Sagens baggrund
Sagen angik ansøgning om landzonetilladelse til tilførsel af 33.300 m3 jord til et landbrugsareal på ca. 2 ha. Ansøgningen var begrundet med, at grundvandet stod højt på matriklen, hvorfor der ikke kan dyrkes juletræer på arealet, og ved at tilføre den ansøgte mængde jord, vil jordboniteten forbedres, hvormed produktionen kunne optimeres. Frederikssund Kommune gav afslag på landzonetilladelse, og dette blev påklaget til Planklagenævnet.
Planklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om jordtilførsel på størstedelen af matriklen, som før tilførslen af jord var konstateret uegnet til dyrkning af juletræer, og som tidligere, før man forsøgte at etablere en juletræsplantage, ud fra luftfotos sås at være blevet dyrket landbrugsmæssigt.
Nævnet vurderede, at det ikke kan anses som værende nødvendigt for den landbrugsmæssige drift at terrænregulere hele arealet i en sådan grad som ansøgt for at omdanne en mark til dyrkning af en bestemt afgrøde/sort.
Efter nævnets opfattelse kan en ansøgning om terrænregulering ikke alene begrundes i behovet for dyrkning af én bestemt afgrøde, når arealet i øvrigt må anses for egnet til dyrkning af sædvanlige landbrugsafgrøder, da det må være de konkrete jordbundsmæssige forhold der afgør, hvilke muligheder man har for dyrkning af jorden.


