Den faglige organisation havde nedlagt påstand om, at arbejdsgiver havde overtrådt den mellem parterne indgåede hovedaftales § 1, hvorefter parterne er enige om at fremme et godt samarbejde samt virke for rolige og stabile arbejdsforhold på tjenestestederne.
Derudover fremgår det af hovedaftalens § 1, at Finansministeriet hverken direkte eller indirekte vil lægge hindringer i vejen for, at medarbejdere organiserer sig i en faglig organisation.
Sagen handlede konkret om, hvorvidt en arbejdsgiver havde udvist organisationsfjendtlig adfærd ved først at have indledt en undersøgelse af, om det medarbejdervalgte bestyrelsesmedlem, som også var tillidsrepræsentant, havde overtrådt sin tavshedspligt, og dernæst om arbejdsgiver ved at havde irettesat den pågældende derved havde givet tillidsrepræsentanten en advarsel, som i realiteten havde haft til hensigt at forhindre tillidsrepræsentanten i at søge rådgivning hos sit forbund i forbindelse med sit virke som tillidsrepræsentant. Herudover havde den faglige organisation gjort gældende, at irettesættelsen var en kulmination på et længerevarende forløb, hvor arbejdsgiver ved gentagne lejligheder havde udvist en adfærd, som samlet set måtte betragtes som chikanøs over for tillidsrepræsentanten, og at den chikanøse adfærd havde været begrundet i tillidsrepræsentantens faglige virke med formål at virke begrænsende herpå.
Hvad er organisationsfjendtlig adfærd?
Det er ikke defineret i parternes aftale. Retsformanden udtalte, at bestemmelsen forbyder organisationsforfølgelse eller organisationsfjendtlig adfærd, som kan foreligge, hvis en handling eller undladelse er rettet mod den anden part begrundet i organisationstilhørsforholdet og således ikke ud fra faglige motiver. Retsformanden henviste herefter til § 1, stk. 2, i hovedaftalen mellem DA og FH. Herefter fortsatte retsformanden:
”Der foreligger ikke organisationsfjendtlig adfærd, hvis en arbejdsgivers adfærd (f.eks. en beslutning af ansættelsesretlig karakter) er sagligt begrundet i driftsmæssige hensyn. Selv om en arbejdsgivers adfærd er i strid med parternes overenskomst, er dette ikke i sig selv udtryk for organisationsfjendtlig adfærd. Om dette er tilfældet, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, og efter praksis har det navnlig betydning, om motivet for arbejdsgiverens adfærd har været den anden parts organisationstilhørsforhold.”
Og endelig fastslog retsformanden, at bevisbyrden påhviler den part, som gør organisationsforfølgelse eller organisationsfjendtlig adfærd gældende.
Irettesættelsen
Den faglige organisation henviste til Arbejdsrettens dom af 28. oktober 2002, hvor Arbejdsretten fandt, at en arbejdsgiver, som havde givet en tillidsrepræsentant en skriftlig advarsel for at gå til sit forbund, udgjorde organisationsfjendtlig adfærd.
Retsformanden udtalte imidlertid i den nye sag, at der med undersøgelsen og irettesættelsen ikke var udvist organisationsfjendtlig adfærd, da retsformanden navnlig lagde vægt på, at undersøgelsen og irettesættelsen ikke var begrundet i organisationstilhørsforholdet. Retsformanden fandt derfor ikke grundlag for at tage stilling til, hvorvidt der var tale om en skriftlig advarsel, og om en sådan ville have været uberettiget. Retsformanden udtalte, at uanset om der ville have været tale om en uberettiget advarsel, så ville dette ikke have ført til, at arbejdsgiver under de anførte omstændigheder havde udvist organisationsfjendtlig adfærd.