Principiel landsretsdom om kryptohandel samt skattemæssig spekulation

Østre Landsret giver Skatte- og Vækstministeriet medhold i, at handel med kryptovaluta var spekulation i skattemæssig forstand og ikke kunne anses for næringsvirksomhed, erhvervsmæssig virksomhed eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Østre Landsret giver Skatte- og Vækstministeriet medhold i, at handel med kryptovaluta var spekulation i skattemæssig forstand og ikke kunne anses for næringsvirksomhed, erhvervsmæssig virksomhed eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Sagens baggrund

En datamatiker havde i indkomstårene 2018, 2021 og 2022 købt og solgt forskellige former for kryptovaluta i betydeligt omfang. Landsskatteretten og Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at datamatikerens handelsaktivitet i skattemæssig henseende skulle anses for spekulation efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

Datamatikeren gjorde gældende, at han skattemæssigt skulle anses for virksomhedsdrivende med handel med kryptovaluta – i første række som næringsdrivende og i anden række ved udøvelse af enten erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Østre Landsrets dom

Landsretten lagde til grund, at de købte og solgte kryptovalutaer i almindelighed alene erhverves med henblik på videresalg og kun i begrænset omfang kan anvendes som betalingsmiddel.

Landsretten lagde endvidere til grund, at de omhandlede kryptovalutaer er virtuelle og handles på uregulerede markeder præget af store og mere tilfældighedsprægede værdisvingninger med både mulighed for store fortjenester og risiko for store tab.

På den baggrund fandt landsretten, at datamatikerens køb og salg af kryptovaluta i indkomstårene 2018, 2021 og 2022 som udgangspunkt skattemæssigt skal kvalificeres som spekulation.

Landsretten fandt, at de fremlagte oplysninger, herunder datamatikerens forklaring, om omfanget og karakteren mv. af hans køb og salg af kryptovaluta i de omhandlede indkomstår og den økonomiske betydning heraf, herunder at der i alle årene har været overskud, ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at fravige det anførte udgangspunkt. Da dette var i overensstemmelse med Landsskatterettens og Skattestyrelsens afgørelser, fandt landsretten, at der ikke var påvist behov for en fornyet administrativ behandling af sagen, der kunne føre til hjemvisning.

Skatte- og Vækstministeriet blev derfor frifundet, så de indbragte afgørelser blev opretholdt.

Sagen var henvist til førsteinstansbehandling i landsretten som følge af sin principielle og vidererækkende karakter.

Skatte- og Vækstministeriets interesser for Østre Landsret blev varetaget af advokaterne Steffen Sværke og Mattias Chor.

Læs mere om vores rådgivning inden for Skatter og afgifter..

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.