GODTGØRELSE EFTER FUL § 2 B
En funktionær med mindst 1 års anciennitet har i medfør af funktionærlovens § 2 b krav på en godtgørelse, hvis denne uberettiget bliver opsagt eller bortvist af arbejdsgiveren. Bestemmelsen finder tillige anvendelse ved væsentlige stillingsændringer, der ikke accepteres, og hvor funktionæren derfor anses for opsagt af arbejdsgiveren.
Reglen blev indført i 1964 som et værn mod usaglige afskedigelse og tager ifølge forarbejderne sigte på tilfælde, hvor arbejdsgiveren har opsagt medarbejderen.
Det fremgår hverken af ordlyden eller forarbejderne til bestemmelsen, om reglen kan påberåbes af en medarbejder, der selv opsiger eller ophæver ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens misligholdelse.
Problemstillingen blev berørt i sag B-1278-13, hvor Østre Landsret ved dom af 16. juni 2014 fandt, at en medarbejder ikke kunne påberåbe sig funktionærlovens § 2 b, hvor ansættelsesforholdet først var blevet ophævet af medarbejderen og dernæst ophævet af arbejdsgiveren. I afgørelsen blev der ikke direkte taget stilling til det principielle spørgsmål, men afgørelsen tyder på, at det også i denne sag blev fundet, at en funktionær ikke har ret til godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b, når denne selv har ophævet sit ansættelsesforhold, selvom ophævelsen er berettiget.
Østre Landsret har den 19. marts 2024 afsagt dom i sag BS-28125/2022-OLR, der vedrørte krav om godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b fremsat af en medarbejder, som selv havde ophævet ansættelsesforholdet grundet arbejdsgiverens misligholdelse.
Sagen var af byretten henvist til landsretten som principiel efter retsplejelovens § 226, stk. 1.