Principiel kendelse sætter grænse for vandselskabers adgang til ekstra tillæg på op til 5 mia. kr.

En principiel kendelse fra Konkurrenceankenævnet slår fast, at vandselskaber ikke kan få dækket de samme omkostninger to gange gennem deres økonomiske rammer. Kendelsen afklarer reglerne for overgangen til et nyt kontrolsystem og kan få betydning for op til 5 mia. kr. i potentielle ekstraopkrævninger hos forbrugerne.

En principiel kendelse fra Konkurrenceankenævnet slår fast, at vandselskaber ikke kan få dækket de samme omkostninger to gange gennem deres økonomiske rammer. Kendelsen afklarer reglerne for overgangen til et nyt kontrolsystem og kan få betydning for op til 5 mia. kr. i potentielle ekstraopkrævninger hos forbrugerne.

Konkurrenceankenævnet har den 5. oktober 2026 stadfæstet Vandsektortilsynets afgørelse af 29. september 2025 om den økonomiske ramme for 2024 for HOFOR Spildevand Vallensbæk A/S (herefter HOFOR). Nævnet slår hermed fast, at vandselskaber ikke kan opnå yderligere tillæg til dækning af omkostninger, som allerede er dækket i den økonomiske ramme, og dermed opnå dobbeltdækning.

Den økonomiske ramme sætter et loft over selskabets årlige indtægter med henblik på at dække nødvendige og effektive omkostninger. Rammen begrænser dermed, hvor meget selskabet samlet kan opkræve hos forbrugerne. Et yderligere tillæg til omkostninger, som allerede er dækket i rammen, ville give plads til ekstra opkrævning uden et tilsvarende behov for omkostningsdækning.

Sagens baggrund

Sagen udspringer af en ny bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber, der trådte i kraft 1. januar 2025. De nye regler ændrede tidspunktet for indregning af visse tillæg i selskabernes økonomiske rammer. Hvor tillæg til bl.a. afgifter og køb af ydelser fra andre vandselskaber tidligere blev indregnet i den økonomiske ramme på baggrund af omkostninger fra to år tidligere, skal de efter de nye regler som udgangspunkt indregnes i forbindelse med kontrollen af det år, hvori omkostningerne faktisk blev afholdt.

Da Vandsektortilsynet i oktober 2023 fastsatte HOFORs økonomiske ramme for 2024, blev der allerede på det tidspunkt indregnet ca. 5,68 mio. kr. til afgift til tilsynsmyndigheden og køb af ydelser fra andre vandselskaber. I april 2025 ansøgte selskabet om yderligere ca. 5 mio. kr. i tillæg for de samme omkostningskategorier efter de nye regler. Vandsektortilsynet afviste ansøgningen, fordi omkostningerne allerede var fuldt dækket i rammen.

Ingen adgang til dobbeltdækning

HOFOR gjorde gældende, at selskabet efter de nye regler havde et retskrav på de yderligere ca. 5 mio. kr. i tillæg, og at det var en tilsigtet konsekvens af regelændringen, at vandselskaberne i overgangsårene ville modtage tillæg efter de nye regler, selv om de samme omkostninger allerede indgik i den tidligere fastsatte ramme.

Konkurrenceankenævnet var ikke enig med HOFOR og tiltrådte Vandsektortilsynets afgørelse og begrundelse. Nævnet lagde vægt på, at et yderligere tillæg på ca. 5 mio. kr. ville indebære, at selskabet fik godkendt betaling for de samme omkostninger to gange. Det er i strid med de grundlæggende regler om, at den økonomiske ramme fastsættes med henblik på dækning af nødvendige og effektive omkostninger, og at vandselskaber ikke kan opkræve mere end nødvendigt hos forbrugerne.

Nævnet afviste endvidere HOFORs argument om, at dobbeltindregning var tilsigtet. Overgangsreglerne handler alene om, hvornår allerede godkendte beløb opkræves – ikke om, at de samme omkostninger kan godkendes to gange.

Betydning for hele vandsektoren

Kendelsen har principiel betydning for vandselskaber i hele landet. Ifølge Vandsektortilsynets opgørelser, som er omtalt i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressemeddelelse af 13. oktober 2026, kunne de største drikkevands- og spildevandsselskaber samlet have fået adgang til at opkræve op til 5 mia. kr. ekstra hos forbrugerne for 2024 og 2025, hvis selskaberne havde været berettiget til dobbeltdækning i overgangsperioden.

Kendelsen afklarer dermed et centralt fortolkningsspørgsmål om overgangen til det nye kontrolsystem. Den understreger samtidig, at omkostninger ikke kan dækkes to gange gennem vandselskabernes økonomiske rammer.

Vandsektortilsynets interesser for Konkurrenceankenævnet blev varetaget af advokat Heidi Augusta Jensen og advokat Jesper Nørøxe.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.