Baggrund
Den 3. september 2026 vedtog Folketinget lovforslag L 16 (2025-26, 2. samling), som indfører en ny certificeringsordning i udlændingeloven. Ordningen giver certificerede virksomheder mulighed for at rekruttere medarbejdere fra en række udvalgte tredjelande til overenskomstdækkede stillinger – og stiller samtidig klare krav til både virksomheden og ansættelsesvilkårene.
Hvad går ordningen ud på?
Certificerede virksomheder kan ansætte udenlandske medarbejdere fra de udvalgte tredjelande i stillinger, der er dækket af en overenskomst. Medarbejderen skal tilbydes fuldtidsarbejde med en årlig minimumsløn på 322.000 kr. (2026-niveau). Ordningen kan kun anvendes, så længe ledigheden er lav, og virksomheden skal kunne dokumentere ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Hvordan bliver en virksomhed certificeret?
Det er Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der certificerer virksomheden. Det kræver bl.a., at virksomheden:
- afgiver en tro og love-erklæring om overenskomstdækning, adgang til kontrol og ingen bod for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft
- har mindst 10 fuldtidsansatte i Danmark
- kan fremvise en udtømmende serviceattest uden anmærkninger
- har været i drift og aflagt årsrapport i mindst 2 år
- har deltaget i et vejledningsmøde med SIRI
- ikke er omfattet af en lovlig arbejdskonflikt
- ikke har et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, som ikke er efterkommet
- ikke er straffet mere end to gange for overtrædelser af udlændingelovens regler om arbejdstilladelser og kontrolforanstaltninger (§ 59, stk. 5 eller § 60, stk. 1)
En certificering gælder i 3 år og kan forlænges med op til 4 år ad gangen.







