Nedsat kapitalkrav for anpartsselskaber (ApS)
Lovforslaget indeholder et forslag om, at minimumskravet til anpartsselskabers selskabskapital nedsættes fra 40.000 kr. til 20.000 kr.
Den foreslåede ændring af kapitalkravet for anpartsselskaber medfører, at anpartsselskaber fremover vil kunne stiftes med en selskabskapital på 20.000 kr. Indbetalingen kan enten ske kontant eller ved indskud af andre værdier end kontanter, såfremt værdien er svarende til 20.000 kr. Eksisterende anpartsselskaber vil desuden kunne nedsætte selskabskapitalen til minimumskapitalen efter selskabslovens regler om kapitalnedsættelser og dermed frigive bundne reserver.
Det nuværende minimumskrav til anpartsselskabers selskabskapital er fastsat i selskabslovens § 4, stk. 2, hvorefter anpartsselskabers selskabskapital skal være mindst 40.000 kr., og minimum 25% af selskabskapitalen skal til enhver tid være indbetalt, dog mindst 40.000 kr. jf. selskabslovens § 33, stk. 1.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at nedsættelsen af minimumkapitalkravet til anpartsselskabers selskabskapital vil medføre, at adgangen til at drive erhverv i selskabsform bliver lettere - særligt for iværksættere, der ikke kan leve op til et kapitalkrav på 40.000 kr.