Markedsføringsloven ændres for at bekæmpe greenwashing

Folketinget har den 20. maj 2025 vedtaget et lovforslag, der ændrer markedsføringsloven med henblik på at styrke forbrugerbeskyttelsen. Formålet med lovændringen er at modvirke vildledende markedsføring i form af f.eks. vildledende miljøanprisninger. Ændringerne udspringer af implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning. Denne nyhed giver dig et overblik over de væsentligste ændringer.

Folketinget har den 20. maj 2025 vedtaget et lovforslag, der ændrer markedsføringsloven med henblik på at styrke forbrugerbeskyttelsen. Formålet med lovændringen er at modvirke vildledende markedsføring i form af f.eks. vildledende miljøanprisninger. Ændringerne udspringer af implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning. Denne nyhed giver dig et overblik over de væsentligste ændringer.

Ændringerne til markedsføringsloven træder først i kraft den 27. september 2026. Forbrugerombudsmandens praksis afspejler dog allerede de kommende regler, der derfor allerede nu bør efterleves.

Nye definitioner

Den gældende markedsføringslov definerer ikke begreber specifikt relateret til miljømarkedsføring.

Med lovændringen indføres en række nye definitioner, herunder bl.a. ”miljøanprisning”, ”generisk miljøanprisning” og ”bæredygtighedsmærke”. 

Miljømarkedsføring, der kan være vildledende

Markedsføringslovens § 5 udvides med to nye former for markedsføring, der efter en konkret vurdering kan være vildledende og dermed ulovlige:  

  • Miljøanprisninger om fremtidige miljøpræstationer, hvis de ikke ledsages af klare, objektive og verificerbare forpligtelser og mål, der er dokumenteret i en realistisk og detaljeret gennemførelsesplan. En uafhængig tredjepartsekspert bør regelmæssigt overvåge den erhvervsdrivendes fremskridt.
  • Markedsføring af irrelevante fordele, der ikke følger af noget element ved produktet eller virksomheden, f.eks. en påstand om, at papirark ikke indeholder plast.

Miljømarkedsføring, der altid vil anses for vildledende

Markedsføringslovens bilag 1, der oplister former for handelspraksis, der altid er vildledende, udvides med flere forhold om klima og miljø, herunder bl.a.:

  • Fremvisning af bæredygtighedsmærker, der ikke er baseret på en certificeringsordning eller ikke er etableret af offentlige myndigheder.
    Det bliver ulovligt at anvende private bæredygtighedsmærker, som ikke er certificeret af en tredjepartsverifikationsordning.
  • Anvendelse af generiske miljøanprisninger uden at kunne påvise ”anerkendte fremragende miljøpræstationer”, som er relevante for hele anprisningen.

    Brug af generiske miljøanprisninger såsom ”miljøvenlig”, ”grøn” eller lignende udtryk vil være vildledende, medmindre der kan dokumenteres anerkendte fremragende miljøpræstationer, herunder bl.a. ved at overholde kravene til EU’s miljømærker eller andre officielt anerkendte miljømærkeordninger i EU’s medlemslande. 
  • Brug af udsagn om hele produktet/virksomheden, når fordelen kun vedrører dele heraf. 
    Det er vildledende at fremhæve miljøfordele ved hele virksomheden eller produktet, hvis fordelene kun vedrører en del heraf.
  • Omtale af fordele, der følger af lovgivningen, vil også være vildledende, hvis en virksomhed fremhæver krav, som i forvejen gælder for alle produkter i den pågældende produktkategori på EU-markedet, som noget særligt ved sit eget produkt.

Brug for hjælp?

Hvis du ønsker vejledning til, hvordan din virksomhed sikrer overholdelse af reglerne om miljømarkedsføring, eller har du brug for anden hjælp, er du meget velkommen til at kontakte en af vores specialister.

Læs mere om vores rådgivning inden for Markedsføringsret, forbrugerret og e-handel.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.