Bortvisning af offentligt ansat først gældende ved endelig beslutning

NYT OM HVORNÅR EN BORTVISNINGEN FÅR VIRKNING

Højesteret har den 3. september 2024 taget stilling til, hvornår en bortvisning af en offentligt ansat, hvor der skal foretages partshøring, kan tillægges virkning.

Efter afgørelsen i landsretten blev der givet tilladelse til anke af sagen til Højesteret

Dommen fra Højesteret er vigtig, da både by- og landsretten var nået til et andet resultat.

DEN KONKRETE SAG

Sagen vedrører en omsorgsmedhjælper, A, som siden 2009 havde været ansat på et botilbud i en kommune. Den 18. marts 2021 opstod der episode på arbejdspladsen, hvor A i forbindelse med en konflikt med en kvindelig kollega greb hårdt fat i kollegaens nakke og fastholdt grebet i cirka 30 sekunder. Kommunen blev opmærksom på hændelsen den 23. marts 2021, og A blev samme dag suspenderet fra sin stilling.

Den 24. marts 2021 blev A indkaldt til en tjenstlig samtale, som blev afholdt den 25. marts 2021. Under samtalen benægtede A den beskyldte adfærd, og hans advokat anmodede om aktindsigt i sagen.

Den 26. marts 2021 modtog A et partshøringsbrev fra kommunen, hvor det blev meddelt, at man påtænkte at bortvise ham med virkning fra dags dato, og at han indtil videre var fritaget for tjeneste. A anmodede om udsættelse af høringsfristen, som blev imødekommet, og fristen blev forlænget til den 8. april 2021.

På baggrund af A’s indsigelser blev der foretaget yderligere undersøgelser, hvorefter A den 15. april 2021 modtog en skriftlig meddelelse om, at han var bortvist med virkning fra den 26. marts 2021 (datoen for høringsbrevet).

A’s fagforening indledte herefter en sag mod kommunen med krav om betaling af løn for perioden mellem den 27. marts og den 15. april 2021 samt godtgørelse for uberettiget bortvisning. Kommunen nedlagde påstand om frifindelse.

BY- OG LANDSRETTEN FRIFANDT KOMMUNEN

Byretten fandt, at A’s adfærd udgjorde en sådan væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, at dette berettigede kommunen til at bortvise ham. Retten mente desuden, at kommunen ikke havde fortabt retten til at bortvise A grundet passivitet. Byretten fandt også, at bortvisningen i hvert fald kunne have virkning fra den 26. marts 2021, hvor A modtog partshøringsbrevet, hvori det var anført, at kommunen havde til hensigt at bortvise med virkning fra brevets dato. Landsretten var enig i byrettens vurdering og stadfæstede dommen.

HØJESTERET ÆNDREDE BY- OG LANDSRETTENS DOM

For Højesteret var det centrale spørgsmål, om kommunen var berettiget til at lade bortvisningen den 15. april 2021 få lønmæssig virkning fra høringsbrevets dato, den 26. marts 2021, eller om A havde krav på løn i perioden indtil den 15. april 2021.

Højesteret lagde i sin afgørelse vægt på, at den faktiske bortvisning først skete den 15. april 2021, og at A’s ansættelsesforhold derfor ikke kunne anses for ophørt før denne dato. Dette medførte, at kommunen var forpligtet til at udbetale løn til A frem til den 15. april, medmindre der forelå særlige omstændigheder, der kunne føre til et andet resultat.

Selvom kommunen i partshøringsbrevet af 26. marts 2021 havde angivet, at den påtænkte bortvisning skulle have virkning fra denne dato, og at A var fritaget for tjeneste, vurderede Højesteret, at disse forhold ikke kunne føre til, at kommunen ensidigt kunne fratage A hans ret til løn i perioden fra den 27. marts til den 15. april 2021, hvor hans ansættelsesforhold fortsat bestod. Højesteret fandt heller ikke, at der forelå andre omstændigheder, som kunne begrunde, at A skulle miste sin løn for denne periode.

På denne baggrund konkluderede Højesteret, at kommunen ikke var berettiget til at tillægge bortvisningen lønmæssig virkning fra den 26. marts 2021. Højesteret fandt således, at A havde krav på løn indtil den 15. april 2021, hvor bortvisningsafgørelsen blev truffet og meddelt.

Hermed ændrede Højesteret landsrettens afgørelse, hvor kommunen havde fået medhold i, at bortvisningen kunne have virkning allerede fra høringsbrevets dato.

HVAD VISER DOMMEN?

Højesterets afgørelse fastslår, at en bortvisning ikke kan tillægges virkning fra datoen for et partshøringsbrev men først fra den dato, hvor den endelige afgørelse om bortvisning træffes og meddeles medarbejderen. Det understreges dermed, at offentlige arbejdsgivere ikke kan unddrage sig forpligtelsen til at betale løn i perioden frem til den formelle afgørelse om, at ophævelse af ansættelsesforholdet er truffet, selvom medarbejderen er suspenderet.

Højesteret åbner dog en lille dør for, at der kan være ”særlige omstændigheder, der kan føre til et andet resultat.” Højesteret kommer dog ikke med uddybning af, hvad sådanne særlige tilfælde kunne være, så mulighederne må anses for at være meget begrænsede.

Dommen klargør retsstillingen omkring partshøringens betydning i bortvisningssager og sikrer, at medarbejdere ikke uberettiget kan miste deres løn i en periode, hvor ansættelsesforholdet formelt set stadig består.