Baggrund: FENIN-dommen
Mange konkurrenceretligt interesserede husker nok EU-Domstolens FENIN-dom fra 2006 (C-205/03 P). Dommen fastslog, at en offentlig myndigheds indkøb kun udgør en økonomisk aktivitet, hvis det indkøbte efterfølgende anvendes til at udføre en økonomisk aktivitet. Det afgørende er med andre ord den efterfølgende anvendelse – ikke indkøbet i sig selv. Baggrunden var en klage over det spanske sundhedsvæsens langsommelige betaling af private leverandører af medicinsk udstyr. Spørgsmålet var, om den sene betaling udgjorde misbrug af en dominerende stilling som køber (monopsoni, såkaldt købermagt). Da det spanske sundhedsvæsen ikke udgjorde økonomisk aktivitet, fandt konkurrencereglerne ikke anvendelse på indkøbsaktiviteten. Resultatet var måske ikke overraskende, men dommen skabte debat, fordi den reelt undtog købersiden af visse markeder fra konkurrencereglernes rækkevidde.
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
Jelgava kommune tildelte i 2004 SIA Jelgavas komunālie pakalpojumi (herefter "SIA Jelgava") en kontrakt om kommunal affaldshåndtering. SIA Jelgava var ejet af kommunen (51%) og den private virksomhed SIA Kulk (49%). Kontrakten blev tildelt uden forudgående udbud med den begrundelse, at der var tale om in-house. Det fremgår ikke af dommen, om den private virksomhed var valgt efter et udbud, men det synes at blive lagt til grund, at det ikke var tilfældet.
Efter at have modtaget en klage, pålagde det lettiske konkurrenceråd i 2021 kommunen en bøde for misbrug af dominerende stilling, idet rådet fandt, at kommunen havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for indsamling og transport af affald på byen Jelgavas område ved at tildele kontrakten efter reglerne om in house, selv om kommunen ikke udøvede fuld kontrol over selskabet.
Kommunen anfægtede afgørelsen og gjorde gældende, at den ved tildelingen af opgaven havde handlet i sin kapacitet af offentlig myndighed – ikke som en "virksomhed". Den regionale forvaltningsdomstol gav konkurrencerådet medhold. Sagen nåede herefter til Letlands øverste domstol, som forelagde EU-Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt en kommunes beslutning om at tildele kontrakten om kommunal affaldshåndtering til et delvist kommunalejet selskab udgør udøvelse af økonomisk aktivitet i henhold til artikel 102 TEUF (eller den tilsvarende nationale bestemmelse).
