EU-Domstolens dom
Under retssagens forberedelse har Vestre Landsret forelagt et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen om forståelsen af det momsretlige bygningsbegreb, hvilket beror på en fortolkning af artikel 12 i momssystemdirektivet.
Domstolen har nu besvaret det stillede spørgsmål med, at artikel 12 skal fortolkes således, at en transaktion i form af levering af en grund, hvorpå der på tidspunktet for denne levering udelukkende er opført et fundament til en beboelsesbygning, udgør levering af en ”byggegrund” i denne artikels forstand.
Domstolen udtalte, at direktivet som udgangspunkt definerer bygningsbegrebet bredt som ”enhver grundfast konstruktion”, og at det således ikke kan udelukkes, at en sådan definition, isoleret set, ville kunne fortolkes således, at den omfatter fundamenter.
Domstolen bemærkede også, at et fundament til en bygning er ét af de elementer, der udgør en bygning, og derfor, efter en almindelig sproglig forståelse, kan siges at udgøre en ”del af en bygning” som nævnt i direktivet.
Når Domstolen så alligevel kom frem til, at et fundament ikke kan anses for en ”bygning” eller en ”del af bygning”, skyldes det, at direktivet henviser til den ”første indflytning” som kriterium for, hvornår en bygning er ’ny’. Kriteriet sigter ifølge Domstolen til den første gang, bygningens ejer eller lejer tager bygningen eller en del af bygningen i brug, dvs. det tidspunkt, hvor bygningen eller en del af bygningen forlader produktionsprocessen og bliver et forbrugsgode. Ifølge Domstolen kan der være tale om levering af en ”del af bygning”, når f.eks. en bygning bestående af lejligheder leveres etapevis.
Domstolen henviste dernæst til, at et fundament ikke gøres til genstand for en ”indflytning”, og at støbningen af et fundament ikke markerer afslutningen på en byggeproces. Derfor kan et fundament ikke anses for en ”bygning” eller en ”del af bygning” i momsmæssig forstand.
