Højesterets dom
For det første fastslår Højesteret, at Domstolsprøvelsen af konkurrencemyndighedernes afgørelser fuldt ud omfatter det faktuelle grundlag og retsanvendelsen, mens tilsidesættelse af vurderinger, der i det væsentlige bygger på et konkurrencemæssigt skøn, forudsætter et sikkert grundlag. Det påhviler som udgangspunkt den, der anfægter myndighedernes skøn, at godtgøre, at der foreligger mangler ved grundlaget for skønsudøvelsen, og at manglerne har haft betydning for afgørelsens indhold. Højesteret anfører konkret, at afgrænsningen af det relevante marked og dominansvurderingen beror på et konkurrencemæssigt skøn. Tilsvarende synes forudsat om vurderingen af, hvorvidt leveringsnægtelsen har været egnet til at udelukke den effektive konkurrence på markedet.
For det andet fastslår Højesteret, at det ved afgrænsningen af det relevante marked ifølge det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip og artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 påhviler konkurrencemyndighederne at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne foretage disse skønsmæssige vurderinger, herunder at sikre sig, at de indhentede oplysninger er tilstrækkelige til at kunne træffe afgørelse, og at der er en sådan sikkerhed om oplysningernes pålidelighed, at det er forsvarligt at træffe afgørelse. Højesteret bemærker, at det må afgøres fra sag til sag, hvilke oplysninger der skal indhentes, idet dette afhænger af bl.a. omstændighederne i den enkelte sag, herunder sagens forløb og de involverede parters adfærd. Højesteret tiltræder konkret, at de foretagne undersøgelser var tilstrækkelige, og at der derfor med rette var afgrænset et særskilt marked for unikke reservedele til Deutz-motorerne, som kun kunne skaffes via Deutz og Deutz’ forhandlernetværk.
For det tredje finder Højesteret, at konkurrencemyndighederne med rette havde lagt til grund, at Deutz i 2010 iværksatte leveringsnægtelse og hindring af parallelhandel til Fleco med henblik på at forhindre Fleco i at opfylde sin kontrakt med DSB. Højesteret lægger vægt på, at en ledende medarbejder i Deutz havde bestemt, at ”døren” skulle lukkes, og at hans medarbejdere skulle forsøge at ”skubbe forretningen over til DMN”, og på det efterfølgende forløb, som viser, at beslutningen blev effektueret konsekvent og systematisk af Deutz, herunder med sletning af reservedele i Deutz’ bestillingssystem, løbende monitorering af blokeringens effektivitet samt kontakt til blandt andet DMN om blokeringen.
Dernæst fastslår Højesteret for det fjerde, at konkurrencemyndighederne med rette har lagt til grund, at Deutz og DMN den 20. juli 2010 indgik en aftale om, at Deutz skulle hindre parallelimport og passivt salg af reservedele fra Deutz’ forhandlernetværk til brug for renovering og vedligehold af motorerne i DSB’s IC3-tog. Denne aftale skulle sikre DMN absolut områdebeskyttelse, og aftalen rummede derfor efter sin karakter i den givne markedsmæssige sammenhæng objektivt bedømt et sådant potentiale af konkurrenceskadelige virkninger, at det ikke er fornødent at påvise faktisk indtrådte skadevirkninger. Aftalen havde derfor til formål at begrænse konkurrencen.
Spørgsmålet var herefter, om aftalen var omfattet af den vertikale gruppefritagelse. På dette punkt havde Kommissionen afgivet et indlæg til Højesteret i henhold til artikel 15 i forordning 1/2003. Kommissionen anvender kun denne ret i ganske få tilfælde. Det er første gang, at dette er sket i en dansk sag. Højesteret finder i dommen, at den vertikale gruppefritagelse ikke er anvendelig, allerede fordi Deutz havde en markedsandel på 100 % på det relevante marked, jf. gruppefritagelsens artikel 3. Højesteret bemærker derudover, at aftalen – hvis den ikke var undtaget gruppefritagelsen allerede i medfør af gruppefritagelsens artikel 3 – ville være undtaget gruppefritagelsen efter sin karakter, uanset at aftalen ikke går ud på at forbyde DMN selv, men andre af Deutz’ forhandlere, at foretage passivt salg til DSB.
Endelig afviser Højesteret, at der er begået fejl, der kan antages at have haft betydning for konkurrencemyndighedernes afgørelser.
Konkurrencemyndighedernes interesser i sagen blev varetaget af bl.a. Jacob Pinborg og Rachel Scheele.
