Mellemkommunal refusion: ny principiel dom om refusion for udgifter til førtidspension

Sagens faktum

Den konkrete sag angik refusion for udgifter til førtidspension for i alt tre borgere, og parterne var enige om, at betingelserne i den dagældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 2 og 5 (om medvirken og fristvalg), jf. stk. 1, var opfyldt for de tre borgeres vedkommende.

Parterne var i øvrigt enige om faktum i sagen, og sagens tema var afgrænset til at omhandle spørgsmålet om, hvorvidt særreglen i den dagældende § 9 c, stk. 8 (6-årsreglen), skal forstås som en begrænsning af refusionsretten efter dagældende § 9 c, stk. 2 og 5, eller om den alene har relevans i de tilfælde, hvor der ikke i forvejen består et refusionskrav efter disse bestemmelser.

Rettens vurdering

Landsretten lægger til grund, at retten til refusion efter den dagældende § 9 c, stk. 1, omfatter udgifter til førtidspension. Landsretten konstaterer, at dette resultat følger direkte af bestemmelsernes ordlyd og har støtte i forarbejderne.

Landsretten konstaterer dernæst, at den dagældende bestemmelse i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 8, sidste pkt., om, at ”Refusion efter stk. 2, 3, 5 og 6 udskyder retten til refusion efter 1. og 2. pkt.” efter sin ordlyd må forstås sådan, at stk. 8, 1. pkt., og dermed 6-årsfristen, først får betydning, når der ikke længere er krav på refusion efter stk. 2, 3, 5 og 6. 

Landsretten fandt således, at kommunen, som i overensstemmelse med Ankestyrelsens dagældende praksis, havde fortolket reglerne således, at udgifterne til førtidspension skulle behandles efter den særlige 6-årsregel i stk. 8, skulle afholde udgifterne til førtidspension for de tre borgere.

Landsretten tog også stilling til to tilbagebetalingskrav, som var opkrævet og betalt i overensstemmelse med Ankestyrelsens dagældende praksis. Landsretten fandt, at de afholdte udgifter til førtidspension skulle tilbagebetales, idet det efter landsrettens opfattelse var i strid med det dagældende retsgrundlag at kræve betaling. Når betaling er modtaget i strid med retsgrundlaget, er det klare udgangspunkt, at beløbene skal tilbagebetales. Landsretten fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

Vores bemærkninger om dommens betydning

Dommen er selvsagt interessant, fordi den tilsidesætter Ankestyrelsens dagældende mangeårige praksis.

Siden offentliggørelsen af nyhedsbrevet den 25. november 2019, som senere blev revideret ad flere omgange, har området været genstand for fortolkningstvivl og dermed frustrationer blandt landets kommuner. 

Frustrationerne blandt landets kommuner er i perioden blevet forstærket af det forhold, at kommunernes IT-systemer (KMD, SPK og senere KP) først begyndte at administrere reglerne i overensstemmelse med nyhedsbrevet af 25. november 2019 en gang i løbet af 2022, hvilket har medført en lang række problemstillinger og tvister. 

Ved lovændringerne i 2020 og 2023 og forarbejderne hertil forsøgte lovgiver at redegøre nærmere for Ankestyrelsens fortolkning af reglerne. På trods af lovændringerne og forarbejderne hertil opstod der dog fortsat tvivl om fortolkningen af de dagældende regler blandt landets kommuner.

Ved landsrettens dom er der nu sat et foreløbigt punktum, og det er vores vurdering, at dommen ikke giver anledning til fortolkningstvivl. Refusionspligten efter dagældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 2 og 5, jf. stk. 1, omfatter således udgifter til førtidspension, og den dagældende 6-årsregel i § 9 c, stk. 8, begrænser ikke denne refusionspligt, når betingelserne for refusion i øvrigt er opfyldt.   

Der er nu gået snart 2,5 år siden lovændringen den 1. januar 2024, hvorved lovgiver fandt det nødvendigt eksplicit at præcisere retstilstanden og ændre ordlyden af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 8. I de sager, hvor der ikke er indgået suspensionsaftaler om refusion for førtidspension, er kravene på nuværende tidspunkt begrænset til en periode på cirka seks måneder. 

Eventuelle krav om tilbagebetaling af førtidspension forældes løbende, og der er derfor god grund til at få afbrudt forældelsen, hvis der på baggrund af landsrettens dom måtte bestå et refusions- og/eller tilbagebetalingskrav.

Landsrettens dom åbner op for spørgsmålet om, hvorvidt 6-årsreglen i visse sager skal genberegnes, eller med andre ord anses for at være udskudt, eventuelt helt frem til lovændringen i januar 2024. Hvis det er tilfældet, løber 6-årsreglen frem til 2030, og der er i så fald åbnet op for, at der kan rettes refusionskrav for perioden frem til den 1. januar 2030.

Dommen er endnu ikke endelig, og fordi sagen er henvist til landsretten i første instans, er der fri adgang til at indbringe sagen for Højesteret.

Sagen blev for kommunen ført af partner og advokat Aleksander Lind, Poul Schmith.