsen af pesticider, dyrkning og gødskning til erhvervsmæssige og offentlige formål ikke må foretages inden for en radius på 25 meter fra en boring, der indvinder grundvand til almene vandforsyninger.
For så vidt angår bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 21 b, nedlagde appellanterne påstand om, at Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelsen er retsstridig.
Højesteret anførte indledningsvist, at appellanter, der ikke ejede områder omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, allerede som følge heraf, var uden retlig interesse i prøvelsen af disse påstande.
For så vidt angik de appellanter, der ejede områder omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, bemærkede Højesteret, at påstanden måtte forstås sådan, at det skulle anerkendes, at bestemmelsen er retsstridig i forhold til alle og enhver, og allerede som følge af den generelle udformning af påstanden, havde appellanterne ikke den fornødne retlige interesse i at få den prøvet.
Sagen blev varetaget af Britta Moll Bown.
Læs mere om vores rådgivning inden for miljø og planlægning.
Partner, Advokat (H)