Decorum (værdighedskravet)
Inden for tjenestemandsretten er det lovfastsat, at arbejdsgiver kan stille krav til medarbejderens adfærd i og uden for tjenesten. Det følger af tjenestemandslovens § 10:
”Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.”
Overenskomstansatte inden for den offentlige forvaltning mv. og privatansatte er også undergivet et decorumkrav (værdighedskravet). Decorumkravet følger af forholdets natur, idet en person, der ikke nyder fornøden tillid og agtelse, vanskeligt kan udfylde den pågældende stilling på en hensigtsmæssig måde.
Værdighedskravet drejer sig om, at den ansatte skal udvise en adfærd på arbejdet og i fritiden, som efter tidens normer og samfundsopfattelse er acceptabel og anstændig i forhold til den (tjeneste)stilling, som den pågældende varetager. Det betyder således, at kravet til de ansatte ændres over tid. Det følger f.eks. af en gammel dom fra 1920’erne, at det var i strid med værdighedskravet, at en kvindelig medarbejder havde giftet sig, hvorfor hun sagligt kunne opsiges. En sådan afgørelse vil vi heldigvis ikke se i dag.
Værdighedskravet kan også være forskelligt fra stilling til stilling og afhænger i høj grad af, hvor den pågældende er ansat, hvor i hierarkiet den pågældende er ansat, og hvilken funktion den pågældende udfører.
Den overordnede ansatte skal i kraft af sin hierarkiske position udadtil over for borgerne og indadtil i forhold til underordnede medarbejdere fremstå som et godt eksempel. Jo højere og jo mere central og magtfuldt placeret, desto større krav kan stilles til pågældendes dømmekraft og omdømme, og at den ansatte overholder udstukne retningslinjer, f.eks. sagen om den administrerende direktør i en kommunal sundhedsforvaltning, som blev afskediget som følge af kendskab til manglende udførelse af lovpligtigt tilsyn på kommunens plejehjem, UfR 2009 side 999 H.
Højesteret fandt, at direktøren som øverste forvaltningschef i flere tilfælde havde tilsidesat sine tjenestepligter ved blandt andet ikke at have sikret, at de pligtige tilsyn blev prioriteret som en opgave, og at direktøren tværtimod godkendte en ’neddrosling’. Derudover havde direktøren givet en urigtig fremstilling af den viden, han havde haft om den manglende gennemførelse af tilsynene, og af rollefordelingen i ledelsen.
Højesteret udtalte sammenfattende, at det, der kunne bebrejdes direktøren, var en åbenbar lovovertrædelse på et område, som måtte anses for politisk følsomt, en klar tilsidesættelse af pligten til loyalt at betjene de politiske beslutningstagere samt en tilsidesættelse af den sandhedspligt, der påhvilede direktøren som forvaltningschef, og i den forbindelse et alvorligt illoyalt svigt i forhold til den øvrige direktion.
På denne baggrund havde direktøren ved grov misligholdelse gjort sig uegnet til at forblive i stillingen, og kommunen var derfor berettiget til at opsige ham som sket.
Stillingens karakter kan også give et øget krav. F.eks. påhviler der som lærer et særligt ansvar i forhold til børn og unge, for hvem den ansatte har ansvar. Den ansatte må f.eks. ikke tilskynde til grænseoverskridende adfærd, jf. UfR 2007 side 692 Ø. Lærere må heller ikke udnytte den særlige relation og fortrolighedsforhold, som kan opstå mellem større elever og lærere. Dette kan i helt særlige tilfælde også udstrækkes til, efter elev/lærerforholdet er ophørt.