”Need to know” for kommunerne
Det overordnede formål med det nye IE-direktiv er at reducere forurening fra industrielle anlæg og styrke håndhævelsen på tværs af EU.
Som bekendt er det som udgangspunkt kommunerne, der træffer afgørelse om godkendelse af listevirksomheder (virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget på listen) i medfør af godkendelsesbekendtgørelsen, mens Miljøstyrelsen er godkendelses- og tilsynsmyndighed for de virksomheder, som anses for særligt miljøbelastende.
I Danmark vil en væsentlig del af godkendelses- og tilsynsopgaverne således ligge hos kommunerne. Derfor er det relevant at dykke lidt ned i, hvad kommunerne kan forvente af ændringer som følge af implementeringen af IE-direktivet.
Flere anlæg bliver omfattet af IE-direktivet
Det nye IE-direktivet udvider og præciserer, hvilke industrielle og agroindustrielle aktiviteter, der er omfattet af bilag I og II, så flere anlæg fremover bliver omfattet af IE godkendelse, BAT krav (den bedste tilgængelige teknik) og systematiske tilsyn.
Det betyder, at flere typer anlæg fremover skal have godkendelse efter reglerne i IE-direktivet, og at der skal føres tilsyn efter de særlige EU‑krav. For kommunerne kan dette bl.a. indebære flere godkendelsessager med direkte anvendelse af BAT‑konklusioner (den bedste tilgængelige teknik) mv. Herudover vil der være behov for at gennemgå eksisterende godkendelser med henblik på revurdering eller skærpelse, når nye eller ændrede BAT‑konklusioner vedtages.
I praksis vil flere anlæg derfor “rykke op” i en kategori, hvor kommunerne skal arbejde mere systematisk i forbindelse med godkendelse og tilsyn i overensstemmelse med IE-direktivets krav herom.
Skærpede og mere bindende krav til tilsyn og håndhævelse
Herudover skærper IE-direktivet kravene til, hvordan myndighederne planlægger og gennemfører tilsyn og håndhævelse.
Bl.a. skal medlemsstaterne sikre regelmæssige og risikobaserede inspektioner af IE‑anlæg ved bedømmelsen af den miljømæssige risiko. Der skal være en klar og konsekvent opfølgning på overtrædelser, herunder krav om, at virksomhederne træffer de nødvendige foranstaltninger inden for fastsatte frister, jf. bl.a. den nye artikel 8 og artikel 14, stk. 1.
Herudover skal der være effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner i overensstemmelse med artikel 79, som også udgør en ny ændring i IE-direktivet.
For kommunerne betyder det, at tilsynet i højere grad skal planlægges og dokumenteres efter de ovenfor nævnte EU‑retlige rammer, ligesom der skal være en klar linje for, hvordan overtrædelser håndteres, herunder også med henblik på efterfølgende kontrol.

