

Den 1. august 2026 udtræder partner og advokat Søren Horsbøl Jensen af firmaet for at tiltræde stillingen som højesteretsdommer med virkning fra samme dato. Søren har tilbragt hele sin karriere hos os og har speciale i retssagsførelse samt skatte og afgiftsret.
Den 1. august 2026 udtræder partner og advokat Søren Horsbøl Jensen af firmaet for at tiltræde stillingen som højesteretsdommer med virkning fra samme dato. Søren har tilbragt hele sin karriere hos os og har speciale i retssagsførelse samt skatte og afgiftsret.


Ved at votere i fire højesteretssager har partner og advokat Søren Horsbøl Jensen med retsplejelovens ord ”godtgjort sin egnethed” som højesteretsdommer. Han tiltræder stillingen den 1. august 2026 og udtræder af firmaet med virkning fra samme tidspunkt. Dermed føjes endnu et navn til rækken af højesteretsdommere med en baggrund hos Poul Schmith/Kammeradvokaten.
”Vi er naturligvis kede af, at Søren udtræder af firmaet. Han har gennem mere end to årtier været en af husets helt centrale procesadvokater. Samtidig er vi meget stolte af, at en kollega fra vores egne rækker nu indtræder i Højesteret. Sørens dybe juridiske indsigt og brede erfaring med komplekse og principielle sager gør ham til et oplagt valg,” siger Managing Partner Rune Derno.
For Søren bliver stillingen som højesteretsdommer kulmination på mange års arbejde som procesadvokat:
”Mit skifte er ikke udslag af en pludselig indskydelse. At gå dommervejen på et tidspunkt har været en tanke, som jeg har haft i baghovedet i mange år, men jeg har ikke haft travlt med at blive dommer, for jeg har været meget glad for tilværelsen som procesadvokat. Nu skal jeg så være dommer i Højesteret, og det ser jeg frem til. Muligheden for at være med til at fastlægge gældende ret er både et stort ansvar og en utrolig spændende opgave.”
Søren lægger ikke skjul på, at det bliver en særlig dag, når han går ud ad døren på Kalvebod Brygge for sidste gang.
”Jeg har været i firmaet i næsten 23 år, kun afbrudt af tre måneder som konstitueret landsdommer i 2013. Der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne navnlig mine mange gode kollegaer og nok også lidt livet som procesadvokat.”
Søren kan se tilbage på mange spændende og udfordrende sager, hvor komplekset af beneficial owner-sager om beskatning af udbytter og renter rager klart op.
”Sagskomplekset dominerede mit arbejdsliv i 10 år og omfattede foruden en meget krævende hovedforhandling ved EU-Domstolen, adskillige omfattende hovedforhandlinger i landsretterne og fire hovedforhandlinger i Højesteret.”
Foruden skattesager har Søren bl.a. ført en række principielle sager om indfødsret (statsborgerskab), ligesom han varetog statens interesser i de store erstatningssager, som fulgte i kølvandet på det første udbud af radiosendetilladelserne til FM5 og FM6.
Men en anden type sager har sat sine varige spor.
”I mine første år som advokat førte jeg en del sager om tvangsanbringelse af børn. Når man arbejder med sådanne nogle sager, bliver man meget bevidst om, hvor afgrundsdybe forskelle der selv i et land som Danmark kan være på de forhold, som man vokser op under. At arbejde med de sager har gjort et stort og varigt indtryk på mig.”
Stort tillykke til dig, Søren. Vi glæder os til at følge dig i Højesteret.

Partner, Advokat (H) (Orlov)