Christian Bülow: Man kan godt blande forretning og fornøjelse
Mød Christian, der altid har haft en ambition om at gå partnervejen. Christian er én af advokaterne på den store udbyttesag om formodede frasvindlede danske skattekroner og har været en del af firmaets eftertragtede talentprogram.
Mød Christian, der altid har haft en ambition om at gå partnervejen. Christian er én af advokaterne på den store udbyttesag om formodede frasvindlede danske skattekroner og har været en del af firmaets eftertragtede talentprogram.
Ser man bort fra et retssagsdrama om verdens tredjestørste diamantring til 58 mio. dollars mellem en stenrig italiensk senator og hans unge ekshustru, var dét, der gjorde størst indtryk på advokat Christian Bülow under hans udstationering til New York City, amerikanernes suveræne evne til networking og klienthåndtering:
”Partnere og advokater i de amerikanske firmaer har generelt set helt uovertrufne sociale kompetencer. Det er fascinerende, som de virkeligt mestrer disciplinen ’smalltalk’, er ekstremt åbne og i stand til at få deres klienter til at føle sig som de vigtigste personer i verden. De er lynhurtige til at svare tilbage på mails, er enormt dygtige til at læse kundens behov og udfordringer og har en helt anderledes tilgang til kundeservice end langt de fleste danske firmaer. Det var en af grundene til, at jeg tog til USA. Jeg ville gerne tilegne mig amerikanernes sans for at netværke og bruge det i forretningslivet. Nogle vil måske hævde, at det kan være svært at få mange dybe relationer, og at amerikanerne kan virke lidt overfladiske, men den overflade er jo perfekt til forretningsbekendtskaber”.
Investér i fremtiden
Christian husker meget tydeligt, da han som ny medarbejder hos et advokatfirma i New York blev inviteret til intet mindre end 4 forskellige thanksgiving-fester, familiearrangementer og et hav af sportsbegivenheder, selvom de personer, der inviterede ham ud, var supertravle mennesker med en fuld booket kalender. Han forklarer, at det generelt ligger amerikanerne mere på sinde at investere langsigtet i relationsopbygning:
”Det er helt almindeligt, at man allerede fra ’day one’ på kontoret går i gang med at opbygge en base af kunder, der kan hjælpe en frem i karrieren – både på kort og lang sigt. I Danmark er der ofte en tendens til, at folk først indser vigtigheden af at få skabt en kundekreds i ellevte time, altså lige inden de skal tage partnerspringet. Derfor er mit råd til fremtidens talenter, der går med partnerdrømme, at man allerede fra første dag, man går ind ad døren på jurastudiet tænker: hvem kan hjælpe mig videre i karrieren? Det kan man fx gøre ved at være opmærksom på at få skabt gode og tætte kontakter til ens medstuderende eller ved at søge ind i mentorordninger, som dem vi har her i firmaet. Gør man det, vil det helt sikkert kunne skabe en masse forretningsmæssige muligheder senere hen.”
Fuldt fokus på partnervejen
Efter sin juraeksamen fra Aarhus Universitet flyttede Christian til København og blev så i 2015 ansat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, hvor han repræsenterer den danske stat i den såkaldte udbyttesag, hvor en række udenlandske aktører har svindlet Danmark for 12,7 milliarder kroner. Derudover rådgiver Christian i sager om generel erhvervsret og virksomhedsoverdragelser.
Christian blev sidste år udtaget til firmaets High Potential Program, der er et fast track-forløb for særligt talentfulde jurister med partnerambitioner. Som deltager på programmet får man tildelt en erhvervscoach, der blandt andet træner én i salgsarbejde og lederskab og i det hele taget er med til at udvikle ens kommercielle forståelse. Alt sammen med sigte på at flytte ens udgangspunkt og forbedre de svage sider. Christian uddyber med en metafor fra fodboldens verden:
”Du kan jo sagtens være et ungt talent, mens du er ung, men hvis du ikke udvikler dig og får forløst dit potentiale, forbliver du et evighedstalent. Derfor har du jo også brug for kvalificeret input fra nogen, der ved, hvad de taler om, hvis du skal flytte dig på kort tid, og den stejle udviklingskurve, har Poul Schmith/Kammeradvokaten, været supergode til at understøtte.”
Gode relationer skaber salg
Det gamle mundheld om, at man ikke skal blande forretning og fornøjelse er Christian ikke tilhænger af. Faktisk mener han, at sociale begivenheder, hvor man har mulighed for at møde folk under mere uformelle rammer, kan være med til skabe den fortrolighed og gensidige identifikation, der skal til for at kunne indgå i en forretningsforbindelse: ”Jagt kan f.eks. være en fantastisk anledning til at netværke og møde spændende og potentielle kunder. Det er det samme med golf. Man har en fælles interesse og er på slap line sammen. Når man så på et tidspunkt skal lægge en opgave et sted, vil man da hellere lægge den hos én, man er tryg ved og kender frem for en person, man finder tilfældigt på nettet.”
De fleste mennesker, selv de meget introverte, kan ifølge Christian blive bedre til at netværke. Det er blot et spørgsmål om mindset og viljen til at ville arbejde med sig selv:
”I alle firmaer er der forskellige typer, og vi kan jo ikke alle sammen have fokus på kundesalg, for der skal også være nogen til at løse sagerne. Mange af os er indimellem indadvendte, men jeg tror, at hvis man bare er åben for at arbejde med de begrænsninger, man ved, man har, så er man allerede kommet et langt stykke. Og ønsker du at øge dine chancer for at blive partner, så er det vigtigt både at være superskarp fagligt og styrke dine sociale kompetencer, så du er i stand til at skabe dig en kundeportefølje.”
Christian Bülow er per 1. januar 2022 blevet udnævnt til partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten.
Specialister
Christian Bülow
Partner, Advokat