Hvem skal håndhæve reglerne?
Som følge af det særlige fokus på GPAI-systemer har parterne fundet det nødvendigt at oprette et såkaldt AI-kontor under Kommissionen, som får til opgave at føre tilsyn med de mest avancerede AI-modeller, bidrage til at fremme standarder og testpraksis og håndhæve de fælles regler i alle medlemsstater. Kontoret vil blive understøttet af et videnskabeligt panel af uafhængige eksperter.
Derudover skal der udpeges en eller flere nationale tilsynsmyndigheder, som skal sikre AI-forordningens anvendelse og gennemførelse. Det er på nuværende tidspunkt uafklaret, hvilken eller hvilke myndigheder i Danmark, som kommer til at varetage denne opgave.
Foranstaltninger til støtte for innovation
Aftalen mellem parterne omfatter også en række foranstaltninger til støtte for innovation, der samtidig tager hensyn til at lette de administrative byrder for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og start-up-virksomheder. Det drejer sig bl.a. om etablering af reguleringsmæssige sandkasser, som har til formål at skabe et kontrolleret forsøgs- og prøvningsmiljø i udviklingsfasen forud for omsætning af innovative AI-systemer, herunder bl.a. prøvning under faktiske forhold.
Sanktioner/bøder
AI-forordningen fastsætter særdeles skrappe bøder for overtrædelse af reglerne. Manglende overholdelse af reglerne i AI-forordningen kan således føre til bøder, der spænder fra 35 millioner euro eller 7% af den globale omsætning til 7,5 millioner eller 1,5 % af omsætningen, afhængigt af overtrædelsen og virksomhedens størrelse.
Der er dog fastsat mere forholdsmæssige lofter for administrative bøder til SMV'er og nystartede virksomheder i tilfælde af overtrædelser af AI-forordningen.
Næste skridt mod ikrafttrædelse af forordningen
Næste skridt er, at den foreløbige aftale formelt skal godkendes i både Europa-Parlamentet og Rådet, og vil træde i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i EU-Tidende. Først derefter vil AI forordningen være endeligt vedtaget.
Når AI-forordningen er endeligt vedtaget, vil den finde anvendelse 2 år efter forordningens ikrafttræden.
Dog vil forbuddene mod bestemte AI-systemer i forordningens artikel 5 allerede finde anvendelse efter 6 måneder, mens reglerne om kunstig intelligens til generelle formål finder anvendelse 12 måneder efter ikrafttrædelse.
Kommissionen vil i overgangsperioden lancere en AI-pagt, som har til formål at opmuntre virksomheder og organisationer mv. til på frivillig basis at implementere AI-forordningens krav forud for den lovbestemte frist på to år.
Forberedelserne starter nu
I den mellemliggende periode vil alle, der udbyder eller bruger AI-systemer, skulle forberede sig på at kunne leve op til AI-forordningens krav, herunder identificere, hvilken aktørrolle de har i henhold til forordningen, samt hvilken type AI-system der er tale om.
Aktiviteter, der kan hjælpe forberedelsesprocessen i gang, er bl.a. følgende:
- Fokus på compliance med databeskyttelsesreglerne
Mange AI-systemer vil være omfattet af databeskyttelsesreglerne, som allerede gælder i dag. Hvis man som virksomhed eller myndighed lever op til disse regler i forbindelse med brugen af AI-systemer, er man godt på vej, da databeskyttelsesforordningen og AI-forordningen varetager mange af de samme hensyn og regulerer flere af de samme emner, såsom data governance, risikohåndtering og sikkerhed.
- Kortlæg den nuværende brug af AI-systemer
I det omfang man som virksomhed eller myndighed allerede har AI-systemer som en del af sit systemlandskab, bør man vurdere, om systemerne vil være forbundet med uacceptabel risiko, høj risiko, begrænset risiko, eller lav eller minimal risiko. Det vil sikre, at man kan forberede sig på omfanget af krav til de pågældende systemer, herunder om brugen af AI-løsningen er forbudt.
- Tænk AI-forordningen ind i nye AI-systemer
Hvis man påtænker at udvikle eller anskaffe nye AI-systemer, bør man fastlægge, hvilken aktørrolle man har for at kortlægge sine forpligtelser. Derudover bør AI-forordningens krav tænkes ind i udviklingsaktiviteter og i kontrakter med leverandører af AI-systemer.
- Påbegynd uddannelse af medarbejdere
Det er centralt, at medarbejdere i organisationen bliver opmærksomme på, hvornår de har at gøre med AI-systemer, samt kan identificere og håndtere reglerne og de risici, der er forbundet med løsningerne.