Vestre Landsret: Et fundament er ikke en bygning

Vestre Landsret har i en principiel sag fastslået, at levering af en byggegrund med et støbt fundament er momspligtig.

Vestre Landsret har i en principiel sag fastslået, at levering af en byggegrund med et støbt fundament er momspligtig.

Sagens baggrund

Sagen angik et interessentskab, som i 2006 havde erhvervet en ejendom (tidligere campingplads), der efterfølgende blev udstykket. I løbet af 2010 påbegyndte interessentskabet støbning af fundamenter til beboelsesbygninger på de udstykkede matrikler. Interessentskabet foretog i 2015 et apportindskud af de udstykkede grunde til et anpartsselskab, der var ejet af interessenterne. Grundene var alene forsynet med de støbte fundamenter, da apportindskuddet fandt sted. 

Ved en lov fra 2009, der trådte i kraft 1. januar 2011, indførtes moms på salg af nye bygninger og nye bygninger med tilhørende jord samt byggegrunde. Af lovens forarbejder fremgik, at hvis et byggeri blev solgt den 1. januar 2011 eller senere, men byggeriet var påbegyndt inden denne dato ved indledning af støbning af fundament, ville salget være momsfritaget efter den indtil 1. januar 2011 gældende momslov. 

Af forarbejderne til ændringsloven og en ændringsbekendtgørelse fra 2010, der trådte i kraft samtidig med ændringsloven, fulgte, at en ejendom, der på leveringstidspunktet skulle kvalificeres som en byggegrund, var omfattet af momspligten, hvis der var indgået bindende købsaftale den 1. januar 2011 eller senere.

Sagens hovedspørgsmål var på den baggrund, om et fundament kan anses for en bygning i momsmæssig forstand med den virkning, at interessentskabets apportindskud til anpartsselskabet måtte anses for en levering af nye bygninger med tilhørende jord, der var momsfriaget efter de tidligere gældende regler, da støbningen af fundamenterne var påbegyndt inden 1. januar 2011.

Præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen

Vestre Landsret forelagde et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af bygningsbegrebet i momssystemdirektivet. I en dom af 7. november 2024 (sag C-594/23) udtalte Domstolen, at et fundament ikke er en bygning i momsmæssig forstand.

Vestre Landsrets dom

Vestre Landsret gav Skatteministeriet medhold i, at apportindskuddet var en momspligtig levering af byggegrunde, da et fundament ikke er en bygning. Landsretten henviste til EU-Domstolens afgørelse. 

Landsretten fandt, at ikrafttrædelsesbestemmelserne i ændringsloven fra 2009 og den tilhørende ændringsbekendtgørelse fra 2010 medførte, at leveringen foretaget i 2015 var momspligtig i henhold til de regler, der trådte i kraft 1. januar 2011. Der var ikke holdepunkter for en anden forståelse i lovens forarbejder. Det var således uden betydning, at støbningen af fundamenterne var påbegyndt inden 1. januar 2011.

Ingen bindende administrativ praksis

Interessentskabet fik ikke medhold i, at der forelå en bindende administrativ praksis, som interessentskabet kunne støtte ret på, der gav interessentskabet krav på momsfritagelse i strid med loven, da retsopfattelsen i en påberåbt afgørelse fra Landsskatteretten klart ikke var forenelig med det overordnede retsgrundlag, dvs. momssystemdirektivet og den dagældende momslov.

Ikke tale om en virksomhedsoverdragelse

Landsretten fandt på baggrund af bevisførelsen, at apportindskuddet ikke udgjorde en (momsfri) virksomhedsoverdragelse i momsmæssig forstand ud fra de kriterier, der er fastlagt i Domstolens praksis. Apportindskuddet af byggegrundene var derfor momspligtigt.

Sagen blev varetaget af David Auken og Søren Horsbøl Jensen.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.