Kendelsen er et vigtigt bidrag til dansk praksis om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser under voldgiftsloven og New York-konventionen. Landsrettens afgørelse ligger i tråd med den nyligt afsagte kendelse fra Højesteret om tilsvarende problemstilling, og er særligt interessant, fordi Landsretten konkret når til en anden konklusion.
Fokus på faktisk meddelelse – ikke form
I marts 2025 cementerede Højesteret i U.2025.1922, at det er et fundamentalt princip, at en part skal have fået meddelelse om, at der er anlagt en voldgiftssag, og dermed haft mulighed for at fremføre sin sag. Det afgørende er, om parten faktisk har fået meddelelsen – ikke i hvilken form. Bevisbyrden for manglende meddelelse påhviler den part, der påstår ikke at have modtaget den. Som følge af en parts mulighed for at føre bevis for noget, der ikke er sket dog således, at der ”normalt vil være grund til at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, har fået meddelelse om voldgiftssagen”.
Hvor Højesteret fandt, at skyldner i den sag ikke havde fået behørig meddelelse, lagde Østre Landsret vægt på, at de kinesiske domstole havde anset voldgiftskendelsen for forkyndt, at der forelå dokumentation for at breve var afleveret på adresser i Kina og Danmark, som indklagede selv havde oplyst henholdsvis var registreret på, samt at skyldneren notorisk havde deltaget i en chat-korrespondance med klageren, hvor klageren havde fremsendt oplysninger om voldgiftssagen til skyldneren.
Indklagede i voldgiftssagen påstod desuden at anerkendelse og fuldbyrdelse skulle nægtes fordi dennes underskrift på aftalen, hvori voldgiftsbestemmelsen indgik var falsk. Landsretten afviste, bl.a. under inddragelse af en af skyldneren fremlagt grafologisk erklæring med usikkert resultat, disse indsigelserne og fandt det bevist, at der var indgået en gyldig voldgiftsaftale.
Sagen blev håndteret af Christian Bo Kolding-Krøger og Sofie Schrøder-Andreasen.


